UCL: Minimumsnormeringer skal sikre uddannet personale – ikke kun ’voksne’ nok

For langt de fleste børn i Danmark er det et grundvilkår, at en del af deres barndom udspiller sig i daginstitutioner, og vi ved fra forskningen, at der er en sammenhæng mellem børnenes udvikling og kvaliteten af daginstitutionerne.

Foranlediget af blandt andet DR’s og TV2’s dokumentarprogrammer og forældreorganisationernes opråb, er der sat fokus på daginstitutionernes svingende kvalitet og de negative konsekvenser af lave normeringer.

Fra daginstitutionsforskningen ved vi, at pædagogers uddannelse og normeringen, det vil sige antal voksne per barn, har positiv betydning for barnets sociale og kognitive udvikling. Samtidig viser Danmarks Evalueringsinstituts (EVA) undersøgelse fra august 2020, at kun halvdelen af det samlede pædagogiske personale i de kommunale dagtilbud i Danmark udgøres af uddannede pædagoger.

Sammenhæng mellem kvalitet og uddannelse

Fra forskningslitteraturen ved vi, at der er en sammenhæng mellem kvalitet og pædagogernes selvkritiske og selvreflekterende tilgange. Kompetencer som refleksion og selvkritik er noget, som pædagoger udvikler gennem deres uddannelse, og det er derfor ikke ligegyldigt, om det er uddannede pædagoger eller andre, der ’passer’ vores børn.

I det lys er det bekymrende, at færre unge vælger pædagoguddannelsen.

Ligesom vi ikke ville bede lægesekretæren om at stille diagnoser, giver det heller ikke mening at lade nok så dygtige pædagogmedhjælpere udføre det pædagogiske arbejde med børnene i daginstitutionen.

Christina Haandbæk Schmidt
Docent i Dagtilbud og Barndomspædagogik, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

I denne tid diskuteres og findes forklaringsmuligheder for det faldende ansøgertal til pædagoguddannelsen. Politisk og fagpolitisk går løsningsforslagene i flere retninger, som også Altingets debatsider vidner om. Måske findes en del af forklaringen også i den politiske diskurs, som fortsat forstår og taler om daginstitutioner med videre som ’tilbud’, i forståelsen af et pasningstilbud, hvori der ikke skelnes mellem uddannet og ikke-uddannet personale.

I de seneste tiltag på daginstitutionsområdet; den reviderede dagtilbudslov og læreplanen samt lovforslaget om minimumsnormeringer, har ministeriet valgt at operere med en fælles kategori kaldet ’det pædagogiske personale’, som både inkluderer pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagogiske assistenter.

Selv om jeg anerkender den inkluderende bestræbelse, så er fællesbetegnelsen uhensigtsmæssig, da den åbenlyst ignorerer, at pædagoger besidder et højere uddannelses- og ansvarsniveau og kan skabe den faglige kvalitet i daginstitutionerne, som forældrene efterlyser, og som børnene fortjener.

Modvirker anerkendelse af pædagogfaget

For det vil jo svare til, at vi taler om ’sygehuspersonale’ som én samlet kategori uden at skelne mellem forskellige uddannelseskategorier- og niveauer. Og ligesom vi ikke ville bede lægesekretæren om at stille diagnoser, giver det heller ikke mening at lade nok så dygtige pædagogmedhjælpere udføre det pædagogiske arbejde med børnene i daginstitutionen.

Pædagogmedhjælpere er ikke uddannede til hverken at spotte børn i mistrivsel, at skabe inkluderende fællesskaber for alle børn eller at arbejde målrettet med barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse. Ligesom de heller ikke er uddannet til at undersøge, udvikle og evaluere den pædagogiske praksis omkring børnene.

Når Børne- og Undervisningsministeriet i lovforslaget om minimumsnormeringer ikke fastsætter standarder for, hvor stor en del af det pædagogiske personale, der skal være pædagoguddannet, men bare taler om pædagogisk personale, så er ministeriet med til at fastholde en pasningsdiskurs, hvor uddannelse ikke har betydning for barnets trivsel, læring, udvikling og dannelse. Man vælger altså politisk at nøjes med at fokusere på ’pasning’ af vores børn.

Derved modvirker ministeriet de seneste års kamp for anerkendelse af pædagogprofessionen, hvor pædagogprofessionen har positioneret sig som en afgørende faktor i forhold til velfærdssamfundets udfordringer.

Paradoksalt stiller selvsamme ministerium samtidig større og større krav til det pædagogiske personale om tidlig indsats, støtte af børn i udsatte positioner, organisering af læringsmiljø hele dagen, målrettet arbejde med læreplaner og læringsmål, forældresamarbejde, etablering af sammenhæng til børnehaveklassen og samarbejde med det omkringliggende samfund.

Det ser ud til, at ministeriet er i utakt med den generelle anerkendelse af pædagogprofessionen – og med forældrene, som i stigende grad efterspørger et professionelt ’tilbud’.

Christina Haandbæk Schmidt
Docent i Dagtilbud og Barndomspædagogik, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Krav, som formuleres i den styrkede pædagogiske læreplan, og som fordrer faglig refleksion og selvkritik, dokumentation samt evaluering – typisk noget, den uddannede pædagog er trænet i under sin uddannelse, og som er baseret på flere års læsning af krævende teori.

Det kan vi vel dårligt forvente af et uuddannet personale.

Kvalitet højner prestigen i uddannelsen

Desværre ser det ud til, at de forskellige ministre på børneområdet, hvad enten det ligger i Socialministeriet eller i Undervisningsministeriet, er tonedøve og ikke kan eller vil høre forskel. På den måde ser det faktisk ud til, at ministeriet er i utakt med den generelle anerkendelse af pædagogprofessionen – og med forældrene, som i stigende grad efterspørger et professionelt ’tilbud’ i form af vuggestuer med uddannet pædagogisk personale til deres barn.

Heldigvis har forældrene valgt at tale meget højt, når de forsamler sig i forældreorganisationer og forældrebevægelser og spørger ”Hvor er der en voksen?”, både når de efterlyser et passende uddannelsesniveau blandt det pædagogiske personalet i daginstitutionerne, og når de efterspørger minimumsnormeringer.

Lad os håbe, politikerne lytter til dem. Det har vores børn fortjent.

Det samme har pædagogprofessionen og pædagogerne i daginstitutionerne.  Når man styrker, anerkender og giver plads til det pædagogiske arbejde i praksis, er man samtidig med til at højne prestigen i pædagoguddannelsen, som vores nye uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen taler om.

Og man er med til at gøre børnenes tid i vuggestuen eller børnehaven til en værdifuld ramme for barndommen og ikke blot ’pasning’ af et vist minimum af ’voksne’.