Juraprofessor advarer mod digital effektivisering

Effektivitet og retssikkerhed er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger.

Men med få måneder til at gøre de kommende års fællesoffentlige digitaliseringsstrategi parat er der god grund til at diskutere, hvor langt man er villig til at gå i afvejningen af de to hensyn.

Det mener Niels Fenger, der i sin egenskab af professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet har beskæftiget sig med den digitale forvaltnings mange praktiske udfordringer og principielle dilemmaer.

Han er bekymret over, at Digitaliseringsstyrelsen fremhæver behovet for at gøre den grundlæggende lovgivning bag den offentlige forvaltnings virke mere 'digitaliseringsklar'.

Både forvaltningsloven og persondataloven bygger jo på et princip om, at man kun må overlade følsom information til andre i det omfang, det er nødvendigt, og ikke fordi det kan lade sig gøre eller er praktisk.

Niels Fenger
Professor i forvaltningsret

Niels Fenger er helt på det rene med, at digitalisering på mange områder et godt og nyttigt redskab, der kan gøre livet lettere for såvel myndigheder som borgere. Og at der kan være enkelte bestemmelser i forvaltningsloven, som forhindrer, at man laver de ting, man gerne vil.

Men han advarer samtidig imod at lade de storstilede digitaliseringsambitioner og dertilhørende effektiviseringsbestræbelser overtrumfe basale retsprincipper for den offentlige sektors virke.  

”Men det er ikke det reelle problem. Det reelle problem er, om digitaliseringsønsket i sig selv er så vigtigt, at man vil ændre bestemmelser i forvaltningsloven, som bygger på grundlæggende retspolitiske overvejelser, man hidtil har holdt fanen højt for,” siger Niels Fenger.

Lovgivning skal have gennemsyn
Allerede i den nugældende digitaliseringsstrategi, som løber fra 2011 frem til udgangen af 2015, fremhæves arbejdet med at gøre lovgivningen mere digitaliseringsklar som et af 12 fokuspunkter.

I den kommende strategi, som skal gælde efter årsskiftet, bliver det punkt imidlertid hevet frem som en af tre afgørende forudsætninger for, at man for alvor kan komme videre med digitaliseringsdagsordenen.

Det gjorde Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør, Rikke Hougaard Zeberg, klart i forbindelse med et oplæg ved Deloittes Styringsagenda 2015 tidligere på ugen.

Den økonomiske ambition er at hente et sted mellem to og fire milliarder kroner i effektiviseringer over de kommende år. Skal man i mål med det, venter der ifølge Digitaliseringsstyrelsen et stort arbejde med at gennemgå lovgivningen, så den ikke spænder ben for fremtidens digitale forvaltning.

”Det er tid til, at de grundlæggende love og regler får et eftersyn," forklarede Rikke Hougaard Zeberg.

Det gælder både sektorlovgivning og central lovgivning, som forvaltningsloven, der ifølge hende skabt til en tidsalder, hvor sagsbehandling primært foregik på papir,

Rikke Hougaard Zeberg understregede samtidig, at det skal ske under hensyn til både borgernes og virksomheders retssikkerhed.

”Det er en svær nød at knække, men det er nødvendigt.”

Velbegrundede begrænsninger
Niels Fenger er helt enig i, at der er tale om svært forenelige hensyn. Og det undrer ham, at et lovkompleks som forvaltningsloven fremstilles som utidssvarende.

Han mener ikke, at der ligger nogen anakronismer i forvaltningsloven, hvor det blot er uhensigtsmæssige formkrav eller formuleringer, der forhindrer digitalisering.

"Og de pligter, som forvaltningsloven pålægger myndighederne, samt de grænser for informationsudveksling, der er indbygget i persondataloven, er nogle, Folketinget har fundet rigtige, uanset om sagsgangen foregår digitalt eller ej,” siger Niels Fenger.

Ifølge ham ligger der nogle klare retspolitiske overvejelser bag den aktuelle lovgivnings begrænsninger i de offentlige myndigheders informationsudveksling.

