Biologen i byggebranchen

Fortalt til Katrine Falk Lønstrup

“Da jeg hørte, at Bygningsstyrelsen søgte ny direktør og efterfølgende læste stillingsopslaget, følte jeg mig næsten kaldet til at søge det job.

Jeg har ellers været med fra start, da Byggeri København blev etableret for godt tre år siden, og har derfor været med til at opbygge det som enhed.

Men gennem hele min karriere har det været vigtigt for mig at turde prøve nye ting. Jeg er egentlig uddannet biolog, og da jeg var i Miljøstyrelsen, skiftede jeg eksempelvis over til Institut for Miljøvurdering, der blev stiftet af Bjørn Lomborg. Jeg kan huske, flere af mine nærmeste kolleger mente, det var helt skørt, men det var simpelthen af ren nysgerrighed.

En grundpræmis for, at demokratiet og de politisk styrede organisationer kan virke, er jo netop, at befolkningen har tillid til politikerne, og hvordan der bliver handlet – og det kommer altså blandt andet af, at befolkningen forstår, hvorfor der bliver gjort, som der bliver gjort.

Rasmus Brandt Lassen
Direktør i Bygningsstyrelsen

I en tid, hvor der virkelig blev ført værdikamp på miljøet, stod Miljøstyrelsen og Bjørn Lomborgs institut som to yderpunkter i debatten. Og selvom jeg på ingen måde var enig i alt, hvad Bjørn Lomborg sagde, så jeg det som en mulighed for at udvikle mit eget perspektiv på hele miljødagsordenen.

Det er nok også derfor, jeg i virkeligheden har bevæget mig helt fra at være biolog og ansat i Miljøstyrelsen til i dag at arbejde i byggebranchen. Der er formentlig nogle, der vil tænke, at jeg er rykket lidt på tværs, men for mig har det været en logisk udvikling, fordi min nysgerrighed har drevet mig.”

Børnene er store nu, 13 og 17 år, så jeg skal ikke skynde mig hjem længere. Men da de var små, gik jeg tidligere, og jeg var faktisk også på nedsat tid i en periode.

Rasmus Brandt Lassen
Direktør i Bygningsstyrelsen

Tilliden ryger, når folk ikke forstår embedsværket
“Jeg tror også, jeg er nået dertil, hvor jeg er nu, fordi jeg er vedholdende. Vedholdende på den måde, at jeg tør sige det højt, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Jeg oplever desværre ofte, at mange i lokalet tilsyneladende forstår, hvad der foregår, og hvis man så alligevel stiller nogle spørgsmål, fordi man ikke selv forstår det, mærker man et lettelsens suk hos de andre i lokalet, der faktisk heller ikke forstod det. Derfor er det altså vigtigt at turde være den person, der stiller de lidt svære spørgsmål. Ikke for hverken at angribe eller provokere, men for simpelthen at insistere på at forstå.

Det handler i virkeligheden også om, at man på den måde bidrager til at reducere kompleksitet. Der er meget inden for den verden, jeg er en del af, der i sidste kan være med til at øge kompleksiteten i samfundet, fordi man så gerne vil have alle nuancerne med. Og der har jeg faktisk konsekvent forsøgt at arbejde den modsatte vej, så vi bruger vores gode forstand til at gøre tingene mere overskuelige, mere klare, lettere at kommunikere og ikke mindst lettere for folk, der står udenfor, at forstå.

En grundpræmis for, at demokratiet og de politisk styrede organisationer kan virke, er jo netop, at befolkningen har tillid til politikerne, og hvordan der bliver handlet – og det kommer altså blandt andet af, at befolkningen forstår, hvorfor der bliver gjort, som der bliver gjort. Det skal man huske at holde fast i som embedsmand.”

