Professor: Brug for svar på centrale spørgsmål om disruption i sundhedsvæsenet

Af Kjeld Møller Pedersen

Professor i sundhedsøkonomi og politik, SDU

Det engelske udtryk disruption er blevet til et dansk ord – ja, vi har endda fået et Disruptionråd.

For mange er det lidt uklart, hvad den direkte oversættelse – forstyrrelse – betyder. Groft taget er det vel en forstyrrelse af de normale tilstande på et område. Nærmest lidt af en revolution, der vender op og ned på det kendte.

Begrebets ophavsmand brugte det til at beskrive en teknologisk udvikling, hvor innovationer af produkter og services grundlæggende ændrer en branches forretningsmodeller ved nye produktionsformer, organisering eller produktionsprocesser – med vidtrækkende konsekvenser der, hvor den nye forretningsmodel tages i brug.

Hele den såkaldte platformsøkonomi, eksempelvis Uber, Airbnb og danske GoMore, er eksempler herpå. Det centrale er, at det med ét får mennesker til at tænke og agere på en anden måde. Efter et vist punkt er det en åbenlys god ide, der breder sig som en steppebrand.

Spørgsmålet er, om der findes sådanne eksempler på sundheds- og socialområdet.

Der er fascinerende mange muligheder i de digitale fremskridt på sundheds- og socialområdet.

Kjeld Møller Pedersen

Professor i sundhedsøkonomi og politik, SDU

Der er fascinerende mange muligheder i de digitale fremskridt på sundheds- og socialområdet. Det er svært ikke at blive begejstret, når jeg læser de ugentlige nyhedsbreve fra The Medical Futurist. I det seneste nummer er der en tankevækkende artikel om ”Digital Health Is A Cultural Transformation Of Traditional Healthcare Through Disruptive Technologies”.

Der males med bred pensel, men der savnes et par centrale spørgsmål: Kan udviklingen erstatte almindelige operationer? Kan det erstatte nødvendig fysisk pleje, indsats af traumeteams i forbindelse med ulykker og så videre – som vel stadigvæk er kerneydelser?

Eller er de nye digitale teknologier især et spørgsmål om at kunne (fjern)monitorere og signalere potentielle problemer og muliggøre rådgivning?

Bliver det bedre?
Når jeg – som for nylig ved en konference om Fremtidens Digitale Sundhedsvæsen – havde valgt en dobbelttydig titel på mit indlæg, "Digitaliseringsforskrækkelse og -begejstring", ser mange mig som en maskinstormer, når jeg efterlyser svar på elementære spørgsmål.

Bliver det bedre for borgerne/patienterne/de ansatte – helst dokumenteret? Erstatter det eksisterende ydelser, eller er det tillægsydelser til allerede eksisterende tilbud?

Det sidste er af åbenbar betydning for det økonomiske nettoresultat, som dog ikke skal være bestemmende i de tidlige udviklingsfaser.

Begejstringen og fascinationen ved de interessante perspektiver får os ofte til at glemme at stille helt afgørende spørgsmål, når begejstrede fortalere ruller fremtidsscenarier ud med sød musik.

I Danske Regioners og Mandag Morgens rapport Sundhed i Skyen fra 2016 taber man næsten pusten: 

”Professionelle sundhedsundersøgelser via en app på telefonen. Operationer gennemført af læger, som befinder sig tusind kilometer væk. 3D-print af organer. Piller med en indbygget sensor, der indsamler informationer om hjerterytme, søvnrytme og kroppens øvrige reaktioner.

Det er nogle af elementerne i de kommende års digitale revolution, der radikalt vil kunne ændre den måde, vi som samfund og borgere forstår og håndterer vores sundhed på.”

Spørgsmål, der ikke bliver besvaret
Nogle af spørgsmålene, man skal bede fagprofessionelle og kommercielle fortalere besvare for ikke at blive blæst helt omkuld, er:

1. Er det fugle på taget eller på hånden? Hvor moden er teknologien? Er den klar til ibrugtagning i dagligdagen, eller er den fortsat i en udviklingsfase – og hvad er tidshorizonten i givet fald?
   
   

På et kommende plejecenter i Holbæk får alle demente beboere installeret en såkaldt sleep-tracker, som er en sensor i madrassen, der registrerer søvn, puls og vejrtrækning. Det er sandsynligvis en moden teknologi. IBM's Watson, der kan stille diagnoser, er fortsat i en (interessant) udviklingsfase sammen med Rigshospitalet.
   
   
2. Hvilke forudsætninger skal være opfyldt for tage teknologien i brug? I en McKinsey-rapport om digitalisering i det svenske sundhedsvæsen stilles der en omkostningsreduktion på 25 procent over 10 år i udsigt. Rapporten udpeger dog også nogle udfordringer, der vil være forbundet med at realisere det digitale potentiale. 

Omstillingen vil kræve betydelige investeringer, strukturelle ændringer og en omlægning af ledelsessystemet for at opnå en klarere ansvarsfordeling.
   
   
3. Hvad bliver bedre for patienterne sammenlignet med nu-situationen? Hvor dokumenteret er det? Ofte har nye teknologier ikke været evalueret nogenlunde stringent. En god undtagelse herfra er eksempelvis nogle velafprøvede app’er inden for psykiatrien.
   
   
4. Endelig – økonomens evige spørgsmål: Erstatter teknologien eksisterende ydelser, eller er den en udvidelse af tilbudspaletten? Og hvad vil dét betyde for sundheds- og socialvæsenets budgetter?