Kronik

Opråb fra eksperter: Digitaliseringens skyggesider skal i fokus i kampen mod mistrivsel

En ny regering bør have fokus på digitaliseringens skyggesider i arbejdet for bedre trivsel blandt børn og unge, skriver Dorte Ågård, David Madsen og Heidi Als Ringheim på vegne af netværket Tech & Trivsel.

Stillesiddende og ensformig didaktik på grund af overdreven brug af digitale læringsplatforme i folkeskolerne er bare en blandt mange skyggesider ved digitaliseringen, skriver netværket Tech & Trivsel.
Stillesiddende og ensformig didaktik på grund af overdreven brug af digitale læringsplatforme i folkeskolerne er bare en blandt mange skyggesider ved digitaliseringen, skriver netværket Tech & Trivsel. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Under den netop overståede valgkamp kom børn og unges mistrivsel i fokus. Vi, der til daglig beskæftiger os med digitalisering og børn og unges trivsel og udvikling, ser klart, hvordan ureguleret skærmbrug og aktivitet på sociale medier bidrager til mistrivslen.  

Vi retter derfor denne appel til de partier i Folketinget, der i øjeblikket afsøger samarbejdsmuligheder, og som skal formulere et kommende regeringsgrundlag:  

Gør digitalisering og dens negative bivirkninger til et tydeligt fokus på tværs af ministerier. Påtag jer at finde veje til at regulere og begrænse børn og unges skærmbrug.

Det er nødvendigt for at sikre en børne- og ungdomskultur, der fortsat er præget af sunde fysiske fællesskaber og meningsfulde aktiviteter med plads til bevægelse, fordybelse og gode søvnvaner. Det, mener vi, er nødvendigt for at mindske den voksende mistrivsel. 

Fakta

Netværket Tech & Trivsel består af:

  • Morten Baggesen, repræsentant for techkritiske forældre, administrator i Tech & Trivsel 
  • Jesper Balslev, forskningskonsulent, ph.d., KEA, medstifter af Analogiseringsstyrelsen   
  • Morten Fenger, klinisk psykolog, ph.d., specialist i psykoterapi 
  • Louise Klinge, børne- og skoleforsker, ph.d., EDUK, NO!SE, medlem af Børnerådet 
  • David Madsen, autoriseret psykolog, DABECO, børnesagkyndig i Medierådet for børn og unge 
  • Nicola Nyhave, autoriseret psykolog og specialist i børnepsykologi 
  • Mie Oehlenschläger, stifter Tech & Childhood, ekstern lektor i Nye Medier, medl. af Etisk Råd 
  • Katrine Pedersen, specialist i digital kultur, stifter af Tech & Childhood, ekstern lektor ITU  
  • Imran Rashid, læge, Health Director Lenus 
  • Heidi Als Ringheim, sexolog, parterapeut, Mediesundhed for børn og unge 
  • Bent Meier Sørensen, professor, ph.d., CBS  
  • Dorte Ågård, selvstændig klasseledelsesforsker, ph.d., tidl. seniorrådgiver AAU  

Bag denne kronik står netværket Tech & Trivsel, som består af eksperter og organisationer, der har fokus på området. Vi ser, at det er nødvendigt at frisætte børn og unge fra techindustriens forførelse og give dem mulighed for at leve det liv, som børnene og deres forældre selv ønsker, og ikke det liv, som techindustrien ønsker at fastholde dem i.  

Vi ønsker også at understøtte de familier, som hver dag kæmper for at få deres børns opmærksomhed og nærvær – en kamp mod techgiganternes forretningsmodeller, så familiemedlemmerne kan genvinde en stærk forbindelse til hinanden.  

