Forfatter: Giv udlandsdanskere og udlændinge i Danmark stemmeret

Af Rune Stefansson
Forfatter, freelancejournalist- og redaktør, Bilbao

Næsten hver tiende voksne borger i Danmark kan ikke stemme til folketingsvalget.

De har nemlig ikke dansk statsborgerskab. Det offentliggjorde Danmarks Statistik op til folketingsvalget i 2019. 

Af disse 434.000 borgere er 64 procent europæere, hvoraf nogle kan stemme til parlamentsvalg i eget land, for eksempel franskmænd, og andre ikke, for eksempel irere.

Dem, der ikke har stemmeret i hverken Danmark eller deres hjemland, har altså ingen stemme i et nationalt parlament.

Det samme gælder – med visse undtagelser – for de skønsmæssigt 135.000 danske statsborgere, der ligesom jeg bor fast uden for rigsfællesskabet.

Jeg vil opfordre de danske folketingspolitikere til at forsøge at sikre, at alle personer med statsborgerskab fra i det mindste et EU-land på ensartet vis får ret til at stemme til det nationale parlamentsvalg i ét og kun ét land.

Rune Stefansson

Samlet set er det en demokratisk skandale, at så mange mennesker er berøvet muligheden for at deltage i et moderne folkestyre.

Alle EU-borgere bør have stemmeret
For at illustrere skandalen med andet end tal, kan jeg minde om, at tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der bor i London, heller ikke vil kunne stemme til næste folketingsvalg (medmindre særlige personlige forhold, som jeg ikke kender til, skulle gøre sig gældende).

Grundlovens fædre havde næppe taget højde for, at en statsminister ville flytte udenlands efter veloverstået vagt.

Så hvad kan deres gøres ved det?

Jeg vil opfordre de danske folketingspolitikere til at forsøge at sikre, at alle personer med statsborgerskab fra i det mindste et EU-land på ensartet vis får ret til at stemme til det nationale parlamentsvalg i ét og kun ét land.

Hvilket land?

Det kunne for eksempel være der, hvor borgeren bor, der, hvor man betaler hovedparten af sin skat, eller bare der, hvor man som over 18-årig har boet længst siden seneste valg – med fødeland, statsborgerskabsland eller aktuelt opholdsland som de tre logiske muligheder.

Indtil dette er gennemført i EU eller i hele Europa, bør danske statsborgere bosiddende i et andet land have stemmeret til danske folketingsvalg.

Lav grundloven om
Det vil kræve en ændring af grundlovens paragraf 29. Og fint med mig. For at få et tilstrækkeligt antal vælgere op af Netflix-sofaen og til urnerne kunne vi jo for eksempel i samme omgang stemme om det konstitutionelle monarki.

Danskerne er jo kendt for at bakke kongehuset op og skal da nok sige ja til det fortsatte såkaldt konstitutionelle monarki. Og så får denne særbehandling af regenten og andre fra monarkens familie omsider i det mindste en solid, moderne demokratisk legitimitet.

Når vi nu har det fremme, kan vi også, emne for emne, stemme om bl.a. folkekirkens særstatus (1953-grundlovens paragraf 4), og hvad der ellers måtte være af diskutable, muligvis forældede elementer i grundloven.

Mange tror, at den oprindelige 1849-grundlovs otte F-begrænsninger blev afskaffet i 1915, samtidig med at kvinderne fik stemme- og opstillingsret.

De oprindelige otte forbehold forhindrede i midten af 1800-tallet 85 procent af befolkningen – inklusive de 0-30-årige – i at stemme. Forbuddet gjaldt:

• Fruentimmere
• Folkehold
• Fallenter
• Farende
• Fattige, det vil sige dem, der havde modtaget fattighjælp og ikke havde betalt den tilbage
• Forbrydere, det vil sige alle, der havde fået en dom
• Fjolser, det vil sige umyndiggjorte
• Fremmede, det vil sige alle dem, der ikke havde dansk statsborgerskab.

Kun de fire førstnævnte forbehold er faktisk helt afskaffet. Potentielt kan de fattige og de kriminalitetsdømte formenes adgang til at gribe om en ophængt, tyk blyant bag forhænget i et stemmelokale, som det fremgår af denne formulering i 1953-grundlovens paragraf 29:

”Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af stemmeret.”

Udenlandske statsborgere og aktuelt omkring 1.900 umyndige personer er helt forment adgang til at gribe om blyanten i stemmeboksen.

De umyndiggjorte, fjolserne, vil jeg ikke her komme ind på. Men det virker samlet set, som om den danske grundlov trænger til en opdatering til en moderne virkelighed. En virkelighed, hvor Danmark bryster sig af at være en åben økonomi, et videnssamfund, et demokrati baseret på vestlige værdier, et ligestillingsland, der vægter ret og pligt.

De baconeksporterende bonderøves videnstab
Giver man ikke ”de fremmede” ret til at stemme, er det vel også svært at give dem pligter.

Giver man ikke danskere i udlandet ret til at stemme derhjemme, indebærer det et enormt videnstab.

