Forsker: Fuldstændigt frie tech-giganter gør os dummere

Af Ejvind Hansen
Chefforsker i journalistisk filosofi, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Vi kan ikke bare lade stå til og overlade alt til de frie informationskræfter. For når vi gør dette, så bliver det altid de stærkeste informationskræfter, der overtrumfer de svagere. Og så bliver vi dummere allesammen.

Ejvind Hansen
Chefforsker i journalistisk filosofi, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Globale medier skaber overblik i informationshavet. Det overblik er så nødvendigt, at medierne kommer til at udgøre en dør, vi næsten er tvunget ind ad. Vi står derfor nu i et paradoks:

De medier, der netop skal tjene til, at vi kan stå op imod de stærke statsmagter, er nu så store og stærke, at statsmagterne, vel at mærke med folkelig opbakning, begynder at sætte skrappe grænser for dem.

Ytringsfrihed sikrer samfundsnødvendig debat
Altinget inviterede mig til at skrive om ytringsfrihed. I den invitation ligger et valg, hvor redaktionen sikkert har fravalgt andre stemmer. Det er det, som vi kalder for den redaktionelle selvbestemmelse eller suverænitet:

Altinget bestemmer som medie suverænt selv, hvad de vil bringe – så længe Altinget holder sig inden for lovens rammer.

Ytringsfrihed handlede oprindeligt først og fremmest om at undgå censur. Ytringsfriheden som en regulering imod censur handlede om, at staten, der både repræsenterer den lovgivende, udøvende og dømmende magt, ikke må forhindre borgerne i at ytre sig.

I et demokratisk samfund er det helt afgørende, fordi det er en nødvendig betingelse for, at folket kan blive ved med at være de reelle magthavere.

Ved hjælp af ytringsfriheden sikrer vi os, at der hele tiden potentielt set er en debat om, hvorvidt de valgte magthavere udfører deres arbejde tilfredsstillende. Gør de ikke det, kan vi afsætte dem ved næste valghandling.

Er det et problem, at medier styrer taletid?
I denne forståelse af ytringsfriheden er der intet problem i, at Altinget giver bestemte stemmer taletid. Det vil heller ikke være et udtryk for censur, hvis Altinget vælger ikke at trykke mit indlæg.

Hvis redaktionen på Altinget vurderer, at jeg rammer forbi målgruppen, at jeg ikke svarer tilfredsstillende på den stillede opgave, eller hvis jeg skriver om noget helt andet. Altinget bestemmer suverænt, og hvis vi andre er utilfredse med redaktionens beslutninger, så må vi bare holde os væk.

Vi har i et demokratisk samfund netop brug for en mangfoldighed af selvstændige stemmer, der træffer beslutninger om, hvordan de vil optræde i offentligheden. Herigennem øges sandsynligheden for, at vi alle bliver udfordret og klædt på til at møde en mangfoldig virkelighed.

Den største udfordring er begrænset opmærksomhed
I forhold til ytringsfriheden kan man nok ikke undervurdere den betydning, internettets fremvækst har haft. Det har dels betydet, at mange af os i princippet kan stille os på en platform, der kan tilgås fra hele verden, og sige vores mening.

I forhold til statsmagterne betyder det, at det er vanskeligt at udøve den absolutte censur, som man kunne, dengang medierne befandt sig inden for landets grænser. Nu har vi i princippet alle mulighed for at ytre os. Men så opstår der nye udfordringer.

En af disse udfordringer er, at den gamle udfordring med en begrænset taletid til borgerne nu afløses af en begrænset opmærksomhed. For hvad hjælper det, at vi kan ytre os, hvis ingen hører, hvad vi siger?

Som et svar på den globale uoverskuelighed i informationsmængderne er store medier som Google, Facebook og Twitter dukket op. Hvis vi fortsætter tankegangen ovenfor, må det for disse aktører gælde, at de naturligvis har en redaktionel selvbestemmelse, at de bestemmer, hvad man kan finde på deres hjemmeside.

De kan vælge til, og de kan vælge fra, og vi har netop brug for, at forskellige aktører vælger forskelligt, for så får vi en mangfoldig offentlighed.

Konspiratoriske stemmer skal også have plads
Når mange af dem så går ind og fravælger en person som Alex Jones, der er kendt for at sprede konspirationsteorier, så er det i udgangspunktet deres suveræne ret.

Jeg kan personligt godt være uenig i beslutningen, men jeg har ikke andet at gøre end at stemme med fødderne. Kan jeg ikke lide lugten i bageriet, må jeg gå hen til slagteren.

Men vi begynder også at nærme os et problem ved den traditionelle fortælling om ytringsfriheden. Problemet med medier som Google og Facebook er, at det kan være vanskeligt at finde hen til slagteren uden om disse giganter.

Det er jo netop dem, der giver os overskueligheden og evnen til at navigere i informationshavet. Derfor kan der være en reel risiko for, at man forsvinder fuldstændigt fra offentligheden, hvis man udelukkes fra dem. Det kan godt være, at Alex Jones stadig laver sine ting (på andre medier), men hvad hjælper det, hvis ingen er opmærksomme på det?

Omkring Alex Jones' udelukkelse var der så meget støj, at han nok skal klare sig – men hvor ofte sker dette i det skjulte? Vi ved det ikke, og som det ser ud lige nu, har vi faktisk heller ikke rigtig ret til at få det at vide. Ligesom læsere af dette indlæg ikke har ret til at vide noget om alle dem, der ikke blev tilbudt at skrive et indlæg på Altinget.

Paradoks: Må magthavere diktere indhold?
I udgangspunktet kunne man godt tænke, at det er vanskeligt at regulere disse medier, eftersom de er transnationale, og derfor kan smyge sig uden om nationale lovgivninger. Dette er imidlertid hverken principielt eller reelt situationen.

Selvom globale medier kan gemme sig hos de mindst restriktive stater, og derfor i nogen udstrækning kan være vanskelige at retsforfølge, så gælder det stadig, at de skal overholde den gældende lov de steder, hvor deres produkter vises. Som et eksempel på det ser vi i disse år vores egen Margrethe Vestager kæmpe mod tech-giganterne.

Vi er nok mange, der umiddelbart er lidt stolte af, at en repræsentant for lille Danmark på den måde står op imod de store tech-giganter.

Men vi glemmer måske lidt, at sagen strukturelt set kan sammenlignes med, at Lars Løkke Rasmussen begynder at udstede bøder til Altinget for at udnytte sin position på markedet til at få for stor indflydelse. Det ville han sandsynligvis få knap så meget ros for.

Helt frie informationskræfter gør os dummere
Så lige nu står vi i et paradoks: Nogle af de medier, der netop skal tjene til, at vi kan stå op imod de stærke statsmagter, er nu så store og stærke, at vi glæder os over, at statsmagterne begynder at sætte skrappe grænser for mediemagterne.

Dette er imidlertid ikke et paradoks, vi kan slippe ud af. Hvis vi vil have en god, stærk og kritisk offentlighed, så er vi hele tiden nødt til at holde netop dette for øje.

Vi kan ikke bare lade stå til og overlade alt til de frie informationskræfter. For når vi gør dette, så bliver det altid de stærkeste informationskræfter, der overtrumfer de svagere. Og så bliver vi dummere allesammen.