Svend Brinkmann: I en verden invaderet af kunstig intelligens betyder virkelige mennesker stadig noget

Mit ærinde er her at argumentere for, at vi kan og bør øve os i at etablere dybe forbindelser til verden og ikke bare overfladiske. At lytte til AI-genereret musik er at høre en overflade. At lytte til John Coltranes saxofon eller Tracy Chapmans stemme er at lytte i dybden.

Hvad mener jeg med det? Og hvilke implikationer har det?

Lad mig begynde med et lidt skørt eksempel (jeg lover, at det vil give mening).

Den amerikanske filosof Hilary Putnam (der, trods fornavnet, var en mand) forestillede sig engang følgende tankeeksperiment: En myre kravler i sandet og kommer helt tilfældigt til at trække en streg efter sig, der umiskendeligt ligner Winston Churchill.

At lytte til AI-genereret musik er at høre en overflade.

Svend Brinkmann

Ja, det er meget usandsynligt, men kunne dog i princippet ske.

Myren er ikke intelligent, den har aldrig set Churchill, så kan man sige, at billedet i sandet forestiller Churchill? Nej, svarer Putnam (og nok de fleste andre). Det er bare en streg i sandet og ikke et billede af Churchill.

Når man betragter sandets form, ligner den godt nok Churchill, men det er ikke et portræt af denne historiske person, for det at noget forestiller noget andet – repræsenterer det, som man siger i filosofien – forudsætter en relevant forbindelse mellem "noget i verden" og "billedet af noget i verden". Og den forbindelse mangler her.

Det ses blandt andet ved, at myren ville have skabt samme form i sandet, selvom Churchill aldrig havde eksisteret. Det er simpelthen ikke et billede af noget som helst, men bare en tilfældig form.

Det, som Putnam vil sige med eksemplet, er, at betydningen af billeder, ord og symboler ikke bare handler om noget ved billederne selv. Det handler om noget i verden.

Sommetider kaldes positionen derfor eksternalisme, fordi mening og betydning afhænger af, hvad der er uden for os – og ikke blot af, hvad der er i vores hoveder. Vi kan derfor heller ikke selv bestemme, hvad ordene betyder. Det er givet ved den verden, de beskriver.

Det handler ikke bare om ord, men om alt muligt: Hvis jeg for eksempel bliver bedøvet, og en ond, men dygtig kirurg ændrer et punkt på min hud med sine sofistikerede instrumenter, så det både ligner og føles som et myggestik, er det så et myggestik?

Nej, ikke hvis man er eksternalist, for et myggestik er kun noget, når det er lavet af en myg. Kun når der består en forbindelse i verden mellem myggen, dens snabel, myggespyttet og min hud, har jeg et myggestik.

Man kan ikke forstå fænomener isoleret fra verden og deres tilblivelse.

Svend Brinkmann

Noget kan ligne et myggestik uden at være det, ligesom noget kan lyde som musik uden at være det i egentlig forstand.

Man kan altså ikke forstå fænomener isoleret fra verden og deres tilblivelse. Måske kan denne indsigt generaliseres, så det i realiteten er alting i verden, der er, hvad det er, på grund af virkelige relationer gennem tid og rum?

Verden har en historisk dybde, der gør, at man ikke bare kan forstå den ved at kigge her og nu på dens overflader: Er det et myggestik? Er det Churchill? I stedet må man forstå, hvordan fænomenerne er blevet til gennem historiske processer. Man må forstå verden i dybden.

Min pointe med dette er selvfølgelig at understrege betydningen af at vide, hvor ting kommer fra. Det gælder for mennesker i vores liv, for de genstande, der omgiver os, for steder, byer og huse. Og det gælder for kunst.

Når musikken er skabt af en kunstig intelligens og ikke kommer fra et sted, en person, et hjerte, da bliver den ligegyldig. Den kan være nok så velkomponeret og lytteværdig, men uden et menneske bag, der vil udtrykke sig gennem kunsten, er det sådan set lige så lidt kunst, som stregerne i sandet er et billede af Churchill.

Vi må genetablere vores dybe forhold til verden.

Svend Brinkmann

Jo mere vi fodrer os selv med AI-genererede billeder, sange og tekster, desto mere risikerer vi at miste forbindelsen til den historiske dybde, som verden har. Vi kommer til at leve i en verden af overflader, som måske nok kan have en umiddelbar appel, men som er langt fattigere end virkelige billeder, sange og tekster.

Selvfølgelig kan kunstnere bruge kunstig intelligens i deres virke, og det kan være spændende, når der er en menneskelig intention bag. Men når det bare er maskiner, der pumper åndløst indhold ud, som skal tilfredsstille umiddelbare behov baseret på algoritmernes datahøst, da bliver vores verden flad og dum.

Vi må genetablere vores dybe forhold til verden. Det kræver, at vi virkelig lytter, for eksempel til Tracy Chapmans Fast car, der på årtiers afstand fortæller en vigtig historie, som er fuld af intention, visdom og sårbarhed.

Virkelige mennesker betyder stadig noget i en verden, der invaderes af kunstig intelligens.