Vi udlandsdanskere har logisk set ofte et større perspektiv på samfundets indretning end hjemmedanskerne. Vi kender arbejdsmarkedet, sundhedsvæsenet, økonomien, rettighederne, udfordringerne og måske også populismen i andre lande.

Vi kan fortælle, hvad der virker godt, og hvad der virker mindre godt i disse lande – fra barselsregler i Sverige og våbenlovgivning i USA til coronabekæmpelse i Taiwan og kriminalitetsbekæmpelse i Filippinerne. Hvad kan inspirere, og hvad kan tjene som skræmmebilleder?

Den gamle søfartsnation, vikingernes udlængselsfyldte efterkommere, fastholder sig mentalt som 1800-tallets baconeksporterende bonderøve ved at frasige sig udlandsdanskernes demokratiske perspektiv.

Danskerne fornægter med denne de facto-modstand mod et stadig mere internationalt samkvem, at de i virkeligheden lever meget mere af internationalt orienteret biotek, grøn industri og stærkt CO2-udledende off-shore-aktivitet, som hellere inkluderes i økonomien end i miljøregnskabet.

Så kære hjemmefødninger, få nu lidt fremmed perspektiv og horisont!

Dobbelt statsborgerskab giver udfordringer
I december 2014 gav Danmark mulighed for dobbelt (eller multipelt) statsborgerskab, hvilket længe har været tilladt af en lang række andre vestlige lande.

Muligheden for mere end ét statsborgerskab er i sig selv en praktisk løsning i en verden, hvor mange fra de priviligerede lande rejser rundt og slår sig ned andre steder på grund af især kærlighed og jobmuligheder. Og mange fra mindre velstillede lande emigrerer i håbet om et bedre liv. Men dobbelt statsborgerskab giver i mange tilfælde den udfordring for demokratierne, at det også kan give dobbelt stemmeret.

Det så man, da der i foråret 2017 opstod strid om den tyrkiske valgkamp på blandt andet tysk og nederlandsk jord. I 2015 var den tyrkiske lovgivning nemlig blevet ændret, så omkring 3 mio. udlandstyrkerne (med eller uden dobbelt statsborgerskab) fik lov til at deltage i en tyrkisk folkeafstemning.

Paradoksalt nok handlede folkeafstemningen om ændring af Tyrkiets forfatning – og hvor er det dog herligt, at nogle lande, indholdet ufortalt, har livskraft til at udvikle og ændre det bestående! Men de europæiske lande brød sig ikke om den tyrkisk agitation inden for egne grænser og prøvede at forhindre den.

Den tyrkiske folkeafstemning fik mange politikere og politiske tænkere i Europa til at diskutere betydningen af national loyalitet – i et miskmask af islamofobi og demokratisk sindet kritik af præsident Erdogans bestræbelser på at tiltage sig mere magt i sit eget land, end han i forvejen havde.

11.000 ud af de 32.000 stemmeberettigede dansk-tyrkere deltog i folkeafstemningen. Når tyrkere i Danmark kan deltage i oprindelseslandets afstemninger, hvorfor så ikke også lade danskere i Tyrkiet stemme til Folketinget? Er Tyrkiet i denne sammenhæng egentlig ikke noget mere demokratisk end Danmark?

Dobbelt stemmeret er problematisk
Vi bør måske spørge os selv, om det er udemokratisk, at visse befolkningsgrupper rundt omkring i verden har dobbelt stemmeret. Omvendt forekommer det ganske sympatisk, at man giver en person indflydelse i begge de lande, hvor han har rod.

I en EU-kontekst er det de nationale regeringer, som hver vælger et medlem af EU-Kommissionen. Det samme gælder Det Europæiske Råd. Har man således stemmeret til parlamentet i to EU-lande, har man dermed også dobbelt stemmeret til EU (dog normalt ikke til Europa-Parlamentet).

Det gør det åbenlyst problematisk med stemmeret til to nationale parlamenter inden for EU.

0, 1 eller 2 stemmer?
Budskabet til danske og europæiske politikere er klart: Hellere dobbelt stemmeret end ingen stemmeret! Allerbedst med én stemme per borger.

Hvis vi i første omgang nøjes med at fokusere på danske forhold, står det klart, at både udlandsdanskere og den del af de udenlandske statsborgere i Danmark, som ikke har stemmeret i deres oprindelsesland, er blandt de demokratisk set dårligst stillede grupper i Europa.

Så kære ansvarlige danske folketingspolitikere på denne dag, hvor I sikkert finder de store ord frem, selv om I faktisk med jeres passivitet er ansvarlige for tingenes demokratisk set miserable tilstand:

Lad os nu begynde med at rette op på uretfærdigheden i den danske grundlov.

”Lad os,” skriver jeg. Men jeg bliver i tvivl om, hvad jeg mener med os. Mig, der bor i Spanien, repræsenterer I jo ifølge jeres 67 år gamle forfatning ikke længere.

1953-grundloven er moden til pension!