Digitaliseringens skyggesider 

Computeren og smartphonen har gjort nogle ting lettere. Men listen over de skyggesider og risici, som er fulgt i kølvandet, er lang. Her er nogle af dem: 

Læring og uddannelse 

  • Forsinkelse af småbørns sprogudvikling på grund af passiv skærmbrug 
  • Folkeskolen: Stillesiddende og ensformig didaktik på grund af overdreven brug af digitale læringsplatforme; begrænset fælles leg og bevægelse i frikvartererne på grund af mobilbrug  
  • Ungdomsuddannelserne: Problemer med koncentration og fordybelse og dermed faglighed på grund af digital støj fra sociale medier, streaming, spil og shopping; mindre lærer-elev-kontakt
  • Kognitive belastningssymptomer i form af problemer med koncentration, hukommelse og impulskontrol som følge af konstant strøm af digitale stimuli og multitasking 

Fysisk og socialt liv 

  • Forstyrrelse af tilknytningen mellem forældre og småbørn: Hyppige afbrydelser fra skærme, der hæmmer emotionel kontakt og synkronisering mellem barnets nervesystem og forældrenes nervesystem 
  • Søvnmangel som følge af skærmbrug ved sengetid og om natten med problemer med stofskifte, overvægt, stress og depression til følge 
  • Stigning i antallet af børn med nærsynethed på grund af skærmbrug og ophold inden døre 
  • Mistrivselsskabende tilskyndelse til perfekthedskultur, usund sammenligning og fear of missing out på sociale medier 
  • Indskrænkning af livsnødvendige aktiviteter – bevægelse, fysiske fællesskaber, naturoplevelser med mere – som følge af, at 12-18-årige bruger 5,5 timer om dagen på digitale platforme, herunder sociale medier og gaming 

Grænseoverskridende digital adfærd 

  • Digitale krænkelser, overgreb, chikane og deling af nøgenbilleder, der kan få svære psykologiske og fysiske konsekvenser  
  • Adgang til pornoplatforme, selvskadegrupper og lignende, der kan få svære psykologiske og fysiske konsekvenser  
  • Adgang til ulovligt, kriminelt eller ekstremistisk indhold på digitale platforme 
  • Kommerciel udnyttelse af børns digitale dataspor 

Hvert enkelt punkt er alvorligt. Men det værste er mængden af problemer. I de organisationer, vi hver især tilhører, arbejder vi dagligt med at dokumentere problemerne og behandle eller rådgive om skadevirkningerne. Men alt for længe har debatten været præget af den påstand, at der slet ikke er grund til alarm. 

Argumenter fra techleverandører og medieforskere holder ikke  

Argumenterne fra en uhellig alliance af techleverandører, digitaliseringskonsulenter, medieforskere og pædagogiske forskere har været, at ”fremtiden jo er digital”, og at den digitale påvirkning derfor er et vilkår, vi må lære at leve med.  

Disse meningsdannere har især forsøgt at argumentere med, at der mangler videnskabelig evidens for sammenhæng mellem mistrivsel og skærmbrug, og skærmbrug er ikke farligt.  

De digitaliseringsbegejstrede tech-leverandører, digitaliseringskonsulenter, medieforskere og pædagogiske forskere tager fejl. Der er al mulig grund til alarm og til at begrænse børn og unges skærmbrug,

Netværket Tech & Trivsel

Konklusionen har ofte lydt, at bekymringerne bygger på udokumenterede fordomme, utidssvarende normer og teknologiforskrækkelse. Der har også lydt en parole om, at hvis man sætter grænser for børns skærmbrug, hæmmer man deres frie udfoldelsesmuligheder og indskrænker deres rettigheder. 

Derfor har det heddet sig, at fagfolk og forældre ikke må begrænse deres deltagelse, men alene skal gå i dialog med dem og opmuntre dem til at bruge medierne på en fornuftig måde, så de selv kan vælge deres egen vej i det digitale liv. 

Men disse argumenter holder ikke, og det er der fire væsentlige grunde til: For det første er det forkert, når de fagfolk, der advarer mod ”alarmisme”, påstår, at skærmbrug i sig selv ingen skadevirkninger giver.  

