Vi sætter de unges sikkerhed på spil, hvis vi tillader debat om Israel-Palæstina ved skolevalget

Ligesom mange andre mener vi i DSU, at alt i princippet skal kunne diskuteres i den danske folkeskole.

Folkeskolens formålsparagraf slår fast, at skolen skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og den skal ruste eleverne til at deltage aktivt i samfundet.

Selvfølgelig skal vi derfor kunne tage svære og kontroversielle emner op. Demokrati gør ondt en gang imellem – netop fordi vi er uenige, og fordi der kan være meget på spil.

Den uenighed og splid skal mødes med argumenter. Sådan bør det være – men én ting er principper, noget andet er den konkrete virkelighed, vi oplever ude på nogle skoler i Danmark.

Lad mig komme med et eksempel.

Israel-Palæstina-konflikten er dén politiske debat, der kan antænde allerflest følelser – og i værste fald føre til vold og trusler.

Katrine Evelyn Jensen

Principielt mener jeg også, at Muhammedkrisen bør være en obligatorisk del af historie- eller samfundsfagsundervisningen i Danmark. Det er en central begivenhed i nyere dansk historie, og selvfølgelig bør eleverne blive bekendt med den i undervisningen.

Eleverne bør også se Muhammedtegningerne, så man forstår, hvad det er, der har antændt voldsomme reaktioner rundt om i verden.

Men her møder principperne en ubarmhjertig virkelighed: PET har vurderet, at det kan få alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser, hvis vi gjorde det lovpligtigt at undervise i Muhammedkrisen.

Og i en undersøgelse svarede 34 procent af danske skolelærere, at de ville være bekymrede for at vise tegningerne i klasselokalet. Så hvilket ben skal man stå på? Det principielle eller det, der også forholder sig til virkelighedens bekymringer?

Det samme gælder også spørgsmålet om, hvorvidt mærkesagen 'Anerkend Palæstina som selvstændig stat' skal med til skolevalget.

Det kan ikke kun koges ned til en principiel diskussion – der er også en sikkerhedsmæssig dimension, der relaterer sig til virkeligheden.

For det er sjældent uden risici at tage stilling i Israel-Palæstina-konflikten.

For nylig afholdt DSU – sammen med Konservativ Ungdom og Jødisk Ungdom – en rundbordssamtale på Københavns Universitet om, hvad folkemord er i juridisk forstand. Men arrangementets udførelse krævede politiets tilstedeværelse og visitering af alle deltagere.

Selv har jeg prøvet at få delt mit billede og fulde navn i propalæstinensiske facebookgrupper, og DSU's næstformand har måttet få hemmelig adresse, efter nogen tegnede en jødestjerne i hans opgang, fordi han havde afholdt en mindetale i den jødiske synagoge 7. oktober 2024.

Allerede ved sidste skolevalg var der en håndfuld hændelser, hvor det var gået voldsomt for sig med både verbale og fysiske trusler – særligt mod DFU’erne – der havde lavet en kampagne om at udvise kriminelle flygtninge.

Jeg har selv prøvet at få delt mit billede og fulde navn i propalæstinensiske facebookgrupper.

Katrine Evelyn Jensen

Israel-Palæstina-konflikten er dén politiske debat, der kan antænde allerflest følelser – og i værste fald føre til vold og trusler.

Det har formanden for Danske Skoleelever, Caroline Hermansen, belyst i podcasten Genstart, hvor hun fortæller om en episode på hendes skole, hvor en elev med stærke propalæstinensiske holdninger slog en anden elev, der ikke var enig med vedkommende.

Kan det virkelig undre nogen, at vi i DSU er bekymrede over at sende over 100 unge DSU'ere ud i skolevalgsdebatter om emnet?

Eksemplerne er altså talrige – og det er kun i Danmark. Ser man til udlandet, hvor vold – og sågar drab – er blevet en konsekvens af den opildnede debat, så er vi nødt til at forholde os til, om skolerne reelt kan garantere hundredvis af unges – både skolevalgsdebattører og tilhøreres – sikkerhed?

Det spørgsmål er der ingen, der endnu har stillet, men det bør være centralt.

