Anmeldelse: Naivt politisk kampskrift fra en moderne offer-feminist

ANMELDELSE: Navngivne politikere bliver udsat for grundløse beskyldninger i tidligere V-praktikant Susan Simonsens nye bog. Og det skygger desværre for de relevante pointer, skriver Amalie Lyhne.

 

Altingets vurdering: 1/6

Amalie LyhneAf Amalie Lyhne
Skribent, debattør og tidligere pressechef i Liberal Alliance

”Inger kommer ind på kontoret og råber: 'Jeg hader socialister!' Råbet føles som et elektrisk stød gennem mig. Min mikroskopiske socialistkrop flænses op. Mine nerver er elhegn, der gløder, rødglødende flår det i mine lægge, mine arme, min hjerne. (…) Når den politiske debat reduceres til en underholdningsform, mister demokratiet sin berettigelse. At råbe 'jeg hader socialister' er at underholde sine partifæller og en demontering af demokratiet. En demontering, fordi den politiske samtale er grundlaget for vores demokrati.”

Sådan skriver den tidligere Venstre-praktikant Susan Simonsen i sin nye og allerede meget omtalte bog Det underdanige og det magtfulde. Bogen blander erindringer, analyse og lyrik og bliver tilsammen til et naivt, politisk kampskrift. Vågn op! Se, hvor råddent vores demokrati er! Se, hvor liderlige og magtliderlige politikerne er! Se, hvor dårligt vi behandler de nederste i hierarkiet! Vreden, forargelsen og magtkritikken er Susan Simonsens ærinde med bogen.

Bizarre overdrivelser
Godt nok bruger hun ikke udråbstegn, men ikke desto mindre er kapitlerne fyldt med ophidsede udråb. Hun forvrænger og forstørrer helt banale situationer, så almindelig mellemmenneskelig interaktion kommer til at ligne overgreb, magtmisbrug og nederdrægtighed – som i citatet ovenfor. At Inger Støjberg i en lukket og (troede hun) fortrolig kreds laver jokes om socialister, bliver således til en demontering af demokratiet. Det er en bizar overdrivelse.

Gennem hele bogen bliver banale personlige og professionelle oplevelser på denne måde blæst op til den helt store samfundskritik. At hun ikke kender alle bivirkningerne ved at tage p-piller bliver til hæslig kvindeundertrykkelse. At embedsmændene i Socialministeriet arbejder efter en hierarkisk struktur, hvor det er mere spændende at tale med afdelingschefen end med studentermedhjælperen, bliver til ulækkert magtmisbrug.

Både Susan Simonsens sprog og tematik er forfatterskole-konformt: korte, ubesværede sætninger, identitetspolitisk magtkritik og svælgen i barndomserindringer, seksualitet og alskens kropsvæsker. Her er altså ikke tale om en amatør, og det er for så vidt en ganske behagelig oplevelse at læse bogen.

En moderne offer-feminist
Alligevel sidder man tilbage med en grim smag i munden, for kritikken er ikke bare naiv og proportionsløs – det er aldeles urimeligt at hænge navngivne politikere ud for forbrydelser, der kun eksisterer i forfatterens eget hoved.

For eksempel beskriver hun, hvordan Søren Pind (V) ser på hende – ser i hendes retning, intet andet – og bruger situationen til at reflektere over seksuelle overgreb og mandens fysiske overlegenhed over for kvinden. Søren Pinds store synd, må man forstå, er, at han er en mand med synssans.

Susan Simonsen er nemlig moderne offer-feminist. Hvor feminismen oprindeligt var en tiltrængt og handlekraftig bevægelse, der krævede rettigheder og lige muligheder for kvinder, er den i dag degenereret til en elitær og navlepillende omgang klynk. Sexismen lurer overalt, alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere, og det er per definition hårdt at være kvinde.

Sådan er det hele vejen igennem Det underdanige og det magtfulde. Offer-feminismen er belejlig, for enhver fiasko kan tilskrives samfundets sexistiske og patriarkalske magtstrukturer. Det er aldrig kvindens egen skyld.

Skygger for relevante pointer
Det er ærgerligt, at bogen er fyldt med den slags klynk, og det er ærgerligt, at læseren skal trættes med grundløse beskyldninger og ligegyldige lyriske skildringer af sved, bræk, blod og onani (og nej, det er ikke modigt, for det er set mange gange før i de senere år, at en ung forfatterinde tør være ulækker i beskrivelsen af egne kropsfunktioner).

Det er ærgerligt, fordi det skygger for de relevante pointer, som Susan Simonsen rent faktisk har.

Hendes forargelse over oppositionens arbejdsmetoder er måske nok naiv, men naiviteten kan også være interessant. For er det ikke sådan, at det vil komme bag på de fleste borgere, hvordan man arbejder på Christiansborg? Hun har kun haft det gule adgangskort i nogle måneder, og hun følte sig tydeligvis aldrig hjemme, så hendes blik på politik kommer udefra.

Det er relevant at diskutere det rimelige i at spilde ministrenes tid på ligegyldige samråd og latterlige §20-spørgsmål, som også forhenværende politisk ordfører for Venstre, Jens Rohde (R), har påpeget efter bogen kom ud. Og hendes beskrivelse af tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsens fald efter Zornig-sagen lægger op til en væsentlig diskussion af pressens indflydelse på politikernes og embedsmændenes arbejde. 

Får vi debatten om oppositionens metoder og pressens indflydelse, er det dog næppe Susan Simonsens fortjeneste. Dertil lader hun som sagt de grundløse beskyldninger og lyrikken fylde for meget.

Et tragikomisk paradoks
Bogen slutter med kapitlet ”Revolution”, som er et politisk opråb i troskyldig gymnasiestil:

”Hvor er lysten og jeget blevet af? Hvor er den selvstændige vilje og PERSONLIGHEDEN blevet af? Den er outsourcet i det moderne effektive samfund, og I æder det fandeme råt.

Kan I ikke se det?

Kan I se det nu?”

Nej, jeg kan ikke se det. Hvad jeg derimod ser, er et tragikomisk paradoks: Susan Simonsen vil gerne beskrive Christiansborgs råddenskab, men hun fejler. I stedet ender hun ufrivilligt med at beskrive råddenskaben i forholdet mellem presse og forlagsbranche: At sex og skandaløse afsløringer uden hold i virkeligheden sælger – uanset bogens kvalitet.

 

Susan Simonsen: Det underdanige og det magfulde
108 sider
Forlaget Gladiator
Udgivelse: 9. februar

 

Forrige artikel Per Stig Møller: Lykketoft pynter på sin rolle i ny bog om FN-job Per Stig Møller: Lykketoft pynter på sin rolle i ny bog om FN-job Næste artikel Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier
DF er Dybvads bedste chance for et indgreb mod Blackstone

DF er Dybvads bedste chance for et indgreb mod Blackstone

ANALYSE: Problemerne med at finde flertal for indgreb mod huslejespekulanter illustrerer den dramatiske ændring af boligmarkedet de sidste 20 år. DF er tættere på boligministerens position, end det fremgår af medierne.