
Da jeg i sin tid besluttede mig for at tage pædagoguddannelsen, var det umiddelbart efter, at den var skiftet fra en almindelig erhvervsuddannelse til en professionsbachelor.
Jeg havde inden da været meget i tvivl om, hvad vej jeg skulle rent uddannelsesmæssigt, selvom jeg, i mit job som pædagogmedhjælper, havde fundet ud af, at jeg både havde flair for faget og også virkelig elskede både det daglige arbejde, men også de faglige overvejelser, strukturer og handlinger, der fulgte med jobbet.
Så hvorfor var jeg sådan i tvivl?
Jo, det var jo fordi, at det ikke var cool at være pædagog.
Selv som barn af en middelklassefamilie i en lille provinsby, med forældre, der også arbejdede i omsorgsfag, forbandt jeg arbejdet som pædagog som noget, hvem som helst kunne gøre, og følte mig måske, i mit ungdommeligt navlebeskuende hoved, også (uberettiget) hævet over den slags arbejde.
Nej, jeg skulle fandme ud at gøre en forskel!
Men efter nogle år i medhjælperjobs kunne jeg til sidst godt se dybden, fagligheden og mulighederne inden for faget.
Der skulle dog alligevel lige det sidste skub til – det faktum, at jeg ville få en bachelor – før jeg sendte min ansøgning af sted.
Som voksen sidder jeg nu og kan være lidt ærgerlig over, at jeg havde så arrogant og umoden en holdning til, hvad jeg ydmygt betragter som et af de vigtigste erhverv, vi har i vores samfund.
Jeg er stolt over at være pædagog i dag, og synes, at jeg har erfaret, at måden vi omtaler pædagoggerningen i daglig tale, er blevet meget mere respektfuld og positiv.
Vi er professionelle fagfolk, der skal tage en masse vigtige beslutninger hver eneste dag, der transcenderer vores kerneopgave.
Kasper Bøgh Larsen
Pædagog, Københavns Kommune
Men derfor kan det netop undre mig, at når vi som fagpersoner får så meget mere forståelse og anerkendelse fra de familier vi møder i hverdagen, hvorfor er der så ikke flere, der gerne vil være pædagoger?
Min oplevelse er, at i den offentlige optik, er den måde, vores profession ses på, stort set uændret.
Det er kort sagt det samme som, da jeg stod og tvivlede på, om jeg orkede at tage en uddannelse, jeg havde lyst til, selvom frygten for det stigma, der fulgte med titlen som pædagog, lurede i baghovedet.
Begrebet "varme hænder" i daginstitutionerne har været politiske buzz-ord i de sidste mange år, primært fra de partier, der faktisk taler pædagogernes sag, når det kommer til normeringer samt løn- og arbejdsforhold. Men med tiden føler jeg mere og mere, at det førnævnte begreb er med til at reducere os til mindre end det vi er.
Vi er professionelle fagfolk, der skal tage en masse vigtige beslutninger hver eneste dag, der transcenderer den kerneopgave, der ligger i "varme hænder" – omsorg, nærvær og vedkommenhed.
Det var det samme, der skete, da vi under pandemien af flere omgange blev rost af politikerne for at have lært de kære små at vaske hænder, selvom størstedelen af vores arbejde gik med at berolige ængstelige børn, der ikke kunne forstå, hvad der foregik, eller hvorfor de skulle deles op i små grupper og være sammen med andre voksne end de var vant til, i en konstant omskiftelig hverdag.
Se, det ville jeg og mine kollegaer hellere have haft ros for, frem for at vores indsats blev reduceret til en banal, omend vigtig, handling.
Den ene side af problematikken er altså måden, vi omtales på, også når det er velmenende og imødekommende.
Noget andet er hvordan vores faglighed bliver behandlet af politikerne.
Jeg synes det lugter af, at man ikke har ressourcerne til at skabe fællesskaberne sammen med børnene, så det må de selv klare.
Kasper Bøgh Larsen
Pædagog, Københavns Kommune
Jeg har tidligere harceleret over, da børneministeren ville gøre op med skærmbrug i daginstitutionerne.
Jeg kom vist til at kalde det for noget ligegyldig symbolpolitik, da jeg langt hen ad vejen så det som et non-issue i daginstitutionerne, men det provokerede mig også, fordi den slags "micromanagement" af daginstitutionerne maler et billede af, at vi ikke selv kan finde ud af at forvalte enkle værktøjer som eksempelvis en iPad.
Det kan vi. Og vi kan meget mere end det.
Et andet eksempel er, at man fra kommunal side i København, hvor jeg slår mine pædagogiske folder, har udarbejdet et nyt tiltag omkring "Fælles stærkt samarbejde," hvor formålet er at tydeliggøre arbejdet med overgangene mellem børnehave, skole og KKFO. Super fedt.
Bortset fra at man så vælger at tilføje obligatoriske opgaver til børnehaverne, som for eksempel at skulle lære børnene at synge "Jeg ved en lærkerede" og at de skal kunne lege ærteposetagfat.
Det bliver gjort i fællesskabets ånd siges der, så børnene kender de samme lege og sange, når de starter i skole.
Jeg synes bare, det lugter af, at man ikke har ressourcerne til at skabe fællesskaberne sammen med børnene, så det må de selv klare.
Og denne form for topstyring har samme effekt som førstnævnte eksempel med skærmene. Det skaber et patroniserende billede af en faggruppe, der ikke selv kan finde ud af sit virke.
Så mit ønske er egentlig simpelt: Lad det opløftende og fagligt bevidste syn på pædagogerne grene sig ud i den offentlige debat. Vi fortjener det. Og hvem ved?
Måske kunne en sådan ændring i sproget være med til at trække flere studerende til pædagoguddannelsen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Eksperter afviser kommuners forklaring i sag om lovbrud på børneområdet
- Tidligere anbragt giver hjerteskærende indblik i et barns møde med systemet
- Børns Vilkår: Vi står uden våben i kampen mod overgrebsmateriale med børn
- Kommunalpolitiker om DR-dokumentar: Ressourcesvage forældre har også omsorg at give



















