Direktør: Krisen bør være afsæt til nye digitale vaner i advokatbranchen
DEBAT: Teknologier har under krisen gjort det muligt at holde gang i advokatbranchen. Brug det digitale spring til at give de juridiske forbrugere en tidssvarende service, skriver Contractbooks direktør.
Af Niels Martin Brøchner
Direktør, Contractbook
Man gør næppe nogen fortræd ved at sige, at advokatbranchen ikke ligefrem har udgjort den digitale avantgarde.
Advokaterne har diskuteret den digitale udvikling siden 1990'erne og i særlig grad de seneste år, men det endelige paradigmeskifte er udeblevet.
Det skyldes blandt andet den juridiske præcedenskultur, at advokater af natur er risikoaverse, og at indtjeningen har været så tilpas høj, at man ikke har haft de store incitamenter til at ændre adfærd.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Nu gennemtvinger covid-19-pandemien den digitale udvikling i brancher, der ellers har gået tøvende til værks.
Plads til forbedring
Teknologien er ikke længere et løfte eller trussel om en automatiseret fremtid. Det er den livline, der gør det muligt for advokatbranchen at holde skruen lige i vandet, mens pandemien står på.
Selvom advokatbranchen har en fin indtjening, er der plads til forbedring.
Niels Martin Brøchner
Direktør, Contractbook
Denne forcerede innovation er nok forårsaget af en krise, men det er blot en acceleration af en udvikling, der alligevel var kommet før eller siden.
Derfor er der grund til at holde fast og udnytte, at de gamle rutiner er brudt op til at danne sig nogle nye gode vaner. For selvom advokatbranchen har en fin indtjening, er der plads til forbedring.
Advokaternes troværdighed har længe ligget i bunden af skalaen, hvilket har medført, at deres brancheforening, Danske Advokater, har haft det som førsteprioritet at forbedre branchens omdømme.
Samtidig begynder den mere digitalt orienterede konsulentbranche og ikke mindste nye legal tech-firmaer at tage markedsandele på det globale marked for juridiske ydelser.
Som ejer af en legal tech-virksomhed har jeg interesse i at styrke tilliden til advokaterne, men jeg er også i stand til at se branchen lidt udefra.
Så her følger mit bud på, hvad branchen kan gøre for gribe den chance, som covid-19 har skabt, så de kan forbedre deres image og levere en mere tidssvarende service til de juridiske forbrugere.
Digitale systemer muliggør eksponentiel vækst
Ved at øge brugen af digitale produkter kan advokaterne øge deres produktivitet og dermed sænke priserne på juridiske ydelser betydeligt.
Lavere priser betyder ikke nødvendigvis dårligere indtjening, for digitale og automatiserede løsninger muliggør også nye, mere skalerbare omsætningskilder.
Det tillader advokathusene at tjene penge på klienter, som de ellers måtte afvise, fordi gevinsten var for lille eller det måske endda slet ikke kunne betale sig.
Lige nu kan advokatselskaber kun vokse lineært, for mere omsætning kræver flere ansatte og dermed flere lønudgifter. Digitale systemer genererer omsætning uden udgifter og i alle døgnets timer, hvilket muliggør en eksponentiel vækst.
Salærpenge skal ikke gå til havudsigt
Dertil har advokater en masse penge at spare på huslejen. Mange af de store advokathuse har i mange år haft smag for lækre trofækontorer på lukrative adresser.
Covid-19-krisen har vist os, at vi ikke har brug for kontorbygninger i det nuværende omfang. Det er simpelthen ikke nødvendigt med et bestyrelseslokale med plads til 25 mennesker, som kun bruges ti gange om året.
I længden vil de juridiske forbrugere heller ikke betale høje salærer, hvis de kan se, at pengene går til springvand i receptionen og havudsigt på partnernes kontorer.
Den moderne arbejdsplads er digital, og en nærværende service foregår i øjenhøjde med klienten – ikke i dyrt designede kobbertårne.
Slut med løbende timer
Særligt i en tid med økonomiske problemer er det vigtigt for folk, at deres udgifter er forudsigelige. Hvis klienterne klager over salæret, kunne man nemt forstille sig, at det skyldes dårlig forventningsafstemning.
I andre dele af konsulentbranchen kan man godt tilbyde sine ydelser til dagspriser og faste priser. Det kunne advokatbranchen godt lære noget af, for det giver klinten ro i maven.
Digitale produkter og den forbedrede brug af data har tilmed gjort det nemmere at forudsige omfanget af en opgave, hvormed man nemmere kan forudsige den korrekte pris.
Ved at gøre op med løbende timer vil man også skabe et incitament til at øge produktiviteten. Det vil drive innovationen fremad til yderligere gavn for den juridiske forbruger.
Et andet resultat af de digitale arbejdsgange er, at de muliggør hjemmearbejde. Når de ansatte advokater kan arbejde hjemmefra og i stigende grad begynder at gøre det, vil det give mening at belønne dem på resultater fremfor antallet af arbejdstimer. Her vil de løbende timer også komme til at virke anakronistiske.
Mere tilgængelig jura
Meget af den innovation, der allerede er sket i advokatbranchen, har fokuseret på at gøre de interne processer mere effektive, så partnerudbyttet bliver højere.
Den juridiske forbruger kan dog ikke mærke den slags fine initiativer, hvis de ikke munder ud i nye juridiske produkter eller nye priser.
Hvis denne digitale udvikling skal batte, er det nødvendigt, at advokatbranchen bedriver åben innovation med den juridiske forbruger og dennes oplevelse i centrum.
Den globale legal tech-bevægelse har vist, at juridiske ydelser sagtens kan være digitale. Den har samtidig været fulgt af en progressiv etos, der sigter mod at øge juraens tilgængelighed for helt almindelige mennesker. Dels ved at gøre juridiske ydelser billigere, dels ved at gøre juraen lettere at forstå.
Løsning skal give forbrugere mere kontrol
Markedet har primært brug for nye klientvendte løsninger, som giver de juridiske forbrugere mere kontrol over deres egen situation, øger deres effektivitet, forbedrer deres forståelse af juraen og giver dem mulighed for at tage flere datadrevne beslutninger.
Det kræver veldesignet og brugervenlig teknologi, som er udviklet med høj brugertilfredshed som det primære succesparameter.
Overordnet set vil den juridiske forbruger kræve mere for mindre. De vil have veldesignede digitale løsninger, som forbedrer deres resultater, øger juraens tilgængelighed og giver dem mere værdi for pengene.
Til gengæld vil det også blive sjovere at blive advokat. Advokaterne vil skulle bruge mindre tid på manuelt arbejde, så de kan fokusere på det intellektuelle.
De vil få en bedre work life-balance. Og de vil tilmed kunne udvikle skalerbare forretningsmodeller, der muliggør eksponentiel vækst.
Der er meget vinde, hvis man holder fast i de nye rutiner og udnytter det digitale momenmum, som pandemien har medført.