Tre A'er: Bogen "Hvordan kan ny teknologi redde verden?" er velskrevet og vidende, men svarer ikke på spørgsmålet

Diis-forsker Adam Moe Fejerskov har skrevet en fin lille bog til serien "Moderne Idéer”, der tager livtag med nogle af tidens største udfordringer.

Den har fået titlen "Hvordan kan ny teknologi redde verden?". Som titlen antyder, handler den om teknologi, og hvordan vi bruger teknologien til at arbejde for os – og ikke imod os.

Bogen er velskrevet og vidende, og jeg følte mig oplyst af nogle af de personlige historier, der gennemsyrer bogen, og som giver den et mere autentisk præg. Som i forordet hvor forfatteren beskriver sin tid i Etiopien med sin chauffør Geethu, og hvordan han oplever, at Uber ikke fungerer i landet, da techvirksomheden bygger på nogle incitamentsstrukturer, der presser chauffører til at køre for meget eller på tidspunkter, der ikke er humane.

Adam Moe Fejerskovs geopolitiske indflyvning i starten af bogen er også interessant. Fra det amerikanske militærs ageren i Afghanistan og brugen af biometri og irisskanninger til covid-19 og konflikten i Myanmar, hvor rohingyaerne forfølges med hjælp fra den data, som FN indsamler på flygtninge og internt fordrevne.

Væsentlige dilemmaer fungerer som baggrundstæppe

Væsentlige dilemmaer bliver rejst. Blandt andet ser Adam Moe Fejerskov på, hvordan vi kan sikre, at den teknolog der udvikles også anvendes etisk korrekt. Eller hvordan teknologien udvikles og tilpasses lokale kontekster, så teknologien bliver et asset og ikke en byrde for den lokale udvikling og økonomi. 

Bogen er velskrevet og vidende, og jeg følte mig oplyst af nogle af de personlige historier, der gennemsyrer bogen, og som giver den et mere autentisk præg.

Niels Tanderup
Klummeskribent, direktør i cBrain

Og det fungerer godt som baggrundstæppe til bogens centrale budskab og omdrejningspunkt, som er en appel om at demokratisere teknologiudviklingen: At sætte mennesket i centrum for innovationen, så den i højrere grad tager udgangspunkt i brugernes virkelighed. Særligt dem der bor i det globale syd.

Her oplister Adam Moe Fejerskov en lang række eksempler på, hvordan succesfulde, vestlige platforme og sociale medier ikke er tilpasset en lokal afrikansk kontekst, men i stedet er udviklet ud fra en kommerciel verdensanskuelse i Europa og særligt Silicon Valley.

Præmissen er ikke adækvat

Adam Moe Fejerskov tager også fat om nogle meget centrale og vigtige emner i forhold til datasikkerhed, samt hvordan store multilaterale organisationer som FN og stormagter som USA indsamler data. Og ikke mindst hvordan de håndterer dem.

Forfatteren formulerer det således:

”Stort set alle organisationer involveret i udviklings- og humanitært arbejde forsøger at sætte ny teknologi i spil for at forbedre livet for fattige og fordrevne verden over. Men måden, det sker på i dag, er i alt for høj grad inspireret af værdier fra Silicon Valley, om ekstrem hastighed og af ligegyldighed og arrogance i forhold til, hvem der udvikler og definerer, hvilke former for teknologi der skal hjælpe med at redde verden."

Hvis det er præmissen for analysen i bogen, er jeg enig i, at vi skal gentænke de bagvedliggende værdier, der styrer teknologiudviklingen.

Men jeg oplever ikke, at den præmis Adam Moe Fejerskov præsenterer, er adækvat. Og det er her, bogen i min optik bliver for ensidig og ikke svarer på, hvordan teknologi kan redde verden, men i stedet giver eksempler på, hvornår teknologi ikke lykkes i en udviklingskontekst.

I det lys bliver bogen for unuanceret og falder ned i en tåge af relativisme. For hver gang en teknologi som eksempelvis Uber eller Facebook bliver kritiseret i bogen, kan man vende bedetæpperne om, og finde tilsvarende argumenter for, at de selvsamme platforme har bidraget til en positiv udvikling. 

Jeg oplever ikke, at den præmis Adam Moe Fejerskov præsenterer, er adækvat. Og det er her, bogen i min optik bliver for ensidig og ikke svarer på, hvordan teknologi kan redde verden, men i stedet giver eksempler på, hvornår teknologi ikke lykkes i en udviklingskontekst.

