Juraekspert: Jo, der opstår mange fejl i lovprocessen på socialområdet

Vi sprittede alle af for at reducere risikoen for Covid-19. Hvis man vil reducere antallet af paragraffer, der ikke har noget indhold, så skal politikerne til at insistere på, at den gode lov-hygiene kommer tilbage til lovgivningsprocessen.

Der skal være tid til at udarbejde lovforslag til at holde høringsprocesser, sikre sproglig entydighed og indlagt kontrol for konfliktende lovgivninger. 

1. Ret til venskabsfamilier i barnets lov 

I barnets lov blev det vedtaget, at børn anbragt på børne- eller ungehjem har ret til hjælp til at finde en støtteperson eller en familie, der kan være venskabsfamilie.

Hvad der derimod ikke fremgår, er, hvor disse venskabsfamilier, der skulle være frivillige og sikre varige relationer for de cirka 3.700 institutionsanbragte børn, skulle komme fra i løbet af nytårsnat 2024. 

Uanset årsag, så kommer rigtige mennesker i klemme, når lovgiver sjusker.

Sanne Møller
Partner, Embedsværket

Jeg har spurgt landets seks største kommuner om udbredelsen af venskabsfamilier her et år efter.

Situationen er den, at ingen af kommunerne har en systematisk registrering af brugen af venskabsfamilier – fire kommuner kunne dog lave en manuel optælling.

Det nedslående, men forudsigelige resultat er, at kun syv ud af disse kommuners 1001 institutionsanbragte børn har fået udpeget en venskabsfamilie i lovens første 12 måneder. 

Fraværet af registrering gør det vanskeligt at finde ud af, om anbragte børn får den støtte, politikerne tror, de har besluttet, men det er nok rimeligt at antage, at mange ikke gør. 

2. Ingen mulighed for 'umiddelbar' anbringelse

I familieretshusloven paragraf 24 findes den såkaldte "initiativret". Af forarbejderne fremgår, at "initiativretten har til formål at hjælpe og beskytte et barn, hvis trivsel er så truet, at det indgår i kommunalbestyrelsens umiddelbare overvejelser at iværksætte en anbringelse af barnet uden for hjemmet uden samtykke."  

Eller på almindeligt dansk: Et barn skal ikke anbringes fra en dårligt fungerende forælder, hvis det har en anden velfungerende forælder, der kan imødekomme barnets behov for tryghed og sikkerhed.  

Desværre for disse børn er loven udarbejdet i Justitsministeriet og – antager jeg – uden samarbejde med Socialministeriet.

Så ville eller burde man have opdaget, at når noget i socialretlig forstand er "umiddelbart", så skal barnet anbringes inden for få timer, og at dette stemte meget dårligt overens med den procedure, som en paragraf 24-sag forudsætter – og som ifølge de officielle sagsbehandlingstider tager otte uger.

Dette blev påpeget i 2019, hvor loven blev indført. Men for illustrationens skyld har jeg spurgt Familieretshuset, om det er lykkedes dem at anvende bestemmelsen.

Beklageligvis registrerer man ikke disse systematisk, men på manuel liste er der registreret mellem 7 og 11 henvendelser i 2023. De blev alle lukket med vejledning til kommunen, om at betingelserne ikke var opfyldt. 

Bestemmelsen, der skulle sikre at børn kan bo hos den velfungerende af to forældre i stedet for at blive anbragt, bruges altså slet ikke. Det er både dyrt for barnet og samfundet – og endnu et eksempel på, at politikerne ikke får den lovgivning, de tror, de har vedtaget.

3. Ret til ferie med aflastningsfamilie

Når et barn anbringes i en plejefamilie, ansættes plejefamilien af kommunen til at løse opgaven.

Det sker på kontrakter, som ansættelsesretligt giver plejefamilien ret til ferie. Det betyder, at de har en ferielovssikret ret til at holde ferie uden barnet – i hvert fald hvis man spørger beskæftigelsesministeren.

Når man laver lovændringer i et gennemreguleret samfund som Danmark, kommer man næsten altid i karambolage med andre lovgivninger.

Sanne Møller
Partner, Embedsværket

Det vil dog kræve en aflastningsfamilie eller en institution, der kan tage sig af det anbragte barn, mens plejefamilien holder ferie.  

Rent lavpraktisk er det svært at forestille sig, at der skulle være egnede aflastningspladser til de cirka 6.000 børn, der bor hos plejefamilier i uge syv, 42 og tre uger i sommerferien.

Det er også svært at se, at udsatte børn med brudte relationer bag sig, vil have godt af at blive "sendt væk", mens plejefamilien tager til Mallorca.

Overholdelse af ferieloven er altså i konflikt med grundlæggende formål i barnets lov.  

Når der er en åbenlys konflikt mellem to sideordnede lovgivninger og to rettigheder – barnets ret til kontinuitet og tryghed versus plejefamiliers ret til ferie – er det ministeriernes og Folketingets opgave at afklare den. Og det skal ske ved lovgivning.  

Ikke desto mindre har hverken Social- eller Beskæftigelsesministeriet taget initiativ til at løse dette, selvom de har haft kendskab til det i mindst tre år. 

Hver gang fejl, som de ovenstående, slipper igennem, sidder der borgere, der ikke får den ret, som politikerne har fortalt borgeren, findes.

I disse tre eksempler er det 1001 institutionsanbragte børn, et ukendt antal skilsmissebørn, 6000 plejebørn og deres 12000 plejeforældre, der skal leve med det.