Sundhedsprofessorer: Pulsmålere kan føre til overbehandling

Af John Brodersen og Klaus Høyer
Professorer ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, KU

Administrerende direktør i IT-Branchen Birgitte Hass foreslår 15 november, at det offentlige sundhedsvæsen skal gøre langt mere brug af de data, som borgerne selv kan skabe med nye digitale værktøjer: ”Gør brug af borgernes data og red liv”.

Birgitte Hass mener at vide, at målinger med forskellige apparater og mobiltelefoner af for eksempel puls, temperatur, vejrtrækning og blodtryk ikke blot kan opdage sygdom tidligt, men også føre til færre sundhedsudgifter og redde liv.

Så skråsikker er hun i sin sag, at hun konkluderer: ”Potentialet er så stort, at vi ikke kan tillade os at overse det”.  

Det er desværre ikke så simpelt, som hun antager. Vi er ikke i tvivl om, Birgitte Hass ved en masse om it-branchen, men i forhold til forebyggelse er hun lidt på tynd is.

Selvkontrol kan ende med flere sundhedsudgifter
Der er ikke videnskabeligt belæg for, at målinger af puls, temperatur, vejrtrækning og blodtryk i den brede befolkning ved hjælp af smartphones eller smartwatches samlet set fører til mere gavn end skade.

Der er ikke videnskabeligt belæg for, at målinger af puls, temperatur, vejrtrækning og blodtryk i den brede befolkning ved hjælp af smartphones eller smartwatches samlet set fører til mere gavn end skade.

John Brodersen og Klaus Høyer
Professorer i Folkesundhedsvidenskab, KU

Derimod findes der videnskabelige undersøgelser, hvor raske personer er blevet inviteret til generelle helbredstjek blandt andet med måling af blodtryk og hjerterytme, som viser, at man ikke kunne nedsætte hverken sygelighed eller dødelighed.

Med tidlig opsporing opstår derudover risiko for en række andre uheldige, men desværre velkendte og ikke særligt positive effekter. Det kan for eksempel føre til overdiagnostik og overbehandling og dermed øgede sundhedsudgifter.

Det kan også give den enkelte patient flere år af livet, hvor man ser sig selv som patient (frem for rask), og det kan udløse falske alarmer, der kan give bekymringer, utryghed og øget brug af sundhedsydelser.

Der er altså ikke på nuværende tidspunkt noget belæg for, at vi skal opfordre den brede befolkning i Danmark til at begynde at måle deres puls, temperatur, vejrtrækning og blodtryk eller andre fysiologiske eller biologiske mål med deres smartphones eller smartwatches – nærmest tværtimod.

Det er rigtigt, at forebyggelse kan gøre meget godt. Screening af raske personer har, når det bruges rigtigt, potentiale til at medføre gavnlige virkninger i form af nedsat dødelighed, nedsat sygelighed, mere skånsom behandling, og hvis man screener for forstadier eller risikofaktorer til sygdom, så kan en tilsigtet gavnlig effekt også være nedsat forekomst af selve sygdommen.

Screening kan dog også give en række negative konsekvenser. Det kræver for hvert enkelt tiltag sine egne undersøgelser at finde balancen. Sådan er det med alle former for tidlig opsporing. 

Vi skal ikke digitalisere uden grund
Selvom man er glad for digitalisering, kan man altså ikke sige, at digitale hjælpemidler til tidlig opsporing automatisk gør forebyggelsen bedre.

Undersøgelser viser store problemer med, hvad de digitale hjælpemidler egentlig måler, mange målinger kan manipuleres, det målte har ikke altid nogen sikker betydning for sygdom og sundhed, og endelig er der langt fra at vide, at et givet tal udgør en risikofaktor til rent faktisk at kunne gøre noget, der virker, ved denne risikofaktor.

Hvis Birgitte Hass tror en samtale med lægen om seneste måling fra din iPhone, får folk til at leve deres liv anderledes, må hun hellere begynde at læse lidt forebyggelseslitteratur, før hun farer i blækhuset igen.  

Allerede i 2014 kom Deloitte med en rapport, som på mange måder argumenterede ligesom Birgitte Hass for tidlig opsporing for at spare penge. Rapporten ligger til grund for mange af de ændringer i sundhedsdatainfrastrukturen, vi ser i dag.

Det er faktisk ved at blive muligt at uploade flere data, og det kan også have nogle fordele, når det bruges rigtigt. Set som forebyggelsespolitik var Deloittes rapport imidlertid på mange måder et pinligt dokument.

Både Deloitte og Birgitte Hass taler frit ud fra folkemodeller og gætværk, hvor de burde konsultere forskningen, før de foreslår grundlæggende ændringer af det danske sundhedsvæsen og den måde, danskerne lever deres liv. 

Der er ikke fuld enighed blandt forebyggelsesforskere om, hvad der er det rigtige at gøre med alle disse teknologier, men der er relativt bred enighed om, at det kræver meget stor vished, hvis man intervenerer i raske menneskers liv og potentielt påfører dem en risiko, de ellers ikke ville have fået.

Derfor skal vi passe på med at lade vores teknologibegejstring flyde over i forebyggelsesbegejstring.

Potentialet er stort, som Birgitte Hass skriver – men potentialet er både positivt og negativt, og vi skal derfor nøjes med at vælge de teknologier ud, som har flere positive end negative effekter.