Niels Tanderup
Klummeskribent, direktør i cBrain

Savner en dybere refleksion over teknologiens bidrag

I tilfældet med Uber argumenterer Adam Moe Fejerskov for, at de underminerer det eksisterende taxamarked i Etiopien. Men læser man videnskabelige artikler omkring Uber (Dama International Journal of Researchers (DIJR), Vol 1, Issue 11, November 2016, red.), er der langt overvejende positive konklusioner. Både i forhold til pris, adgang, sikkerhed – for chauffører samt kunder – og i den mobilitetsfremgang og beskæftigelse, platformen bibringer.

Sådan er det ofte med platformsøkonomien. Den disrupter eksisterende strukturer og udfordrer status quo. Men den er hovedsagelig positiv.

Så jeg savner en dybere refleksion over, hvad teknologien bidrager med, frem for en ensrettet kritik af, hvor den ifølge Adam Moe Fejerskov fejler.

For Instagram og Facebook er jo også platforme, der kan bruges til at dele information og fastholde et netværk, som rigtig mange finder meget værdifuldt.

Andre vil mene at Facebook misbruger data til at fastholde brugere i nogle forbrugs- og meningsmønstre. Det er derfor ofte et tveægget sværd, når vi ser på teknologi.

Mangler en vurdering af hele det digitale økosystem

M-Pesa, som er en app til at overføre penge, er et godt eksempel på teknologi, der virker i Afrika. Men der findes mange andre – også lokalt udviklede – applikationer, som giver stor nytte i udviklingslande.

I Kenya har appen Pesapal flere funktioner og betalingsmuligheder end M-Pesa og bruges til at købe og sælge varer. Derudover kan den udsende kvitteringer, lave en betalingshistorik og sende meddelelser (via e-mail eller sms), når betalingerne forfalder.

Et andet område, hvor ny teknologi bruges flittigt i Afrika, er landbrugsområdet, hvor eksempelvis M-Farm leverer opdateret markedsinformation og forbinder landmænd og købere gennem en digital markedsplads.

Så jeg savner, at Adam Moe Fejerskov nuancerer brugen af teknologi, og ikke kun ser på de store platforme i et kritisk lys, men vurderer hele det digitale økosystem. På godt og ondt. 

En anelse dogmatisk

Og så finder jeg det en anelse dogmatisk, når Adam Moe Fejerskov skriver, at private interesser har en dagsorden, der er etisk uansvarlig og profitdrevet. Forfatteren mener, at teknologiudviklingen skal ”rykkes fra private interesser til at tage form af globale (og lokale) offentlige goder” for at lykkes.

Det forudsætter på et eller andet plan, at det offentlige skal eje teknologien eller selv udvikle ny teknologi. Og at private interesser (læs: startups) primært har øje for at kommercialisere deres opfindelser frem for at arbejde med teknologi, der også tjener et højere formål. 

Jeg savner en dybere refleksion over, hvad teknologien bidrager med, frem for en ensrettet kritik af, hvor den ifølge Adam Moe Fejerskov fejler.  

Niels Tanderup
Klummeskribent, direktør i cBrain

Det er for snæversynet.

For det første kan det offentlige ikke drive en tilstrækkelig innovativ teknologiudvikling. Historien har vist, at det ikke fungerer, og jeg tror heller ikke, det er særlig produktivt. Det offentlige skal i stedet lovgive og sætte nogle høje standarder for brug af data, og for hvordan produkter sættes på markedet.

For det andet findes der et hav af virksomheder, der samtænker det kommercielle med det at gøre en forskel og agere værdibaseret i dag, som bidrager til en meget positiv udvikling i det globale syd.

Vigtigheden i at inddrage brugerne mere

På ét punkt er jeg dog enig med Adam Moe Fejerskov: Vigtigheden i at inddrage brugerne mere, så teknologiudviklingen i højere grad kan komme nedefra og op, frem for oppefra og ned. Det sker allerede i høj grad i dag og særligt i startup-miljøerne, men kan blive bedre.

Dog løser vi ikke den del ved at skyde skylden på softwareingeniørerne, som Adam Moe Fejerskov gør.

Jeg tror nærmere, at svaret på Adam Moe Fejerskovs appel ligger i det politiske. For politik er ofte drevet af magt og økonomiske interesser og selvsamme arrogance, som Adam Moe Fejerskov taler for, at Silicon Valley besidder.

Så svaret på, om teknologi kan redde verden, ligger i min optik mere hos vores politikere i at udvikle rammerne for hvordan teknologien anvendes i vores demokrati, end at teknologiselskaberne skal demokratiseres.