De argumenterer med, at der højst er tale om et symptom på noget andet, for de børn og unge, der udvikler problemer, er dem, der i forvejen mistrives, siger de. Det er ikke skærmbrugens skyld, for den er i sig selv ikke skadelig.  

Men vi ser noget andet. Skærmbrug kan også i sig selv fremkalde problemer. Argumentet om, at det kun er problematisk for udsatte individer, bagatelliserer hvor mange mennesker, der er ramt af den række af skadevirkninger, vi lige har oplistet.  

Når vi kommer til en anden konklusion, er det ikke mindst, fordi vi står på en anden og bredere faglighed end fokus på it og medierne selv. Vi henter faglige kriterier fra blandt andet læringsteori, motivationsteori, klasseledelsesteori, udviklingspsykologi, neuropsykologi, fysiologi, søvnforskning og sexologi. Dette brede faglige fundament er nødvendigt, hvis man skal vurdere, hvad skærmene gør ved os. 

Børn og unges selvkontrol er oppe imod techgiganters adfærdsdesignere 

Den anden grund til at insistere på, at der er tale om negative virkninger, er, at bevidstheden om dem også er blevet påtrængende blandt forældre og de unge selv. Ubehaget ved skærmene har vokset sig stort, ikke mindst efter coronatidens intensive skærmbrug.  

Flere ønsker i dag, at der kommer retningslinjer for skærmbrug på linje med andre nydelsesmidler (sukker, fedt, sodavand, alkohol, nikotin med videre). De oplever, at skærmene er blevet en trojansk hest, som børn og unge frivilligt og dagligt lukker ind i deres liv og fællesskaber, og som skader deres psykiske og fysiske sundhed og evne til at koncentrere sig og lære i skolen.  

”Bare de sociale medier aldrig var blevet opfundet”, kan man i dag høre unge sige, fordi de føler sig afmægtige over for deres eget forbrug. 

Den tredje grund til at modsige fortalerne for ikke at sætte grænser er, at deres argumentation hviler på en eklatant fejlslutning. Den er, at børn og unge er i stand til selv at skrue ned for overdreven skærmbrug, hvis de får det at vide, eller hvis de bliver ”digitalt dannet”, så de kan lære at navigere i det digitale univers.  

Det kræver nemlig en selvkontrol, som de ikke har, fordi deres eksekutive funktioner i hjernen ikke er færdigudviklede, og derfor har de en begrænset impulskontrol.  

Strategien forudsætter således, at de selv kan styre noget, der i virkeligheden ikke kan styres af børn og unge, for de er oppe imod en superintelligent overmagt i form af techindustriens adfærdsdesignere, skræddersyede algoritmestyring og fastholdelsesmekanismer, som hele tiden ved, hvad der kan holde børnenes opmærksomhed lidt længere.  

Det årelange daglige forbrugsmønster af skærme har for længst sat sig som spor i hjernen og kropsliggjorte, automatiserede mønstre, som er vanskelige at bryde selv. Det er svært for voksne, og det er alt for svært for børn og unge. 

For det fjerde vokser mængden af undersøgelser, der påviser sammenhængen mellem mistrivsel og skærmbrug. De steder, hvor der stadig mangler sikker viden, solid dokumentation eller mere præcise undersøgelsesmetoder, skal konklusionen være, at vi som minimum anlægger et forsigtighedsprincip.  

Danmark er det mest digitaliserede land i verden, vi er ”længst fremme”, som det hedder, og noget tyder på, at vi også er ”længst fremme” i at mærke bagsiderne i det, der har karakter af et stort samfundsmæssigt eksperiment. Derfor må vi reagere på de rapporter, der giver anledning til indgriben. 

Summa summarum: De digitaliseringsbegejstrede tech-leverandører, digitaliseringskonsulenter, medieforskere og pædagogiske forskere tager fejl.  

