Ny forskning: Vælgere ved ikke, hvilke politikere de skal stille til ansvar

MAGT: Den politiske magtfordeling mellem stat, regioner og kommuner er blevet for kompleks. Det gør det svært for vælgerne at vide, hvem der har ansvaret, konkluderer ny ph.d.-afhandling. Politikerne er selv for dårlige til at tage ansvar, mener kommunalordfører Carl Holst (V).

Når grundskylden stiger, ældreplejen svigter, eller skoler lukkes, så kan det være svært for vælgerne at placere ansvaret. Og med strukturreformen, nedlægningen af amterne og en ny opgavefordeling er det ikke blevet lettere at gennemskue, hvor magten egentlig ligger.

Det konkluderer Martin Vinæs Larsen, Institut for Statskundskab (KU), der i forbindelse med sin ph.d.-afhandling har undersøgt, hvordan de kommunale vælgere i dag skal forholde sig til en mere kompleks fordeling af det politiske ansvar.

“Min undersøgelse viser meget klart, at det bliver sværere for vælgerne at se, om politikerne handler som vælgerne gerne vil have det. Og derfor bliver det også lettere for politikerne at slippe af sted med at handle på en måde, som vælgerne ikke ønsker,” siger han.

Grundlaget er et studie af 14 kommuner, der i forbindelse med kommunalreformen i 2007 deltog i en forsøgsordning, hvor jobindsatsen blev samlet i kommunale jobcentre. Her er det ifølge Vinæs tydeligt, at vælgerne i højere grad valgte at straffe eller belønne den pågældende borgmester og dennes parti, fordi de havde lettere ved at placere det politiske ansvar.

Demokratisk pris
Kommunesammenlægningen har generelt haft den modsatte effekt: Der er kommet flere forskellige partier og flere politikere i hver enkelt kommune. Og derfor er der i dag færre kommuner, hvor de politiske beslutninger bliver truffet på grundlag af absolutte flertal.

“Konsekvensen er, at der er færre kommuner, hvor politikken domineres af to-tre store partier. Der er kommet mange flere partier, der indgår i komplekse koalitioner, der gør det meget svært for vælgerne at gennemskue, hvem der reelt set har ansvaret, eksempelvis når grundskylden sættes op,” siger han.

Helt uigennemskueligt bliver det ifølge Martin Vinæs Larsen, når man ser på kommuner med magistratstyre, eksempelvis København, hvor en traditionel “rød” post ved sidste kommunalvalg gik til en Venstre-politiker.

“Magistratstyret indebærer, at selvom det er landets mest røde kommune, så sidder der altså stadig en Venstre-politiker og bestemmer på beskæftigelsesområdet,” siger Martin Vinæs Larsen, der modsat udpeger Frederiksberg som et eksempel på en kommune, hvor det politiske ansvar er trukket meget klart op.

Men hverken magistratstyre eller koalitioner og brede aftaler er jo nogen nyskabelse i dansk politik. Tværtimod er det vel netop evnen til politisk samarbejde, der sikrer os gode placeringer i internationale demokratiundersøgelser?

“Det kan være en demokratisk fordel, men problemet er bare, at vælgerne ikke kan gøre noget for at ændre beslutningen, hvis de ikke er enige i den. Når der er mange afsendere hen over midten i danske kommuner, så er det svært for vælgerne at gennemskue, hvem det er der reelt har ansvaret,” siger Martin Vinæs Larsen.

“Det samarbejdende folkestyre, som vi bryster os af her i Danmark, har altså en demokratisk pris,” siger han.

“Spillet forplumrer billedet”
Venstres kommunalordfører, den tidligere regionsrådsformand Carl Holst, forstår godt, at ansvarsfordelingen i dag kan virke kompleks og uigennemskuelig for vælgerne. Ikke mindst på sundhedsområdet.

“Med de større kommuner har vi nu det nære sundhedsvæsen, det regionale sundhedsvæsen og faktisk også et nationalt sundhedsvæsen, herunder Sundhedsstyrelsen. Da der er flere aktører, er det ikke så entydigt,” siger Carl Holst.

