Røde Kors: Civilsamfundet skal tænkes ind i Børnene Først

For to uger siden lancerede regeringen det længe ventede udspil Børnene Først. Udspillet er udmøntet i 43 initiativer, der skal sikre udsatte børn en tryggere opvækst og flere rettigheder.

Hvis vi skal følge de gode intentioner til dørs, kræver det et fokus på den sårbare overgang til voksenlivet, og at civilsamfundet tænkes ind i løsningen. Ligesom det var tiltænkt i det indledende udspil, som regeringen lancerede i januar 2020. 

Her var tanken, at flere frivillige mentorer, venskabsfamilier og andre ikke-betalte mellemmenneskelige relationer kunne lette de unges overgang til voksenlivet.

I det nuværende udspil lægges der op til, at hele efterværnsindsatsen granskes, når der foreligger en analyse af området.

{{quote:110296:position}}

Hos Røde Kors håber vi, at der i analysen såvel som i de efterfølgende politiske forhandlinger vil være fokus på den rolle civilsamfundet kan spille i de unges vej ind i voksenlivet. Det kan både være i form af mentorrelationer, fritidsaktiviteter og netværkstilbud.

Den svære overgang til voksenlivet
For anbragte unge er overgangen til voksenlivet en periode med store omvæltninger og udfordringer. 

For de fleste ophører anbringelsen, de skal flytte fra deres plejefamilie eller døgninstitution og klare en hverdag selv. Samtidig overgår de ved det attende år til ny lovgivning og ny forvaltning i kommunen, måske med ny kontaktperson. I en alder af 18 år står anbragte unge derfor overfor mange beslutninger, omvæltninger og gøremål, og de står ofte meget alene.

En undersøgelse fra Bikubenfonden og SUS (2019) beskriver ganske rammende, hvordan de unge mangler netværk og relationer. 

For eksempel siger en ung: "Hver gang jeg har følt mig tæt på nogen, så er de forsvundet – også pædagoger. Og hver gang jeg blev venner med nogen, så flyttede de igen. Jeg har set alle blive udskiftet. Så til sidst holdt jeg mig for mig selv". 

For unge, der har oplevet mange brud i relationer, kan overgangen til voksenlivet som 18-årig blive en endnu mere vanskelig og overvældende opgave, hvilket også afspejler sig i triste statistikker.

Røde Kors har erfaring med frivillig mentorstøtte til anbragte uledsagede flygtningebørn og -unge. Siden 2016 er omkring 400 anbragte uledsagede unge fordelt over mere end 30 kommuner blevet matchet med en midlertidig og frivillig forældremyndighedsindehaver fra Røde Kors. 

Den unge og frivillige matches typisk, når den unge er 16-17 år, og mere end 100 af de unge er fortsat i kontakt med værgen efter det attende år. 

En livline
Mange har et venskab, der rækker langt ind i voksenlivet. Indsatsen viser, at værgen fungerer som en mentor for den unge og bliver en vigtig livline og et holdepunkt i denne svære overgang til voksenlivet. 

En livline, der kan være med til at skabe ro og stabilitet og støtte den unge afhængig af behov og livssituation, for eksempel i forhold til job og uddannelse, praktiske forhold som NemID og SU, og støtte i svære livsvalg og relationer.  Den frivillige mentors rolle kan sammenlignes med en stærk pårørendes – en voksen, der bevidner og støtter den unge i livet i stort og småt, praktisk og følelsesmæssigt, menneske til menneske.

På samme måde kan netværkstilbud og fritidsaktiviteter også skabe et tilhørsforhold og kontinuitet for den unge i en periode med store skift og vigtige beslutninger.

Det er afgørende, at en frivillig mentorstøtte eller et netværkstilbud supplerer og understøtter den professionelle efterværnsindsats. Derfor skal den frivillige indsats også koordineres med fagprofessionelle omkring den unge. 

Næste artikel

Børnesagens Fællesråd: Børnene Først mangler fokus på forebyggelse

Og i nogle tilfælde skal den professionelle efterværnsindsats stå alene. Vores erfaring med frivillig støtte til anbragte uledsagede unge er netop, at efterværn og frivillig støtte kan supplere hinanden i et fælles mål om at støtte de unge i at mestre eget liv.

Disse erfaringer og andre relevante erfaringer fra andre civilsamfundsorganisationer bør være en del af den kommende analyse af efterværnsområdet. Vi håber desuden, at analysen igangsættes hurtigt. 

Vi har hårdt brug for virkningsfulde initiativer, der kan følge nogle af samfundets mest udsatte borgere godt ind i voksenlivet. Og det kan ikke vente længere.