Specialmedier yder flest nyheder pr. støttekrone

MEDIESTØTTE: Ifølge Specialmediernes organisation skaber nichemedier flest originale, journalistiske nyheder pr. krone, de får i mediestøtte.
Christian Juhl Mølgaard

"Hvis målet med mediestøtten er at skabe mere original journalistik, så er mediestøttepengene givet bedst ud, hvis de tilfalder specialmedierne," sagde Danske Specialmediers direktør Christian Kierkegaard under en debat på CBS i København tirsdag.

Debatten fandt sted i forbindelse med offentliggørelsen af resultaterne af projektet Nyhedsugen 2008 gennemført af Anker Brink Lund, Ida Willig og March Blach-Ørsten.

Danske Specialmediers direktør sammenholder oplysningerne i den nyligt udkomne medieudredning med analysen af den journalistiske fødekæde i nyhedsuge-projektet.

Denne sammenkædning viser, at de enkelte mediegrupper i mediestøtte får følgende beløb for hver procent af den originale journalistik, de producerer:

Tv og radio: 308 millioner kr.
Dagblade: 21 millioner kr.
Fagblade og magasiner: 7 millioner kr.
Nyhedsbureauer og fritstående web-medier: 0 kr.

Beregningen er foretaget ved, at tv- og radio-området i 2007 fik 3,7 milliarder kr. i støtte og ifølge "nyhedsugen 2008" producerer 12 pct. af originaljournalistikken og tilsvarende for de øvrige grupper.

"Den korte konklusion på denne sammenkobling af medieudredningen og nyhedsugen er, at hvis målet med mediestøtten er at skabe mere original journalistik, så er mediestøttepengene bedst givet ud, hvis de tilfalder specialmedierne," sagde Christian Kierkegaard.

Tag tal med forbehold
Han lagde vægt på, at sådanne tal skal tages med forsigtighed. For eksempel dækker de 12 procent nyheder fra tv og radio også over nyheder fra TV2 og TV2 News, som ikke får offentlig støtte længere - ligesom DR også har en række forpligtigelser, der ikke handler om nyheder, og resultatet heraf kan ikke måles direkte på den journalistiske bundlinje.

Og gruppen nyhedsbureau og fritstående webmedier domineres af Ritzau, der ikke får direkte statsstøtte - men ejes af dagbladene og DR, der tilsammen får 4,8 milliarder kr. i statsstøtte. Ritzau suppleres så af fritstående medier, som ikke i dag får nogen form for statsstøtte.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00