Tre kvinder bag borgerforslag om bedre fødsler: Vi ønsker grundlæggende ændringer i svangreomsorgens organisering, finansiering og kultur

Der har længe været en bevægelse i gang. En bevægelse, der kalder på bedre fødsler. En bevægelse af fødende, som deler smertefulde vidnesbyrd og kræver ændringer. Som kræver værdighed og omsorg, når vi bringer nyt liv til verden.

Klagesangen er ikke ny. Jordemødrene har råbt op i årevis og mange af dem har taget flugten fra fødegangen som konsekvens, som formand for Jordemoderforeningen Lis Munk skriver om i Altinget 28. januar: Flugten fra fødeafdelingerne er ikke kun et hovedstadsfænomen.

Også Mødrehjælpen stiller krav og kritiserer forholdene i den danske svangreomsorg, eksempelvis Mødrehjælpen i Altinget 13. januar. Fødende har horrible forhold i Region Hovedstaden - og nu vil man spare endnu mere.

Nu er politikerne endelig kommet på banen, og vi noterer os med glæde, at også diskussionen om nationale rettigheder er at finde i de politiske udspil fra henholdsvis SF og Enhedslisten og i Magnus Heunickes udtalelser til Femina fredag 12. februar. 

Klokkeklart opråb
Det gør os forhåbningsfulde, men der er fortsat lang vej igen. To døgn på barselsgangen batter ikke meget, hvis forholdene er som nu. Vi skal garanteres, at der er tid og hænder nok både før, under og efter fødslen.

Jordemødrene er derude, de skal sikres ordentlige vilkår, så vi kan få kvalificeret og tilstrækkelig støtte og hjælp, både til forberedelse, kontinuerligt igennem fødslen og individuelt og fleksibelt efter fødslen.

Desuden skal vi have sikkerhed for, at der er fødesteder og plads nok til, at vi ikke holdes hen af fødemodtagelsen, sendes til et andet hospital midt i fødslens smertefulde arbejde eller stuves sammen flere familier på små stuer uden plads til vores partner.

Det klokkeklare opråb fra befolkningen med mere end 37.000 underskrifter til støtte for borgerforslaget i skrivende stund giver os forventning om, at vi nu som brugere for alvor skal høres i vores ønsker om ændringer. I årevis er vi blevet spist af med, at LUP (Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser) overordnet viser, at de fødende er tilfredse med forløbene - vi har lige oplevet livets mirakel, klart vi er positivt stemt!

Men utallige vidnesbyrd vidner om, at der er alvorlige udfordringer derude på fødegangene. Udfordringer, der koster på familiernes sundhed. 

 Vi taler af bitter erfaring på egen krop og sjæl om, at penge alene ikke gør en mærkbar og langtidsholdbar forskel ude i virkeligheden, fordi den forebyggende indsats i graviditeten og omsorgen i forbindelse med fødsel og efterfødsel har været underprioriteret alt for længe.

Honey Biba Beckerlee, Birgitte Storgaard Halkjær og Mie Ryborg-Larsen
Medstillere og hovedstiller af borgerforslag om bedre fødsler

Vi spises endvidere af med, at alle officielle anbefalinger og retningslinjer imødekommer vores ønsker. Det er langt henad vejen også korrekt. Men hvorfor så denne bevægelse nu? Hvordan kan vi på bare tre døgn samle 25.000 underskrifter på vores borgerforslag siden offentliggørelsen 8. februar 2021? 

Fordi virkeligheden kalder på handling – ikke flere hensigtserklæringer. 

Omsorg skal have større værdi
Regionerne kan ikke leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen, og netop omsorgen, det, der ikke kan måles og vejes, er ikke prioriteret i indsatsen over for de kommende og nye familier. Det er op til den enkelte jordemoder, læge, sygeplejerske, sosu og sundhedsplejerske at finde overskuddet frem til det. Rigtig mange lykkedes ofte godt med det, men der er for mange beretninger om det modsatte. For det er svært i et presset system.

Det er ikke et velfærdssamfund værdigt. Omsorg skal tillægges langt større værdi, fordi det giver bedre folkesundhed for den hele familie. 

Vi vil ikke lyde utaknemmelige, når vi påstår, at saltvandsindsprøjtninger på selv store millionbeløb, ikke er godt nok. I hvert fald ikke, når det ydes som engangsbeløb. Vi taler af bitter erfaring på egen krop og sjæl om, at penge alene ikke gør en mærkbar og langtidsholdbar forskel ude i virkeligheden, fordi den forebyggende indsats i graviditeten og omsorgen i forbindelse med fødsel og efterfødsel har været underprioriteret alt for længe.