Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Maria Krüger

DSAM: Tre principper er afgørende, når Digital Sundhed Danmark skal bygges

Skrækscenariet vil være, hvis man opfinder nye uafprøvede systemer og trækker dem ned over hovedet på lægerne, skriver Maria Krüger.
Skrækscenariet vil være, hvis man opfinder nye uafprøvede systemer og trækker dem ned over hovedet på lægerne, skriver Maria Krüger.Foto: presse
22. oktober 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Artiklen er opdateret med rettelse. Se bunden af artiklen.

Vi står midt i en nødvendig digital omstilling. Nye løsninger skyder frem, og forventningerne til, hvad teknologi kan, er høje.

Men digitalisering må ikke blive et mål i sig selv – den skal hjælpe os med at levere bedre behandling, ikke stjæle tid og fokus fra patienterne.

Ny temadebat om Digital Sundhed Danmark

Sundhedsreformen med alle dens spor indeholder en omfattende digitaliseringsreform. I de kommende måneder skal politikerne vedtage oprettelsen af Digital Sundhed Danmark, og det bliver en institutionel øvelse med stor betydning for sundhedsdanmark.

I en ny temadebat spørger Altinget Sundhed, hvordan Digital Sundhed Danmark skal skrues sammen? 

Skriv til debatredaktør Jeppe Højberg Sørensen på jeppe@altinget.dk, hvis du har en idé til et indlæg. 

Jeg har derfor tre vigtige budskaber til den nye institution Digital Sundhed Danmark: Byg videre på det, der virker. Beskyt patienternes data. Og pas på registreringsbyrden.

Byg videre på det, der virker

Vi har allerede mange digitale løsninger, som fungerer godt i praksis. Praktiserende Lægers Organisation samarbejder tæt med systemhusene og IT-leverandørerne om at skabe løsninger, der gavner både læger, klinikker og patienter.

MinLæge-appen er én af dem – mere end tre millioner brugere har nu let adgang til prøvesvar, medicinliste og beskeder fra lægen.

Vi samarbejder også med MedCom, hvor læger deltager aktivt i udviklingen af blandt andet forløbsplanerne for patienter med kronisk sygdom. Det giver et godt overblik over klinikkens population og danner grundlag for kvalitetsudviklingen i de lokale klynger.

PLSP – Primærsektorens Leverandør Service Platform – er den fælles tekniske infrastruktur, der binder de forskellige journalsystemer sammen. Den sikrer fælles standarder, beskytter data og danner grundlag for nye digitale funktioner i almen praksis.

Ovenpå PLSP bygges nu Health Hub – en sikker skyplatform, der muliggør sikker deling og backup af data. Herfra kan kvalitetsdata sendes til alle relevante databaser.

Vores systemer er stabile og intuitive. Det mangeårige samarbejde, hvor lægerne aktivt indgår i udviklingen af vores systemer, og hvor nye tiltag udrulles i pilotprojekter, er en succes, som Digital Sundhed Danmark bør bygge videre på. Det er et solidt fundament.

Læs også

Skrækscenariet vil være, hvis man opfinder nye uafprøvede systemer og trækker dem ned over hovedet på lægerne.

Vi har set, hvad der sker, når it-løsninger bliver for komplekse og fjerner sig fra den kliniske hverdag – Sundhedsplatformen er et eksempel, ingen ønsker gentaget.

Digital Sundhed Danmark skal sætte rammer og standarder – ikke bygge nye kliniske platforme. Byg videre på det, vi allerede ved, virker – og gør det sammen med dem, der skal bruge systemerne hver dag.

Beskyt patienternes data og ret til at sige nej

Digital sundhed bygger på tillid. Patienterne skal trygt kunne dele oplysninger med deres læge, så vi kan give den bedst mulige behandling.

Det kræver, at patienten har kontrol over, hvem der har adgang til hvilke data. Allerede nu rulles diagnosekortet ud – og det betyder, at patienters diagnoser bliver synlige for flere aktører i sundhedsvæsenet.

Det kan have utilsigtede konsekvenser: Jeg havde en ung kvinde, der ønskede en gammel diagnose om personlighedsforstyrrelse slettet, som hun ikke længere kunne forene sig med.

Ingen skal miste kontrollen over deres mest private oplysninger.

