Kunstig intelligens har indtaget klasselokalet. Men hvad skal eleverne kunne på egen hånd?

Det arbejde er vigtigt og nødvendigt, men vi må ikke glemme, at vi samtidig må sætte ild til den faglige samtale om, hvad der er umisteligt: Hvad eleverne skal kunne på egen hånd, uden internet, AI, deres kloge onkel, Gyldendals Grundbog.

Den samtale skal tages i alle fag, og den skal tages nu. Fordi eleverne både skal lære og kunne med og uden AI, og for at vi kan skabe den sondring meningsfuldt skal vi vide hvad der skal i hvilken bunke om man så må sige. Vi er nødt til at finde ud af, hvad vi simpelthen ikke må miste i hvert enkelt fag.

Lad os nu være ærlige: For mange lærere er AI ikke kærlighed ved første klik. Forleden havde vi på HTX Køge besøg af Mette Mølgaard Pedersen fra Horsens Gymnasium, for også vi har startet året med en faglig dag med fokus på anvendelse af AI. 

Mange undervisere er ikke entusiastiske AI-fortalere – men de ved, at de er nødt til at give deres elever de bedste forudsætninger i en ny virkelighed.

Nynne Afzelius
Rektor, HTX Køge

Hun sagde: "Jeg underviser ikke i AI, fordi jeg elsker AI. Jeg underviser i AI, fordi jeg elsker mine elever."

Og netop dér rammer hun kernen. Mange undervisere er ikke entusiastiske AI-fortalere – men de ved, at de er nødt til at give deres elever de bedste forudsætninger i en ny virkelighed. Og den virkelighed indeholder AI.

Situationen minder påfaldende om dengang for godt 20 år siden, hvor vi matematiklærere for første gang skulle forholde os til CAS-værktøjer i undervisningen. Indtil da kunne selv avancerede og meget dyre lommeregnere højst tegne grafer. Men så kom redskaberne, der kunne løse ligninger, differentiere og integrere – og pludselig var der hjælpemidler, der kunne det hele, og endda til en pris, hvor eleverne også kunne være med.

Forvirringen og modstanden var til at få øje på, og mange frygtede, at deres fag blev revet væk under dem.

Spørgsmål som: "Vil eleverne overhovedet lære at regne på denne måde?", "er jeg nu bare ansat til at lære eleverne at bruge en computer?" fløj i vinden. Hvad skulle eleverne så lære – og hvad var egentlig lærerens rolle? 

Det tog tid. Det tog diskussioner, frustrationer og omstillinger. Men det førte også til en ny klarhed: I dag er der i matematik en tydelig sondring mellem det, eleverne skal kunne uden hjælpemidler – og det, de skal kunne med.

Den matematiske kernefaglighed er ikke forsvundet. Den er blevet defineret, forsvaret og formidlet. Det er det umistelige, og det bliver trænet uge efter uge – også fordi vi har en todelt eksamen, der understøtter netop dét.

Og alle matematiklærere ved, at det er en vigtig del af opgaven at styrke elevernes anvendelse af CAS-programmerne, fordi de slet ikke er nemme at bruge – især ikke hvis de skal bruges rigtigt. Det kræver træning, kritisk forholden sig, gentagelser, afprøvning og så videre.

Ganske ligesom alle der har brugt AI i mere end ti sekunder har opdaget, at hvis det, der kommer ud der, skal være godt, skal man øve sige, forholde sig kritisk, prøve igen og så videre

Nu står alle fag dér, hvor matematik stod dengang. Med redskaber, der kan skrive, analysere, oversætte, forklare og endda argumentere. Og jeg forstår den faglige sorg, mange undervisere oplever – det kan helt sikkert godt føles som om, nogen trækker kraftigt i det faglige fundament, man står på. Men måske er det også nu, vi skal bruge matematikfagets erfaringer – ikke som facit, men som afsæt. 

For det starter ikke med eksamen, men med en samtale blandt fagfæller. Hvad er det umistelige i samfundsfag? I engelsk? I teknologi? I kemi? I dansk?

Hvad skal eleverne kunne uden AI? Den samtale må vi ikke udlicitere til ministeriet – den skal føres i faglige foreninger, i netværk og på lærerværelserne.

Der sidder lærere over hele landet med stor faglighed og lige nu også stor frustration. Det er netop dér, samtalen skal begynde. 

Når vi har defineret det umistelige, kan vi sætte alt ind på at undervise i netop det. Og samtidig – for det vil ske parallelt – skal vi hjælpe eleverne med at blive dygtige til alt det resterende. 

Der sidder lærere over hele landet med stor faglighed og lige nu også stor frustration.

Nynne Afzelius
Rektor, HTX Køge

Til at bruge AI klogt, kritisk og kreativt. Til at forstå, at værktøjet ikke er værdifuldt i sig selv, men er nyttigt og brugbart i hænderne på én, der ved, hvad man kan og vil med det.

Eksamen skal selvfølgelig følge med, og her skal ministeriet komme på banen, og det kan kun gå for langsomt. Men på lærerværelserne lige nu, der skal vi ikke læne os tilbage og brokke os over ministeriet.

Det er lige nu vi skal tage den faglige samtale om, hvad der er umisteligt. I alle fag. For hvis vi ikke gør det nu, så risikerer vi at stå med undervisning, hvor AI bestemmer indholdet – og hvor fagligheden glider mellem fingrene på os.

Så lad os tage den samtale. Ikke fordi vi er vilde med AI, men fordi vi er vilde med eleverne.