Sygeplejersker: Hæv ambitionerne for telemedicin

Af Grete Christensen
Formand for Dansk Sygeplejeråd

For nylig blev resultaterne fra det telemedicinske storskalaprojekt Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH) offentliggjort.

Det er et af de første danske telemedicinske storskalaprojekter og en konkret udløber af den daværende regeringen, KL og Danske Regioners telemedicinske handlingsplan: Telemedicin – en nøgle til fremtidens sundhedsydelser fra 2012. Evalueringen dokumenterer tydeligt, at telemedicin er til gavn for både patienter og personale, men hvordan kommer vi videre herfra?

Telemedicin bliver ofte i debatten fremhævet som løsningen på sundhedsvæsenets ressourceproblemer. Med telemedicin kan flere patienter nås, og telemedicinske løsninger kan være svaret, når der mangler sundhedspersonale i nogle egne af landet.

Udnyt potentialet 
Og rigtigt er det da, at telemedicinske løsninger i storskala kan være en mulighed i et betrængt sundhedsvæsen. Erfaringerne fra KIH-projekterne peger i retning af, det er vanskeligt at realisere direkte besparelser i forhold til personaleomkostninger på sygehusene, men der ses et potentiale i forhold til indlæggelser/ sengedagsforbrug.

Her opnåede man samlet i KIH-projekterne et fald på 13 procent. Det potentiale skal selvfølgelig udnyttes. Et eksempel er de mange KOL-patienter, hvor Danmarks Lungeforening peger på, at der er cirka 25.000 akutte indlæggelse om året. Kan bare nogle af disse undgås som følge af telemedicinsk udstyr i hjemmet, er der naturligvis en økonomisk gevinst at hente.

Hvad vil Folketinget og regeringen gøre for at sikre rammer, der kan give en større udbredelse af telemedicin? Tiden må være kommet til at arbejde med samlede nationale løsninger på tværs af sektorer. 

Grete Christensen
Formand for Dansk Sygeplejeråd

Først og fremmest er der dog tale om bedre livskvalitet for patienterne. Alle hidtidige indsatser med telemedicin peger på, at det giver patienterne en større frihed og for lungepatienternes vedkommende også en større tryghed. Dertil kommer, at det kan give mulighed for mere direkte patientinddragelse og for eksempel for nogle borgere med psykiatriske lidelser, kan det give den kontakt, de ellers ikke ville få.

Må kvalitet og etik tælle?
Det er vigtigt at holde fast i, at telemedicinen skal give en bedre patientbehandling og sygepleje og ikke blot effektivisere arbejdsgange.

Det er ikke uvæsentligt, for det betyder, at telemedicinske løsninger, der højner livskvaliteten, men er samfundsmæssigt dyrere end de hidtidige løsninger, også skal i spil. Er politikerne i regeringen og Folketinget klar til det? Et eksempel er netKOL, hvor KIH-evalueringen peger på, at den telemedicinske løsning viser en stigning i omkostninger på 21 procent og dermed reelt bliver dyrere i personaleressourcer, men patienterne rapporterer om en tydelig forbedring i deres mulighed for at mestre hverdagen – målt på blandt andet positivt og aktivt engagement i livet, følelsesmæssigt velbefindende samt social støtte.

Og omvendt: Kan man som patient vælge en telemedicinsk eller teknologisk løsning fra, hvis installationen af hospitalsudstyr i hjemmet synes for overvældende – også selv om det vil være en dyrere løsning. Vil det for eksempel være i orden i fremtiden at fravælge dialysebehandling i hjemmet frem for på hospitalet. Vil det være acceptabelt at bede om en personlig konsultation med en psykiater frem for en konsultation på distancen?

Hvad er den største barriere?
Indimellem nævnes personalets modvillighed mod telemedicinske løsninger som en stor barriere for indførelse af telemedicin i storskala. Intet kunne være mere forkert.

I hvert fald for sygeplejerskers vedkommende. Sygeplejersker er i den grad klar til telemedicin, fordi de kan se gevinster både for patienter og den faglige kvalitet. Men der skal selvfølgelig være de rette forudsætninger for at kunne høste gevinsterne af den telemedicinske satsning. Set fra sygeplejerskens vinkel drejer det sig for eksempel om integration med sygehusets øvrige it-systemer, og at der er ledelsesmæssig opbakning. Det er ikke den enkelte sygeplejerske, der har magten til at organisere og implementere telemedicin i det storskalaformat, som alle peger på. Det er de øverste ledelser og ikke mindst politikerne i Folketinget, regionerne og kommunerne, der skal skabe de nødvendige rammer.

Hvad vil Folketinget gøre?
Det halter stadig, som der peges på i KIH-evalueringen i forhold til integration med den elektroniske patientjournal og ledelsesmæssig opbakning, og der er derfor også grund til at spørge: Hvad vil Folketinget og regeringen gøre for at sikre rammer, der kan give en større udbredelse af telemedicin? Tiden må være kommet til at arbejde med samlede nationale løsninger på tværs af sektorer. Hvordan vil politikerne i Folketinget sikre det?

Telemedicin rejser mange spørgsmål af faglig, økonomisk og etisk karakter. For at få svarene på dem skal de naturligvis debatteres, og det kan kun ske på baggrund af erfaringer. Med KIH-projekterne har vi fået nogle første erfaringer med storskalaprojekter – men der er behov for flere. Der er grund til at stile højere og større – først og fremmest for patienternes skyld.