Han peger på ansøgningen om jagttegn som et typisk eksempel. I den sammenhæng spørges der om, hvorvidt man tidligere har været straffet.

”Det er helt naturligt, at man gerne vil vide det. Men der er forvaltningsloven indrettet sådan, at du selv kan vælge, hvad der er værst for dig. At myndigheden får at vide, at du har været straffet, eller om du får et afslag, fordi du ikke vil lade dem vide det,” siger Niels Fenger.

Pointen er, at det er borgeren selv, der bestemmer, om en konkret følsom oplysning skal deles mellem to myndigheder.

”Den er jo helt fundamentalt. Og min pointe er bare, om der virkelig er grund til at ændre helt grundlæggende ting, fordi det nu er blevet muligt og bekvemt at dele en masse oplysninger mellem forskellige myndigheder,” siger Niels Fenger.

Saglige hensyn
Det gælder ikke mindst, når Digitaliseringsstyrelsen gør det til en højt prioriteret dagsorden at få gjort op med den offentlige sektors 'siloinddeling' og sikre større deling af data på tværs af sektorer.

Som eksempel fremhævede styrelsens vicedirektør ved sit oplæg til Deloittes Styringsagenda overgangen mellem det regionale sundhedsvæsen og den kommunale genoptræning.

Her er der efter hendes opfattelse et klokkeklart forbedringspotentiale, som både kan komme borgere og myndigheder til gode.

Niels Fenger kan udmærket se, at det kan være hensigtsmæssigt, at kommuner eksempelvis hurtigt får de rette og nødvendige oplysninger fra et hospital, når de skal etablere genoptræning.

Ude af proportioner
Men der er noget galt med proportionerne, hvis der lægges op til et system, hvor også oplysninger, der ikke er relevante i den konkrete sag, deles mellem myndigheder og sektorer.

Allerede inden man fik de mange digitale samkøringsmuligheder, havde man ifølge Niels Fenger et grundlæggende princip om, at man må videregive følsomme oplysninger fra en myndighed til en anden, hvis der i den konkrete sag er et sagligt behov herfor.

"Man bør imidlertid ikke give køb på princippet om, at videregivelsen af følsomme oplysninger kun bør ske i netop det omfang, der er et sagligt behov for, at flere myndigheder er i besiddelse af netop de pågældende oplysninger,” siger Niels Fenger.

Det store spørgsmål er, som han ser det, om man skal lave et system, hvor alle i den offentlige forvaltning kan søge på alt. Vel og mærket uden borgerens inddragelse og uden en form for finmasket sortering af, hvor meget der skal kunne deles på tværs.

”Spørgsmålet er, om man skal åbne op, så alle i forvaltningen skal kunne se alt ud fra en forudsætning om, at de alligevel er underlagt tavshedspligt. Eller om man siger, at der er informationer, der alt andet lige er så følsomme, at vi skal sørge for, at de er på færrest mulige hænder,” siger Niels Fenger.

Økonomer skal holdes i ørerne
Han peger på, at Ombudsmanden har haft adskillige sager, hvor myndigheder er gået galt i forbindelse med indførelsen af digital sagsbehandling.

En arbejdsgiver kan eksempelvis have interesse i at blive underrettet, når en medarbejder er syg. Men det er ikke nødvendigvis relevant at vide, at det måske skyldes en eller anden kønssygdom.

”Både forvaltningsloven og persondataloven bygger jo på et princip om, at man kun må overlade følsom information til andre i det omfang, det er nødvendigt, og ikke fordi det kan lade sig gøre eller er praktisk,” siger Niels Fenger.

Han mener derfor, at juriststanden har en vigtig opgave foran sig med at holde Slotsholmens økonomer i ørerne og fastholde, at nogle principper er for vigtige til, at de kan underordnes ønsket om at effektivisere.

”Jeg ved godt, at det er med risiko for at lyde bagstræberisk. Men der er mange af os, der tænker, at der selvfølgelig er betydelige fordele, ved det her, men at det også er vigtigt at overveje, hvilke retsprincipper, der risikerer at blive ofret i digitaliseringens navn," siger Niels Fenger.