Isabella Arendt til Nina Smith: Jeg skylder ikke staten at arbejde eller føde børn

Nina Smith mener, at vi som kvinder selv står i vejen for ligestillingen.
At det er vores egen skyld, at vi "giver underskud" i regnemodellerne, fordi vi vælger vores børn og familier til.
Der er jo så to måder at ændre facit på, så det giver overskud. Enten kan vi regne børn, familier, dannelse og trivsel med som noget, der giver overskud i vores liv og derfor også børn give overskud i vores samfunds regnemodeller.
Eller også kan man bede kvinderne om at bekymre sig lidt mindre for vores børn og familie.
Smith ser gerne det sidste. Jeg tror, det faktisk giver mere overskud med det første.
Samfundskontrakten er et tilbud
Smith vil gerne, at vi fremover kan regne bedre på omsorgen i statens institutioner. Det er godt og tiltrængt, at institutioner og skolers arbejde ses som værdifuldt.
Så mangler vi bare at forstå, at omsorgen ikke mister sin værdi, bare fordi den flytter fra staten til hjemmet. Omsorgen er måske endda endnu mere afgørende, når det er forældrene der påvirker børnenes trivsel og ikke medarbejdere tæt på børnene.
Det må aldrig blive sådan, at vi som forældre skylder staten vores arbejde og samtidig skylder samfundet at føde børn.
Isabella Arendt
Det er ikke længe siden, Trivselskommissionen kom med anbefalinger til, hvordan man er en god forælder, som skaber mere trivsel. Og allerede nu skal vi så igen have at vide, at arbejdet med at få små mennesker til at trives, faktisk er lidt i vejen for os selv som kvinder og i hvert fald som samfund.
Smith mener sågar, at hjemmepassende kvinder bryder samfundskontrakten. Der er bare det ved det, at samfundskontrakten er skabt for borgernes skyld – ikke omvendt.
Samfundskontrakten var ikke et tvunget arbejde, men et tilbud til forældre om at staten passer børnene, hvis forældrene vælger at arbejde.
Det må aldrig blive sådan, at vi som forældre skylder staten vores arbejde og samtidig skylder samfundet at føde børn.
Forstokket kvindesyn
Mit ansvar ligger først og fremmest hos min familie og vores trivsel og behov. Det skal staten kunne understøtte. Derfor provokerer det mig, at Smith siger, at:
"Vi håber, kvinder vil reflektere over de valg, de træffer. Både for dem selv og deres egen økonomi og fremtid. Men også over, hvad deres valg kommer til at betyde for det velfærdssamfund, vi har og får."
Hvor blev børn og familie af? Hvorfor skal jeg som kvinde og mor ikke reflektere over, hvordan mine valg i livet påvirker min trivsel, min families trivsel og mine børns fremtid?
Jeg tror, Smith vil erfare, at bekymringen for børn og familie fylder mere hos rigtig mange mennesker end bekymringen for statsøkonomien og råderummet.
Smith repræsenterer et forstokket kvindesyn, hvor kvinder skal tilpasses snævre forståelser for "overskud" eller ligestilling. Kvindens rolle var engang at passe hjemmet. Det lyder næsten på Smith som om, at kvinders rolle nu er at passe velfærdsstaten.
Gad vide, hvornår ligestillingen når frem til, at kvinder selv må bestemme, hvordan vi lever vores liv? Hvornår mon elite og magthavere holder op med at mene noget om, hvad det "rigtige" kvindeliv er?
For nogle er det en karriere. For nogle er det hjemmepasning. For alle er det frihed.
Regnemodel for trivsel
Tænk, hvis vi tog ligestilling og frihed alvorligt.
Tænk, hvis pasning af børn handlede om børn. Så kunne statens tilskud til pasning følge barnet hen, hvor barnet har brug for at blive passet – uanset om det er hos mor, far, farmor eller i institution.
Tænk, hvis kulturen havde respekt for kvinders frie valg og professorer ikke skrev bøger og indlæg om, hvordan omsorgen derhjemme er underskudsarbejde og noget, som holder kvinder tilbage.
Isabella Arendt
Tænk, hvis kulturen havde respekt for kvinders frie valg og professorer ikke skrev bøger og indlæg om, hvordan omsorgen derhjemme er underskudsarbejde og noget, som holder kvinder tilbage.
Tænk, hvis familielivet og forældreskabet ikke igen og igen ses som noget, der står lidt i vejen for økonomiske regnemodeller og i hvert fald noget, som er lidt træls og gammeldags.
Hvad med det massive bidrag, som kvinder laver med vores kroppe og sind, når vi bærer, føder og ammer børn?
Tænk, hvis der en dag var en økonomiprofessor, som gav sig til at regne på, hvad samfundet faktisk tjener på den investering, som forældre laver frivilligt, når vi sikrer børn og familier i trivsel.
Hvad mon samfundet sparer på, at børns tilknytning er god? At kvinderne lægger krop til fødslerne?
Hvad mon det koster, hvis vi lod være?
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

Isabella Arendt
Senior public affairs-rådgiver, Landbrug og Fødevarer, familiepolitisk rådgiver, Tænketanken Prospekt, folketingskandidat (K), fhv. partiformand (KD)

Nina Smith
Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, bestyrelsesformand, VIVE, formand, Reformkommissionen, bestyrelsesformand, VisitAarhus
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Her holder politikerne og fagbosserne taler 1. maj
- Dagtilbudsleder: Hvis debatten om genetik flytter ind i børnehaven, får det konsekvenser for børnene
- Børnepsykolog stiller dyster diagnose af dagtilbud: "Alarmerende"
- Dagtilbudsleder: Det går ud over fællesskabet, når hensynet til det enkelte barn fylder for meget


















