Rami Zouzou: Motion er andet end aktivitet i en idrætshal

De føler sig ikke som en del af fodboldholdet eller svømmer som en fisk i vandet. Der er en stor gruppe børn, som ikke har en naturlig bevægeglæde.

Bevægelse foregår ikke kun i en idrætshal
Betyder det så, at de ikke kan have et liv præget af bevægelse, leg og aktivitet? Det gør det, hvis man bliver ved med at tale ind i en bevægelseskultur rodfæstet i foreningsidrætten.

For det ekskluderer rigtig mange børn fra et aktivt fritidsliv, fordi de af den ene eller anden grund aldrig har dyrket sport.

Og har man ikke dyrket en specifik idrætsgren som barn, er der faktisk mange, der ikke føler sig som en del af foreningernes fællesskab endsige særlig motiverede for at dyrke specifikke idrætsaktiviteter i skolen.

Men det er muligt at inkludere den overvægtige, motorisk svage, den stillesiddende eller idrætsforskrækkede elev i et bevægelsestilbud på lige fod med fodboldstjernen, topsvømmeren eller supergymnasten.

For et aktivt fritidsliv og motion i folkeskolen er meget mere end det, der udspiller sig i idrætshallen.

Idræt som redskab til historieformidling
Som historiker har jeg i en del år arbejdet med, hvordan man kan implementere bevægelse i formidlingen af historien. Ved at bruge historiske fortællinger, som børnene selv kan byde ind med som ramme for den fysiske udfoldelse, får alle mulighed for at udfolde sig – uanset idrætsmæssig baggrund.

Her kan den stille, intellektuelle elev lige pludseligt komme på omgangshøjde med klassens bedste fodboldspiller.

Den overvægtige piges stemme bliver lige pludselig et aktiv, hun kan bruge til at udvikle fortællingen i samspil med klassens bedste gymnast. Rammen for bevægelsen bliver fortællingen og ikke erfaringen fra idrættens univers.

Det tilføjer et helt nyt element til måden, man arbejder med motion og læring på i folkeskolen. Det gør det, fordi det ikke knytter sig til én bestemt idræt, der inkluderer nogle og ekskluderer andre, men tværtimod tager udgangspunkt i begivenheder og fortællinger, alle børn byder ind med og kan være en del af.

Mon ikke nogle sårbare eller udsatte børn ville sætte særlig pris på en aktivitet, hvor de ikke behøvede en lang idrætsbaggrund, men hvor de kunne være en del af fællesskabet og mærke glæden ved en aktiv hverdag og ny læring?

Så kommer de 45 minutter, som skolereformen dikterer, faktisk helt af sig selv.