Han mener dog, at problemet i højere grad ligger hos politikerne selv.

“Jeg tror, det handler om, at det netop er, fordi politikere ikke tager ansvaret, at der opstår uklarhed. Eksempelvis røg Thyra Frank (LA) som nytiltrådt Ældreminister i samråd, fordi hun på et spørgsmål om manglende kvalitet i ældreplejen sagde, at det var kommunernes ansvar – hvad det jo er. Men der var ingen kommuner, der sagde: Thyra Frank har ret, vi har ansvaret,” siger han og fortsætter:

“Så det er lige så meget det politiske spil mellem regeringen og oppositionen, der er med til at forplumre billedet af, hvem der har ansvaret,” siger Carl Holst.

Danmark som ideal
“Det kan han jo have ret i. Men jeg synes, man skal skille det ad,” siger Henrik Kolind, kommunaldirektør i Roskilde og formand for kommunaldirektørernes forening, Komdir. Han fortsætter:

“Der er en anden debatkultur på Christiansborg. Den er bedre i kommunerne end den er på Christiansborg, synes jeg. Selvfølgelig har ministrene et ansvar, men jeg mener generelt set, at politikere er blevet bedre til at tage ansvaret, også lokalpolitisk,” siger han.

Henrik Kolind synes ikke, at den politiske ansvarsfordeling er særligt uklar. Borgerne ved godt, at det er kommunerne, der står for at løse opgaverne på de store velfærdsområder, mens Folketinget lægger retningslinjerne. Og hvis forlig og brede samarbejder gør det svært for vælgerne at placere et partipolitisk ansvar, så er der altid en borgmester, man kan skyde på. Konsensusmodellen skaber stabilitet, og det er også en demokratisk værdi, siger han:

“Jeg deltager hvert år i en konference for verdens kommunaldirektører i USA. Her kigger man jo på de skandinaviske lande med stor beundring, fordi vi har et af de mest decentrale velfærdssamfund i verden, så vi er på mange måder en idealmodel for andre lande,” siger Henrik Kolind.

Sundhedsområdet er dog en undtagelse, siger Henrik Kolind, der netop har deltaget i den årlige kommunaløkonomiske konference, KØF, i Aalborg, hvor sundhed fyldte meget i debatten.

“Det er et område, vi ikke er lykkedes omkring. Det kan vi lige så godt være ærlige om. Det er stadig forvirrende for den enkelte dansker. For hvad er det, regionen bestemmer, og hvad er det, den enkelte kommune bestemmer? Det er en af de hovedudfordringer, vi har i videreudviklingen af vores demokrati,” siger Henrik Kolind.

Centraliser eller decentraliser
Ifølge Martin Vinæs Larsen vil det ikke kræve omfangsrige reformer, hvis der skal skabes større klarhed omkring politikdannelsen.

“Fra Folketingets side kunne man eksempelvis lade kommunerne om at strukturere velfærdsydelserne. Så der er bestemt ting, der kan gøres, uden at man skal igangsætte en ny strukturreform. Det kræver blot en holdningsændring blandt politikerne,” siger Martin Vinæs Larsen, som understreger, at hans afhandling hverken støtter, at man skal gå den ene eller denne anden vej.

“Konklusionerne kunne være et argument for både centralisering og decentralisering. Det afgørende er, at man får gjort det tydeligt for vælgerne, hvor magten og ansvaret er placeret,” siger Martin Vinæs Larsen.

Forrige artikel Ugens målinger: Opbakning til udflytninger og blandede boligområder Ugens målinger: Opbakning til udflytninger og blandede boligområder Næste artikel LA's nedtur er godt nyt for Nye Borgerlige LA's nedtur er godt nyt for Nye Borgerlige
Konservative tilbage fra dødsriget

Konservative tilbage fra dødsriget

ANALYSE: Den konservative fremgang er en kombination af målrettet strategi og rent held. Partiet var for få år siden tæt på endnu et formandsskift, og det blev diskuteret, om Konservative kunne overleve som et kommunalt parti.