Mindeord om fhv. forbundsformand Poul Winckler (81)

En af hovedskikkelserne i det offentlige aftalesystems historie, Poul Winckler, er død. Han var med i forreste linje i hele den periode, hvor overenskomstforhandlingerne, som vi kender dem i dag, blev skabt.

Poul Winckler forstod som ingen anden kernen i den danske model, der bygger på respekten for parternes modsatrettede interesser i kombination med en gensidig forpligtelse til at søge fælles løsninger mellem de konfliktende krav.

Det er en opgave, der er særlig vanskelig i den offentlige sektor, hvor der forhandles samlet for alle grupper fra top til bund i lønsystemet, og hvor der derfor er potentielle konflikter mellem de faglige organisationer. Ofte er slagsmålet internt mellem lønmodtagerorganisationerne mere intenst end konflikten på tværs af bordet mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Poul Winckler havde som formand for de kommunale lønmodtageres fælles forhandlingskartel KTO (i dag Forhandlingsfælleskabet) en særlig evne til at finde kompromisernes balancepunkt og skabe løsninger, som alle kunne leve med. Fællesskabets interesser var hans førsteprioritet, selv om ingen kunne være i tvivl om, at han også sørgede for at sikre sine egne medlemmers interesser. Han var om nogen den store forligsmager.

For os personligt fik Poul Winckler en særlig betydning, fordi han beredvilligt stillede sig til rådighed for interviews om det offentlige aftalesystem. Her lærte vi også hans underspillede humor at kende.

Han fortalte åbent om betydningen af de uformelle relationer som forudsætning for at løse de komplicerede problemer med tillid til, at det ikke kom på forsiden af sensationspressen, men blev brugt til at styrke vores forskning. Hans centrale placering fremstår tydeligt i det firebindsværk om det offentlige aftalesystems historie, som vi netop har færdigskrevet. Her er han nævnt mere end 200 gange.

Som formand for DKA repræsenterede Poul Winckler allerede den største organisation på det offentlige arbejdsmarked.

Det blev endnu mere markant med sammenslutningen med Husligt Arbejderforbund under navnet FOA i 1993. I sig selv begrundede det hans position i systemet, men han havde en naturlig autoritet og nød en respekt, som mere havde med hans person at gøre.