Venstre-kandidater: Ligestillingsdebatten er præget af to fløje, som begge peger på løsninger, der ikke duer

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Henriette Klingberg-Nielsen (V) og Iben Krog (V)
Kandidat til byrådet og kandidat til Folketinget og Region Øst
Det har været kvindernes internationale kampdag. Alligevel raser ligestillingsdebatten stadig. Det er Nina Smith mod deltid og hjemmepasning. Og Isabella Arendt mod, at det er en almindelighed at arbejde fuldtid – også når man har små børn.
For at slå det fast – vi holder med Nina. Vi vil have kvinder med øverst i erhvervslivet og øverst i politik. Ikke for at presse nogen, men fordi det er netop det, som rigtig mange af os både kan og vil.
Ligestillingsdebatten har hidtil været præget af to fløje, der begge peger på løsninger, der ikke duer. På den ene side en rød fløj, der italesætter kvinder som ofre og mennesker, der skal have positiv særbehandling.
Politik, der på mange måder gør ligestilling til et nulsumsspil, en kamp mellem kønnene, og en kamp hvor kvinderne er i underskud.
På den anden side har konservative argumenteret for, at vi har ligestilling, og at kvinder qua deres natur er den primære omsorgsgiver med en lyst til at gå mere hjemme, og være mere sammen med børnene.
Derfor er der intet problem i, at kvinder tager længere barsel, tjener mindre end mænd, og i mindre grad har indflydelse i politik og på arbejdsmarkedet.
Det borgerlige standpunkt
Vi har et tredje standpunkt i ligestillingsdebatten, som vi mener er god, klassisk borgerligt-liberal politik.
I vores optik handler menneskets pligt om at tage ansvar. At tage ansvar for sig selv, for sin familie og sine nære, for lokalsamfundet og for vores land.
Vi ønsker, at flere kvinder får indflydelse på udviklingen af vores samfund. Vi er ikke ofre, og vi tror ikke på de rødes partiers løsninger, hvor der både er betalt hjemmepasning og tårnhøj normering i daginstitutioner.
Vi ønsker ikke at blive reduceret til mødre, eller få endnu længere barsel.
Henriette Klingberg-Nielsen (V) og Iben Krog (V)
Kandidat til byrådet, og kandidat til Folketinget og Region Øst
Og vi mener modsat Isabella Arendt, at det både er muligt at tage ansvar for sig selv, sin familie og samfundet på en og samme tid. Vi ønsker ikke at blive reduceret til mødre, eller få endnu længere barsel.
Det borgerlige argument ligger i værdien af vores samfundsinstitutioner. Og i selve vores demokrati.
Alt peger nemlig på, at øget mangfoldighed i beslutningslagene giver bedre beslutninger, fordi det forhindrer ekkokamre, rygklapperi og for hurtige beslutninger.
Øget ligestilling kan være godt for vores byråd og regioner, vores folketing, vores retssystem, vores styrelser og departementer. Det er vores demokrati, som skal repræsentere os alle.
Som borgerlige bør vi netop værne om værdien af gode, stabile institutioner.
Ansvar for mere end hjemmet
I stedet for at have fokus på, at det er illiberalt at lade staten blande sig, kan vi med fordel vende argumentet rundt, og se nærmere på, hvor det offentlige og staten allerede blander sig i dag, og hvor der systematisk er forskelsbehandling på mænd og kvinder.
Hvorfor er det eksempelvis lovligt for arbejdspladser at give kvinder og mænd på barsel forskellige økonomiske vilkår?
På trods af at Henriette og hendes mand begge er offentligt ansatte, har hun ret til markant flere uger med løn under barsel, mens hendes mand har ret til dagpenge. Så er det vel ikke underligt, at Henriette tager mest barsel?
Generelt kompenseres kvinden markant bedre økonomisk under barsel.
Vi vil skabe en ligestillingspolitik, der giver kvinder lov til at tage ansvar for mere end hjemmet. En ligestillingspolitik, der tror på, at vi kvinder lige så gerne vil arbejde og bidrage som mænd.
Familier må indrette sig som de vil, men vi skal give mere plads til rengøringshjælp, børnepasning og råd til, at andre slår græsset end dig selv.
Vi skal skabe et samfund, hvor kvinder er i overskud og får ros for det ansvar, som vi tager både i familien, lokalsamfundet, på arbejdsmarkedet og i demokratiet.
For vi kvinder både kan og vil tage ansvar for mere end hjemmet.
Artiklen var skrevet af
Henriette Klingberg-Nielsen (V) og Iben Krog (V)
Kandidat til byrådet og kandidat til Folketinget og Region Øst
Omtalte personer

Nina Smith
Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, bestyrelsesformand, VIVE, formand, Reformkommissionen, bestyrelsesformand, VisitAarhus

Isabella Arendt
Senior public affairs-rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt, folketingskandidat (K), fhv. partiformand (KD)

Iben Krog
Regionsrådsmedlem (V), Region Østdanmark, public affairs-rådgiver med ansvar for fødevarer og landbrug, Rud Pedersen, medstifter af Tænketanken Frej, medlem af Madtanken under Madkulturen, bestyrelsesmedlem i Lollands Højskole, folketingskandidat (V)
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene
- Børnepsykolog stiller dyster diagnose af dagtilbud: "Alarmerende"
- Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget

















