Debat

Krag: Udvalg skal vurdere brug af sundhedsdata

DEBAT: En fælles adgang til sundhedsregistret giver anledning til et eftersyn af systemernes opbygning. Et nyt udvalg skal derfor afveje potentialer og sikkerhed i brug af sundhedsdata, skriver sundhedsminister Astrid Krag.
Foto: colourbox
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sammensætningen af STARS-udvalget er også et signal om, at vi tager patient- og datasikkerhed meget alvorligt, for vi sikrer på den måde, at både regioner, kommuner, patientforeninger, forskningsverden og erhvervslivet bliver hørt.

Astrid Krag (SF)
Minister for sundhed og forebyggelse
Fakta

Altinget | Velfærdsteknologi har sat gang i et nyt debatkoncept, som går under navnet Velfærdsteknologidebatten. Det nye koncept vil overordnet fokusere og styrke den politiske og faglige debat i Danmark på området for velfærdsteknologi. Løbende inviterer Altinget l Velfærdsteknologi eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger på området for velfærdsteknologi.

Fra 24. september og en måned frem handler Velfærdsteknologidebatten om medicinalvirksomhedernes adgang til danskernes sundhedsdata.

Mød denne måneds debatpanel.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Af Astrid Krag
Minister for sundhed og forebyggelse (SF)

Gennem de seneste uger er det her på Altinget | Velfærdsteknologi blevet debatteret, hvordan vi skal indrette os i forhold til forskning i sundhedsdata. Debatten er ikke ny, men aktualiseret af, at regeringen tidligere på året fremlagde vores vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger.

Som en del af den plan vil vi med baggrund i Danmarks unikke samling af sundhedsdata styrke Danmarks allerede stærke position inden for forskning og udvikling af lægemidler.

Det er naturligt, at nogen lufter en bekymring for, om øget forskning i sundhedsdata risikerer at ske på bekostning af utilfredsstillende data- og patientsikkerhed.

Det skal bestemt have vores opmærksomhed, og jeg mener, at det er meget velkomment at diskutere, hvordan vi giver de bedst mulige rammer til forskningen, samtidig med at vi indbygger de nødvendige garantier for datasikkerheden. Jeg mener nemlig ikke, at sundhedsforskning og patientsikkerhed er hinandens modsætninger, men to ting, der godt kan gå hånd i hånd.
 
En gylden mulighed
Når vi nu skal i gang med at udmønte vækstplanen, er det netop en anledning til at se kritisk på, om systemerne er bygget fornuftigt og forsvarligt op. Som et nyt tiltag har jeg for ganske nylig nedsat et nyt stående udvalg, Strategisk Alliance for Register og Sundhedsdata (STARS), som skal være helt central i at vurdere potentialer og forsvarlighed i anvendelsen af danske sundhedsdata.
 
For mig at se har vi en gylden mulighed for at gøre det endnu bedre, beholde og styrke vores enestående position inden for sundhedsforskning og sikre, at vi hele tiden får udviklet bedre og klogere behandling til patienterne. Og samtidig har vi muligheden for at bidrage til Danmarks vækst og øget beskæftigelse, hvis flere ser muligheder i at sætte gang i forskningsaktiviteter i Danmark.

Vækstpotentialet er der, og derfor har regeringen også sammen med Venstre, Konservative og Liberal Alliance afsat 17 mio. kr. til at skabe en velfungerende fælles indgang til de nationale sundhedsdata og sikre koblingen til Den Nationale Biobank.
 
Problemstillinger skal tages op
Jeg vil gerne understrege, at når vi arbejder for at gøre adgangen til statistiske sundhedsdata logisk, gennemsigtig og mindre bureaukratisk, så er det ikke ensbetydende med, at vi vil slække på de skrappe krav, der stilles til forskerne, eller værne mindre om patient- og datasikkerhed. Tværtimod.
 
Sammensætningen af STARS-udvalget er også et signal om, at vi tager patient- og datasikkerhed meget alvorligt, for vi sikrer på den måde, at både regioner, kommuner, patientforeninger, forskningsverden og erhvervslivet bliver hørt. De får således også til opgave at drøfte relevante problemstillinger i forhold til patientsikkerhed og rådgive om mulige løsninger.

Jeg er overbevist om, at vi med den rette, åbne dialog og konstruktive tilgang kan give sundhedsforskningen det løft, der kan sikre Danmarks styrkeposition på længere sigt, og samtidig sørge for, at danskernes sundhedsdata er i sikre hænder. Gevinsterne vil både være bedre behandling og flere job.
 
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

0:000:00