For hvis vi skal diskutere 'Anerkend Palæstina som selvstændig stat' til skolevalget, skal alle synspunkter kunne være til stede. Men jeg tvivler på, at alle ungdomspolitiske organisationer reelt vil – eller tør – møde op på skoler, hvor der er en høj koncentration af elever med anden etnisk baggrund.

Her fylder emnet selvfølgelig særligt, men det er netop også her, hvor debatten kan ende med at blive enormt ensidig, hvis ikke alle parter føler sig trygge ved at deltage.

Kritikerne af præsidiets beslutning har ret i, at debatten om Palæstina lever ude på skolerne – uanset om den er en del af skolevalget eller ej. Men der er alligevel et didaktisk dilemma at tage stilling til: Er skolevalget det rette format at tage debatten i?

Det mener flere undervisere ikke. Martin Langdal Topf – lærer på Frederiksberg og næstformand i Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag – mener ikke, at eleverne har den nødvendige viden til at debattere emnet på et oplyst grundlag.

Han frygter, at debatten til skolevalget blot vil blive en reproduktion af holdninger, som eleverne har med hjemmefra.

Vi har omkring 20 minutter til at diskutere en af verdens mest komplekse konflikter.

Katrine Evelyn Jensen

Hertil kan jeg lægge, at vi aldrig har diskuteret udenrigspolitik i skolevalget før.

Emnerne har altid kredset om det indenrigspolitiske – nok af hensyn til, at eleverne ikke er blevet præsenteret for udenrigspolitiske forhold i samfundsfag endnu.

Det er ikke noget nyt, at mærkesager bliver fravalgt til skolevalget. Alle politiske ungdomsorganisationer kan indsende mærkesager, hvor der så bliver udvalgt de 20 mærkesager, som vurderes at skabe det bedst mulige undervisningsforløb for eleverne.

Det er værd at huske, at skolevalget afholdes for elever fra 8.-10. klasse. Det vil sige, at eleverne netop er startet på samfundsfag i 8. klasse.

Selve skolevalget er et tre ugers forløb. Det betyder konkret, at eleverne har én undervisningstime om ugen i tre uger, der relaterer sig til skolevalget.

Her skal eleverne først præsenteres for skolevalget. Så skal alle eleverne vælge én ud af 20 mærkesager, som de vil lave en kampagne omkring.

På skolevalgets hjemmeside ligger, som undervisningsmateriale, typisk én video, der taler for den konkrete mærkesag, og så ligger der to til fem links til nyhedsartikler relateret til emnet.

I den sidste uge af skolevalget kommer de politiske ungdomsorganisationer ind i billedet til paneldebat ude på skolerne. En typisk debat varer en time, og tre til fem emner bliver diskuteret.

Det vil sige, at vi har omkring 20 minutter til at diskutere en af verdens mest komplekse konflikter. Det er formatet omkring skolevalget.

Derfor synes jeg også det er værd at diskutere det didaktiske aspekt af spørgsmålet.

På den ene side gør skolevalgets rammer, at der trods alt vil være noget undervisningsmateriale (nogen) elever vil have forholdt sig til inden afslutningsdebatten.

Men kan man have en nuanceret, ordentlig debat, der belyser alle væsentlige elementer af konflikten på cirka 20 minutter? Jeg er i tvivl.

Dertil skal man sikre sig kvaliteten af debatten med gode moderatorer. I mine ni år med skolevalget har jeg set gode og velforberedte moderatorer – men også det stik modsatte.

Vi har oplevet moderatorer, der ikke er neutrale, eller som ikke kan finde ud af at drive debatten, så alle synspunkter bliver hørt. Det favner ikke ligefrem en god og konstruktiv samtale.

Alle de her spørgsmål, bekymringer og dilemmaer fylder for os i DSU. Det principielle på den ene side over for det sikkerhedsmæssige og didaktiske på den anden. Derfor siger vi også: Det her er ikke en nobrainer.

Det er ikke kun et spørgsmål om ytringsfrihed, som nogen reducerer det til. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi kan sikre trygge, saglige og oplysende rammer i den virkelighed, som vi lever i.

For det er vigtigt at huske på, at det her er dén mest eksplosive debat, ikke bare i Danmark, men hele verden. Og det kræver, at man tænker sig om.