De har hidtil fået lov at sætte dagsordenen og levere argumenter for mere og mere digitalisering. Men der er al mulig grund til alarm og til at begrænse børn og unges skærmbrug. 

Ni initiativer til at stoppe skadevirkninger ved skærmbrug

Samtidig med, at flere og flere erkender, at vi betaler en høj pris for digitaliseringen, må man konstatere, at det paradoksalt nok stadig er tvivlsomt, hvor store gevinsterne er. Digitale medier er eksempelvis i stor stil blevet introduceret i skolesystemet med løfte om, at eleverne ville blive meget dygtigere, og at man kunne spare og effektivisere skolerne.  

Men de positive effekter i skolen lader vente på sig. Undersøgelser – både danske og internationale – dokumenterer, at man ikke kan påvise nogen effekt på elevers udbytte af digital teknologi sammenlignet med alle mulige andre undervisningsmæssige indsatser. Men de digitaliseringsbegejstrede bliver ved med at påstå, at der er ”potentialer” i digitalisering – bare vi arbejder nok med det. 

Gevinsterne er tvivlsomme, den hidtidige ”ansvar for egen skærm-strategi” har slået fejl, og den er en individuel belastning for børn og unge. Derfor må voksne nu tage det digitale ansvar på sig og i langt højere grad beskytte børn og unge i stedet for bare at tale til deres sunde fornuft.  

Vi vil derfor appellere til Danmarks kommende regering om at tage initiativer til at stoppe skadevirkningerne ved skærmbrug: Regulere, fraråde eller begrænse børns og unges skærmbrug, få demokratisk kontrol med de magtfulde kommercielle tech-firmaer og begrænse sociale mediers negative indflydelse. 

Her er de vigtigste initiativer: 

  1. Få sociale medier ud af skolen og ungdomsuddannelserne. Udarbejd konkret inspiration til skolerne med handlemuligheder, for eksempel etablering af firewall, mobilholdere og generel styring af elevers skærmbrug 
  2. Sæt en aldersgrænse for, hvornår børn må få udleveret Chromebooks og iPads, eksempelvis fra 7. klasse. Involvér forældrene, og installer spærringer mod skadelige platforme 
  3. Indkald grundskolens og ungdomsuddannelsernes organisationer til diskussion om, hvordan vi begrænser tilstedeværelsen af mobiltelefonen i skoletiden, og om tiden er kommet til et forbud mod mobiler, ligesom man gjorde i Frankrig i 2018 (på en måde, der fortsat sikrer elever med læsevanskeligheder støtte)  
  4. Giv børn, forældre og lærere analoge rettigheder: Giv dem ret til analog opdragelse og undervisning, hvis de mener, det er nødvendigt, i stedet for tvungen brug af skærmbaserede medier 
  5. Prioriter økonomisk støtte til foreninger, der fremmer fysiske fællesskaber som attraktive alternativer til digitale aktiviteter, og støt initiativer, der fremmer sunde søvnvaner 
  6. Gør techindustriens fastholdelsesmekanismer og manipulerende designs ulovlige 
  7. Indfør aldersrelateret adgangsbegrænsning og sikker aldersverificering på skadelige platforme; hæv alderen for digitalt samtykke til 16 år, som er EU-standard (p.t. 13 år i Danmark) 
  8. Opprioriter alderssvarende techkritisk undervisning i grundskolen og ungdomsuddannelser og på lærer- og pædagoguddannelserne 
  9. Afsæt midler til forskning i effekterne af børn og unges skærmbrug og færden på internettet 

De ni punkter er kun starten af en række andre nødvendige initiativer. Men hvis vi realiserer dem, kan vi tage vigtige skridt mod at bruge de digitale medier som det fremskridt, de på mange områder har været, uden alle de utilsigtede negative bivirkninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Heidi Als Ringheim

Sexolog og parterapeut, foredragsholder, debattør, medstifter af og formand for foreningen Mediesundhed for Børn og Unge