Løkkes nederlag forbedrer chancen for genvalg

Det kunne have været "a walk in the park" for Mette Frederiksen (S).

Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde haft held til at gennemføre en pensionsreform, som ikke engang Venstres egne vælgere ville have, hvis VLAK-regeringen havde gennemført topskattelettelser, som et kæmpemæssigt flertal af danskerne var imod, og hvis en million lejere i den almene sektor kunne se frem til huslejestigninger og manglende renoveringer ... ja, så havde den socialdemokratiske leder dårligt behøvet at løfte en finger for at erobre Statsministeriet.

Men ironisk nok har striben af nederlag frigjort Løkke fra de møllesten, der havde ham tynget ned i en valgkamp. Her ved indgangen til sidste runde før folketingsvalget, kan Lars Løkke Rasmussen konstatere, at han nok er bagud. 

Løkke har altid været meget bevidst om, at der ud af det blå kan opstå nye muligheder. Som der gjorde ved overenskomstforhandlingerne, hvor S ikke fandt det rette snit – og tabte drastisk i meningsmålingerne. OK18 gav ikke VLAK-regeringen flere stemmer, men det forstyrrede den socialdemokratiske spilleplan og gav en magtforskydning i rød blok, der svækker Løkkes direkte modstander.

Hvis Radikale stiller ultimative krav efter valget, kan Thulesen neutralisere dem efter devisen:
"Vi støttede Lars Løkke, men han tabte desværre, og nu vil vi bruge vores mandater til at forhindre at Radikale igen får "ødelæggende indflydelse”."

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Politisk tuskhandel
Store dele af det sidste folketingsår har været mareridtsagtige for VLAK-regeringen med farcen om finansloven som højdepunkt. Men den kunstneriske præstation er ikke i længden afgørende for vælgerne. Det vigtigste er, hvilken politik der føres.

Her er snittet en stram udlændingepolitik og en økonomisk politik, der i praksis ikke har været til højre for Thorning-Vestager-Corydon. Det giver et miks, der ligger tættere på vælgernes flertal, end hvis regeringen havde fået sin vilje.

Regeringens politik er blevet domineret af Dansk Folkeparti i langt højere grad, end man så i nullerne. Dengang fik DF udlændingestramninger – plus lidt godt til pensionisterne – til gengæld for at støtte den borgerlige økonomiske politik.

Men efter den store valgsejr i 2015 gik DF-formand Kristian Thulesen Dahl benhårdt efter at fremme DF's egen politik – også på det økonomiske område. Tuskhandlen med nedskæringer af velfærdsrettigheder den ene vej og udlændingestramninger den anden vej var forbi.

Det var det skifte, Liberal Alliance fatalt overså, da Anders Samuelsen (LA) troede, at DF til sidst ville opfylde hans hede drømme om topskattelettelser i bytte for nye stramninger.

Et helt nyt spil
DF's sving væk fra rollen som den faste klippe under en borgerlig regering blev cementeret af Thulesens parløb med Mette Frederiksen, der startede i 2016. Det er den absolut vigtigste udvikling i denne valgperiode.

Alliancen var overraskende på grund af de to partiers hadefulde forhold gennem 20 år, og den var en satsning for begge partier.

Hidtil er de sluppet godt fra det. En Norstat-måling fra efteråret viste, at kun hver ottende S-vælger er utilfreds med samarbejdet. Svend Auken (S) vil rotere i sin grav, men det er i imponerende grad lykkedes Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen at flytte partiet, uden at det er gået fra hinanden.

DF er gået markant tilbage siden kanonvalget i 2015, men tilbagegangen kom i kølvandet på Messerschmidt-sagen og ikke som en reaktion på samarbejdet med S. Nye Borgerliges hardhitter Pernille Vermund kan måske nappe et par procentpoint hos DF, men generelt er Thulesens vælgere yderst tilfredse med den nye akse. Ifølge Norstat-målingen er kun hver tyvende DF-vælger imod samarbejdet med S.

Alliancen er ikke kun taktisk. Den er også strategisk og muliggjort af politiske ryk: Den nye socialdemokratiske strammerlinje har reduceret forskellen til DF så meget, at socialdemokraterne nu står lige så tæt på DF i udlændingepolitikken, som Venstre gør. Og DF's afvisning af en borgerlig økonomisk politik i den klassiske forstand har flyttet DF tættere på S end V.