Først leder som 41-årig
“Der bliver talt mere om stress på mange arbejdspladser i dag. Og der mener jeg, at man som topleder har et afgørende ansvar for at vise en bæredygtig tilgang til sit arbejde. Derfor er jeg meget bevidst om, hvordan jeg arbejder. Jeg er ikke sådan en, der sidder og fiser husleje af til langt ud på aftenen, men jeg arbejder hårdt, gør det, jeg skal, og gør også noget ekstraordinært, når jeg er på arbejde. Jeg arbejder på en måde, der gør, at jeg kan holde til det på den lange bane. Og så har jeg jo også en familie, jeg gerne vil hjem til på et tidspunkt.

Børnene er store nu, 13 og 17 år, så jeg skal ikke skynde mig hjem længere. Men da de var små, gik jeg tidligere, og jeg var faktisk også på nedsat tid i en periode, da jeg var ansat i Miljøstyrelsen. Alligevel er det tydeligt for mig, hvor hurtigt mine børns tidlige barndom er gået. Og derfor er jeg også meget bevidst om, at alle ikke er samme sted i livet, og vil generelt hellere måle folk på, hvilke resultater de opnår, end hvor mange timer de sidder i deres stol.

 Jeg har nogle gange oplevet, at folk er havnet i et dilemma, fordi de tror, man er nødt til at blive leder tidligt, hvis man gerne vil den vej i sin karriere. Og det kan da godt være, det er det, man skal, men jeg blev altså først leder i en alder af 41 år. Det er der måske nogle, der vil tænke, er sent. Men man skal bare huske, at det jo ikke er ensbetydende med, at jeg ikke har dygtiggjort mig og samlet sammen til at blive leder inden da. Jeg har eksempelvis arbejdet i Københavns Kommunes Rådhussekretariat, hvor jeg kom tæt på det politiske, og i Miljøstyrelsen, hvor jeg lærte, hvordan man får interessenter til at arbejde sammen.

Selvfølgelig fungerer det også for nogle at gøre karriere tidligere. Det har jeg ingen mening om. Men jeg tror i hvert fald, at man skal passe på, at man ikke hele tiden føler, man har travlt.”

Vi skal undgå at komme i uføre
“Da Bygningsstyrelsen lige er lidt større end Byggeri København, bliver en af de store forskelle, at der er skudt et ledelseslag mere ind. Jeg har været vant til at være direkte chef for fem kontorchefer, mens jeg i Bygningsstyrelsen også har to vicedirektører under mig. Derfor kommer jeg måske også til at zoome lidt mere ud, end jeg har gjort i Byggeri København, og så bruge mere tid på det strategiske og kommunikationsmæssige.

Selvom jeg jo kun lige er tiltrådt i Bygningsstyrelsen, har jeg selvfølgelig også hørt om de sager, der har været omtalt i pressen. De konkrete sager som eksempelvis etableringen af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet, der blev både forsinket og fordyret, er blevet lagt over i Vejdirektoratet, men der ligger stadig en stor opgave i at sikre, at sådan noget ikke sker igen. Og det bliver en topprioritet for mig at arbejde med, hvordan vi kan reducere risikoen for, at vi kommer i lignende uføre i fremtidige sager.

I Byggeri København har vi haft nogle lignende problematiske sager som blandt andet opførelsen af Ørestad Skole. De var heldigvis i mindre målestok økonomisk, men der har ikke desto mindre været så stor uenighed, at det flere gange er endt i voldgiftssager. Og derfor har vi arbejdet en del med den måde, vi udbyder vores opgaver på. I stedet for at udbyde til mange forskellige, som så alle kan flyve i flæsket på os, hvis der er noget, der går galt, har vi arbejdet med at samle hele værdikæden i en kontrakt, som vi så arbejder sammen med over en årrække på forskellige projekter, så vi kan lære noget fra projekt til projekt.

Selvom det ikke nødvendigvis er det samme, der skal til i Bygningsstyrelsen, har jeg en klar fornemmelse af, at jeg har noget at bidrage med.”