Selvom Kristian Andersen blev topscorer for Kristendemokraterne ved kommunalvalget i 2017, havde han egentlig ikke tænkt sig at stille op til Folketinget ved næste valg. Beslutning har han imidlertid ændret, men Kristian Andersen vil dog ikke være spidskandidat. Det skriver JydskeVestkysten.
Han havde egentlig ikke tænkt sig at stille op, glad som han var for sin plads i byrådet og sin stilling som leder af efterskolen Solgården. Men det flotte resultat ved kommunalvalget i 2017 forpligter, fortæller Kristian Andersen:
"Med det fantastisk flotte kommunalvalg KD havde i vores kommune, så føler man sig nærmest forpligtet til at stille op, og meningsmålerne ser lovende ud," siger han.
Esben Lunde Larsens farvel gjorde udslaget
Kristian Andersen har ført været folketingskandidat, men havde allerede meddelt, han ikke ville stille op ved næste valg. Han fortæller imidlertid, at Esben Lunde Larsens (V) farvel til politik fik ham til at tage beslutningen op til revision.
Vestjyllands Storkreds var nemlig også Esben Lunde Larsens storkreds, og Kristian Andersen og partiet finder det sandsynligt, at en del af Esben Lunde Larsens vælgere nu kan tænkes at sætte deres kryds ved Kristendemokraterne. Kristian Andersen er blandt andet blevet kendt, efter at han på grund af sin modstand mod homovielser blev vraget som borgmesterkandidat.
Kristian Andersen har imidlertid meldt ud, at han af hensyn til sit daglige virke ikke vil være spidskandidat. Spidskandidaten i Vestjylland bliver i stedet Simon Skals, der tidligere har været aktiv i partiets ungdomsorganisation.




