Anstrengt forhold
I rød blok har harmonien heller ikke nået kosmiske højder. Blokken eksisterer ikke som politisk enhed, højst som opsamling af mandater bag Mette Frederiksens statsministerkandidatur, så hun kan danne sin socialdemokratiske mindretalsregering. For det er lige nu det mest sandsynlige scenarie.

Forholdet mellem S og SF er udmærket, og efter at SF også har flyttet sig i udlændingepolitikken, eksisterer der en betydelig politisk fællesmængde mellem de to partier. Det er ikke helt uinteressant, fordi de to partier sammen med DF kan mønstre et flertal i Folketinget. Konstellationen er ikke særlig operationsdygtig under en blå regering, men det kan ændre sig efter valget.

Derimod er socialdemokraternes relation til Enhedslisten anstrengt. Det har den været siden Thorning-regeringens tid, som Enhedslisten ser som et skrækscenarie. Kløften blev udvidet under det langstrakte drama om overenskomsterne, som EL fermt udnyttede til at stemmemaksimere. I høj grad på Mette Frederiksens bekostning.

Enhedslistens folk havde en finger med i spillet, da Mette Frederiksen måtte tåle den ydmygelse at blive nægtet adgang til talerstolen 1. maj på hjemmebanen i Aalborg. Under OK18 demonstrerede den yderste venstrefløj, at den har generobret positioner i fagbevægelsen, som den har manglet i 25 år. Det gør ikke forholdet til S bedre.

Når det kommer til regeringsdannelse, er Pernille Skipper og co. ret pragmatiske. Enhedslisten har nogle – defensive – røde linjer, men det er ikke derfra, man skal forvente ultimative krav, der vil blokere Mette Frederiksens vej til Statsministeriet.

Radikale i fokus
Alternativet er mere uberegneligt, og det gør ikke situationen lettere, at partiet er i tilbagegang.

Uffe Elbæk er lodret uenig i den stramme socialdemokratiske udlændingepolitik. Men for Alternativet trumfer miljø og klima alt andet, og på det grønne område kan Elbæk bare få mere med Mette Frederiksen.

Derfor samler opmærksomheden sig om Radikale Venstre, der har overvejet forskellige modeller for at skaffe sig politisk indflydelse, hvis flertallet skifter. Nogle radikale har leget med tanken om, at partiet skal tvinge sig i regering, men den model ser ud til at være skrinlagt.

Morten Østergaard er langt fra tilfreds med udviklingen i S, og gamet kan blive svært at spille for ham efter valget. For Radikale har ikke det samme at true med som tidligere. Stiller partiet ultimative krav på områder som udlændinge eller EU, kan Thulesen neutralisere dem efter devisen:

"Vi støttede Lars Løkke, men han tabte desværre, og nu vil vi bruge vores mandater til at forhindre, at Radikale igen får "ødelæggende indflydelse"." Det vil give DF et alibi for et sideskift, der er langt lettere at sælge til vælgerne, end hvis Thulesen direkte havde peget på Mette Frederiksen i valgkampen.

Situationen vil efterlade en S-regering uden et fast flertal, men Mette Frederiksen har den store fordel sammenlignet med Løkke, at hun på alle centrale områder har gode chancer for at skabe flertal for sin politik. Velfærd kan laves med DF og venstrefløjen, økonomisk politisk til begge sider, udlændinge med højrefløjen (og måske SF), og klima og miljø med hele rød blok (og måske Konservative).

Finalen
Først skal S-lederen lige vinde over en statsminister, der med rette kan fremhæve, at flere af hans pejlemærker for regeringsperioden er nået: Der er kommet mange flere private jobs, der er færre på kontanthjælp og langt færre asylansøgere.

Løkke har fået rigtig god hjælp af bedre konjunkturer og en mindre flygtningestrøm mod Europa, men VLAK-regeringens initiativer har på flere områder understøttet udviklingen. En regering bliver sjældent belønnet for fortidens bedrifter, men hvis retningen er rigtig, mindskes driften mod et alternativ.

Mette Frederiksen er foran i målingerne, rød blok vinder mindst 3-1 i Nordatlanten, og der kommer stemmespild på den blå side, fordi Kristendemokraterne skal bruge et mirakel for at komme ind, og Nye Borgerlige balancerer på vippen.

Det er fornuftigt at sætte pengene på, at Mette Frederiksen er statsminister om et år, men befriet fra sine flagellantiske tabersager står Løkke ikke længere uden chancer.