Bliv abonnent
Annonce
Debat

Politikere og organisation: Det er Danmarks ansvar at gå forrest, når lgbt+-rettigheder trues globalt

I denne uge fejrer vi Priden i København.&nbsp;Og i&nbsp;et tiltagende fjendtligt klima er det afgørende, at vi tager stilling, møder op og viser vores solidaritet i ord og handling, skriver&nbsp;Birgitte Vind (S), Peder Hvelplund (EL), Charlotte Munch (DD) og Majbrit Berlau.<br>
I denne uge fejrer vi Priden i København. Og i et tiltagende fjendtligt klima er det afgørende, at vi tager stilling, møder op og viser vores solidaritet i ord og handling, skriver Birgitte Vind (S), Peder Hvelplund (EL), Charlotte Munch (DD) og Majbrit Berlau.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

B

Hhv. folketingsmedlemmer for S, EL og DD og generalsekretær, Sex og Samfund

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er gået de færrestes næse forbi, at den globale orden er under opbrud i disse år. Verden over er autoritære kræfter på fremmarch, grundlæggende menneskerettigheder er under voksende pres og støtten til globale organisationer og initiativer skrumper.

Få emner illustrerer denne udvikling tydeligere end lgbt+-området, hvor seksuelle minoriteter bliver gjort til syndebukke for alverdens problemer af politiske ledere med autoritære tilbøjeligheder.

Når kærlighed mellem mennesker bliver kriminaliseret for at forhindre et forestillet samfundskollaps, når diversitets- og inklusionsinitiativer bliver rullet tilbage, og åbner sluserne for uhindret diskrimination.

Og når store donorlande skærer ned på støtten til for eksempel Unaids og Den Globale Fond for bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria, så er det lgbt+-personer, der mærker udviklingen hårdest.

Det må vi ikke lukke øjnene for.

Læs også

Globalt pres på rettigheder

Hvis vi kigger mod vores nabokontinent mod syd, så er udviklingen i nogle af de afrikanske lande, som vi fra dansk side i årevis har støttet gennem udviklingsarbejdet med betydelige positive resultater, meget bekymrende.

Det gælder for eksempel i Uganda, Kenya og Ghana hvor er lgbt+-personers rettigheder er kommet under enormt pres.

Uganda kan sex mellem to personer af samme køn koste op til livstid i fængsel – og dødsstraf i "særligt grove" tilfælde – hvilket har ført til en stor udvandring af lgbt+-personer til nabolandet Kenya, hvor seksuelle minoriteter de seneste mange år dog også er kommet under et stadigt større pres.

Kampen for LGBT+-rettigheder ikke bare er et spørgsmål om en minoritet. Det er den forreste frontlinje i forsvaret for vores demokratiske samfund

Birgitte Vind (S), Peder Hvelplund (EL), Charlotte Munch (DD) og Majbrit Berlau
Hhv. folketingsmedlemmer for S, EL, DD og generalsekrtær, Sex & Samfund

I Ghana kriminaliserede parlamentet sidste år det at identificere sig som lgbt+-person samt det at arbejde med at organisere og arbejde for lgbt+-rettigheder.

Desværre er disse ikke bare lokale, isolerede tilfælde. Modstanden mod lgbt+-personers fundamentale rettigheder er en global tendens, som ikke bare bliver legitimeret og forstærket af den amerikanske regering, men som også er forbundet af en stærkt konservativ religionsopfattelse og massive pengeoverførsler særligt fra USA og Europa, hvor rettighedskampen i allerhøjeste grad også udspiller sig.

I en undersøgelse på tværs af Europa fra 2024 svarer 37 procent af de adspurgte lgbt+-personer, at de har oplevet diskrimination inden for det seneste år. I Danmark er tallet 29 procent. Dertil har der i en række europæiske lande også været markante angreb på ellers etablerede rettigheder.

Et eksempel er, hvordan den italienske regering har arbejdet for, at medmødres officielle anerkendelse som forældre til deres børn skulle fjernes – også med tilbagevirkende kraft.

Et andet er det meget omtalte forbud mod Pride-paraden i Budapest i juni, som den ungarske regering forsøgte at tvinge igennem, på baggrund af landets kontroversielle anti-lgbt+-lov fra 2021.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er der fortsat masser at gå på gaden for: For at bekæmpe diskrimination, for at udvise international solidaritet, og for at minde os selv og hinanden om, at selv etablerede rettigheder kan blive forsøgt undergravet.

Læs også

Danmark har et stort ansvar

På den baggrund hviler der også et stort ansvar på Danmark for at udvise politisk lederskab. Vi har et stærkt globalt omdømme som en forkæmper for menneskerettigheder, ligestilling og ytringsfrihed – og det forpligter.

Det nuværende EU-formandskab er en særlig mulighed.

EU's fællesskab bygger på værdier om menneskerettigheder, retssikkerhed og ligebehandling. Når disse værdier bliver truet indefra, må vi tage ansvar og insistere på, at EU ikke alene er et marked, det er også et værdifællesskab, hvor vi ikke lader årtiers fremskridt underminere af selektiv moralisme.

I et tiltagende fjendtligt klima er det afgørende, at vi tager stilling, møder op og viser vores solidaritet i ord og handling.

Birgitte Vind (S), Peder Hvelplund (EL), Charlotte Munch (DD) og Majbrit Berlau
Hhv. folketingsmedlemmer for S, EL, DD og generalsekrtær, Sex & Samfund

Vi befinder os i en brydningstid i disse år, hvor kampen for lgbt+-rettigheder ikke bare er et spørgsmål om en minoritet. Det er den forreste frontlinje i forsvaret for vores demokratisk samfund, hvor rettigheder er ens for alle.

Vi kan ikke stiltiende acceptere, at lgbt+-personer forfølges, chikaneres eller nægtes grundlæggende rettigheder – hverken hos vores internationale samarbejdspartnere, i Europa eller herhjemme.

I denne uge fejrer vi Priden i København. Som den seneste debat om homofobi i Danmark og det globale pres på lgbt+-rettigheder med al tydelighed viser, er det på ingen måde en uvæsentlig begivenhed.

I et tiltagende fjendtligt klima er det afgørende, at vi tager stilling, møder op og viser vores solidaritet i ord og handling. Det siger noget helt grundlæggende om, hvem vi er og vores demokratiske sindelag. Støtten til lgbt+-personers menneskerettigheder er ikke til forhandling.

Læs også

Artiklen var skrevet af

B

Birgitte Vind, Peder Helplund, Charlotte Munch og Majbrit Beran Berlau

Hhv. folketingsmedlemmer for S, EL og DD og generalsekretær, Sex og Samfund

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026