Maria Krüger
It-ordfører og næstformand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Hun var nu velfungerende, glad og gravid, men frygtede, hvordan hun ville blive mødt på fødeafdelingen, hvis personalet så den gamle diagnose.

En anden patient fik afslag på ansøgning på en livsforsikring, da forsikringsselskabet havde fået adgang til journalnotater, som de mistolkede, hvorfor vi måtte kontakte forsikringsselskabet og forklare notaternes betydning.

En tredje patient blev kontaktet telefonisk gentagne gange af fremmede personer, der sad med hendes journal som led i et forskningsprojekt.

Hun blev tilbudt en anden behandling end dén, som hun modtog af sin stamlæge på hospitalet. Hun havde aldrig givet samtykke til journaldelingen, og det gjorde hende vred og utryg.  

Disse oplevelser viser, at patienten skal kunne frasige sig datadeling. Ingen skal miste kontrollen over deres mest private oplysninger.

DSAM foreslår, at borgeren får et enkelt digitalt samtykke via sundhed.dk, hvor man let kan vælge til og fra. Det er sund fornuft – og det er god etik.

Pas på registreringsbyrden

Digitalisering må aldrig betyde, at vi bruger mere tid på skærmen og mindre tid på patienten.

I dag ser vi allerede en tendens til, at der registreres mere, end der er brug for. Flere klik, flere felter, flere fraser.

Når man registrerer bare for at registrere, risikerer vi, at de vigtige oplysninger drukner i ligegyldig tekst. Det koster tid, fokus og kvalitet.

Lægerne på hospitalerne har længe rapporteret om stigende skærmtid og mindre patientkontakt. Det samme må ikke ske i almen praksis.

Læs også

Vi ser ind i en tid, hvor vi skal tage os af flere patienter og flere opgaver. Derfor skal registrering være meningsfuld og patientrettet, ikke et administrativt mål i sig selv.

I øjeblikket ser vi, at brugen af PRO-skemaer breder sig som et populært værktøj i sundhedsvæsenet. Men vi skal passe på, at vi ikke genererer merarbejde.

PRO-skemaerne er tænkt som en hjælp til at målrette samtalen – men i praksis oplever vi, at de ofte skaber dobbeltarbejde.

Gravide fortæller, at det udførlige PRO-skema, som de udfylder forud for 1. svangerundersøgelse hos egen læge, og som vi gennemgår med dem, igen bliver gennemgået slavisk under 1. jordemoderkonsultation, så samtalen bliver brugt på at gennemgå de samme spørgsmål én gang til.

Det virker som dobbeltarbejde og ikke særlig patientcentreret.

En anden patient, en kræftpatient, havde udfyldt et PRO-skema forud for sin rehabiliteringssamtale i kommunen. Hele mødet kom til at handle om at gennemgå hans svar linje for linje.

Han forlod samtalen træt og frustreret, fordi han ikke havde fået den personlige samtale, han havde brug for – om hvad man faktisk kunne tilbyde ham.

Digitalisering skal ikke erstatte den menneskelige kontakt – den skal styrke den.

Maria Krüger
It-ordfører og næstformand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Disse eksempler viser, hvordan gode intentioner kan føre til unødigt papirarbejde, hvis systemet ikke er gennemtænkt. PRO-skemaerne skal støtte samtalen – ikke erstatte den.

Når vi bruger mere tid på at gentage svar end på at hjælpe patienten, så mister digitaliseringen sin mening.

Digital Sundhed Danmark kan blive et stort fremskridt for hele sundhedsvæsenet – hvis vi gør det klogt. Præmisserne for succes kan passende bygge på disse fire elementer:

  • Vi skal bygge videre på de løsninger, der allerede fungerer.
  • Vi skal udvikle i tæt samarbejde med de læger, der skal bruge systemerne.
  • Vi skal give borgerne reel kontrol over egne data.
  • Og vi skal måle al udvikling på, om den frigør tid til patienten.

Digitalisering skal ikke erstatte den menneskelige kontakt – den skal styrke den.

RETTELSE: I den oprindelige udgave af indlægget fremgik det, at PLSP står for ”Praktiserende Lægers Systemplatform” , men den korrekte titel er ”Primærsektorens Leverandør Service Platform”.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026