Peder Hvelplund svarer
Sophie LøhdeEr det hensigtsmæssigt at trække lovgivning fra sundhedsområdet over til det psykologisk pædagogiske arbejde?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt at trække lovgivning fra sundhedsområdet over til det psykologisk pædagogiske arbejde på almene skoler og daginstitutioner, hvilket vil betyde, at arbejdet med trivsel og børnefællesskaber bliver betragtet som behandling og derved bidrager til sygeliggørelse af børn og børnefællesskaber på almenområdet?
Jeg er bekendt med, at KL har rejst bekymringer om betydningen af den nye autorisationsordning for blandt andet psykologers arbejde med det almene område, f.eks. trivsel på skoler og daginstitutioner. Det er bekymringer, som jeg tager seriøst, men jeg må også understrege, at jeg ikke til fulde deler dem alle.
Jeg vil i den forbindelse henvise til følgende i lovforslagets bemærkninger:
"Lovforslaget vil ikke ændre på det faktum, at psykologer i dag også udfører vigtige opgaver på områder, der ikke kan karakteriseres som sundhedsfaglige. Der vil eksempelvis være psykologopgaver i regi af skolevæsenet, der er så abstraheret fra konkrete personforhold eller af så almen karakter, at de ikke kan anses som sundhedsfaglige." Disse bemærkninger har netop til formål at tage hensyn til den særlige kontekst som psykologernes virksomhed på skoler med videre udgør.
Som minister er jeg lydhør over for relevante input og derfor har Indenrigs- og Sundhedsministeriet inviteret KL og blandt andet Dansk Psykolog Forening til drøftelser om den nye autorisationsordning og om behovet for eventuelle yderligere tiltag.







