Debat

Røde Kors: Kommuner og frivillige skal sammen hjælpe udsatte

DEBAT: Det handler om at opnå det gode og tætte samarbejde, hvis kommuner og landets frivillige foreninger sammen skal hjælpe landets udsatte, mener præsident i Røde Kors Hanna Line Jakobsen.

Hanna Line Jakobsen fra Røde Kors fortæller om sin gode erfaring med at få kommuner og frivillige til at indgå i tæt samarbejde for at hjælpe udsatte.
Hanna Line Jakobsen fra Røde Kors fortæller om sin gode erfaring med at få kommuner og frivillige til at indgå i tæt samarbejde for at hjælpe udsatte.Foto: Johnny Wichmann
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hanna Line Jakobsen
Præsident i Røde Kors

I Røde Kors oplever vi, at samarbejde mellem kommuner og de frivillige foreninger giver bedre resultater for udsatte. Vores frivillige ser et behov for en indsats, og så handler de på det. Det er flygtninge, der er nye i Danmark, familier, som er i en sårbar livssituation og voldsramte kvinder – for blot at nævne et par af de grupper, der har behov for en hånd til at klare hverdagen.

Det er ofte personer, som også har en stor kontaktflade med det offentlige, og derfor oplever vi, at det er afgørende for kvaliteten af vores frivillige indsats og formidling af vores tilbud, at vi har et godt samarbejde med kommunen. Samarbejdet skaber synergi mellem de offentlige tilbud og indsatser og det, som frivillige i Røde Kors byder ind med.

Samarbejde er altafgørende
Derfor har vi gennem mange år prioriteret at lave samarbejdsaftaler med kommunerne, der tydeliggør vores respektive roller og ansvar, samt hvordan vi sikrer den løbende dialog omkring samarbejdet.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Men i de senere år oplever vi, at samarbejderne udvikler sig med fokus på det gensidige samarbejde mellem flere aktører. Det, vi kalder samskabelsesprocesser, co-creation eller community building – kært barn har mange navne, men alt sammen udtryk for et generelt behov for at skabe synergi og merværdi mellem det, som det offentlige tilbyder, og det som de mange frivillige ildsjæle laver.

Det gode samarbejde kommer ikke af sig selv. For det første er det helt afgørende, at kommunen anerkender præmisserne og omdrejningspunktet for det frivillige arbejde. Mange – men måske ikke alle – kommuner har forstået, at den ikke kan bestille opgaver hos de frivillige, men at frivillige derimod motiveres af lysten til at gøre en forskel for andre, og selv vil være med til at definere deres indsats.

For når samarbejdet fungerer, fordi vi mødes på gensidige vilkår og forstår hinandens forskellige roller, så giver det merværdi for dem, som vi gerne vil hjælpe.

Hanne Line Jakobsen
Præsident, Røde Kors

For det andet skal der skabes grundlag for, at kommunen tænker den frivillige indsats ind som en mulighed, der kan bidrage med noget ekstra – ikke som en besparelse, men som et tillæg til det, kommunen selv leverer.

For det tredje skal der afsættes tid og ressourcer fra både de frivillige foreninger og kommunen, og det kræver, at begge parter oplever, at de får noget ud af det. Det tror jeg som udgangspunkt, der er bedre chancer for, når man som forening arbejder med de målgrupper, som også fylder meget i de kommunale systemer.

Det gode eksempel
Et godt eksempel på, at det gode samarbejde skaber merværdi, er projektet ’Lokalsamfundet bygger bro’, som vi lige har afsluttet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, fem kommuner og SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration).

Projektet har bragt den enkelte kommune og alle de frivillige aktører sammen om et bord for at skabe en bedre modtagelse af flygtninge. Konklusionen er, at dialog på tværs af alle aktører skaber bedre integration. Det lyder måske banalt, men det kan være svært at få samlet alle om et bord: fra idrætsforeningerne, kommunen, frivilligcentre og de organisationer, som har integration til formål.

Vores erfaring er, at aktørerne har de bedste intentioner, men at der er behov for at koordinere og dele erfaringer for at få de bedste indsatser for de mennesker, som det i sidste ende drejer sig om. Når der først er opstået tillid, kommer synergien og bedre hjælp til den enkelte. I sidste ende betyder det en mere helhedsorienteret indsats, og ofte flere relevante tilbud til den specifikke målgruppe. Konkret er det for eksempel en direkte indgang til den lokale idrætsforening, tydelighed om formålet med en frivillig venskabsfamilie og formidlingen heraf eller muligheden for selv at bidrage til lokalområdets aktiviteter.

Et katalog af gode råd
Resultaterne af ’Lokalsamfundet bygger bro’ er en række konkrete og håndgribelige anbefalinger, som er samlet i et metodekatalog. Jeg håber, praktikere i landets kommuner og alle de frivillige kræfter får glæde af kataloget, og at vi med de konkrete metodeanvisninger kan gøre det mere overkommeligt at tage fat på et gensidigt frugtbart samarbejde.

Udfordringen kan nemlig være, at fordi samarbejdet begynder med koordinering og vidensdeling, så kan det føles som tidsspilde og administration for både de ansatte i kommunen og frivillige, som ofte brænder mest for at komme ud til de mennesker, de forsøger at hjælpe. Og den udfordring skal og må vi overkomme med det gode eksempels magt. For når samarbejdet fungerer, fordi vi mødes på gensidige vilkår og forstår hinandens forskellige roller, så giver det merværdi for dem, som vi gerne vil hjælpe.

Derfor er vi overbeviste om, at vi sammen kan mere – ja, faktisk svært ved at se, hvordan vi kan lykkes foruden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hanna Line Jakobsen

Director, Social & Humanitarian, Novo Nordisk Fonden, bestyrelsesmedlem, Den Sociale Investeringsfond, bestyrelsesmedlem Investeringsfonden for Udviklingslande IFU
Executive MBA, Henley Business School, diplomuddannelse i ledelse (Ingeniørhøjskolen i Ballerup 2009), cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2007)









0:000:00