Domstolsstyrelsen: Retssikkerheden har brug for solid juridisk forskning

Af Merethe Eckhardt
Udviklingsdirektør, Domstolsstyrelsen

Som ansat ved Danmarks Domstole er det hjerteblod for mig at stå vagt om magtens tredeling.

Altså det faktum, at vi i fællesskab har indrettet vores demokratiske retssamfund, så det er Folketinget, der skaber Danmarks love, regeringen, der forvalter lovene, og domstolene, der dømmer.

Denne tredeling forhindrer dog ikke, at der igen og igen opstår offentlig debat om retssystemet.

Politikerne kan ændre lovene
Ofte handler det om udfaldet af afgørelser i enkeltsager. Det er sundt, at offentligheden får viden om de konkrete sager og drøfter dem. Drøftelserne kan også handle om noget mere principielt. Nogen mener, at der bliver dømt for hårdt, andre mener, at der skulle dømmes hårdere.

Når det sker, taler vi ofte om forholdet mellem den lovgivende og den dømmende magt.

Forskningen bibringer ikke kun dommerne - men os alle sammen - ny erkendelse, der gør os endnu bedre i stand til at tale sammen om fælles løsninger.

Merethe Eckhardt
Udviklingsdirektør, Domstolsstyrelsen

Hvis man er tro mod principperne i magtens tredeling, så retter politikerne blikket mod den politik, der har skabt loven, og så drøfter man en ændring af loven, hvis/når man ønsker en ny retning.

Når vi i Danmark skal udvikle vores retssystem, fokuserer vi med andre ord normalt på forholdet mellem lovgivningen og dommene. Hvis der er politisk utilfredshed med en domspraksis, så kan politikerne lave lovene om.

Forskning taler ingen om
Der er imidlertid et andet forhold, som vi ofte overser, men som har stor betydning for udviklingen af vores retssamfund. Det er den forskning, der foregår på de juridiske fakulteter på landets universiteter, som jo er det miljø, landets kommende jurister bliver undervist i.

Vi taler ikke så ofte om forskningens betydning for udviklingen og for forståelsen af retssikkerheden. Det er faktisk en skam.

Der er jo det forunderlige ved retssikkerhed, at når den er der og fungerer, så er den nærmest usynlig. Det er først, når den er ved at forsvinde, at vi for alvor får øje på den. Og her har forskere og deres blik for den komplekse helhed en utrolig vigtig rolle.

I sidste uge hørte jeg for eksempel et oplæg af professor Clement Salung Petersen om den civile retspleje under forandring.

Det handlede om, hvordan domstolene skal være ”lovens mand” - og om rollefordelingen mellem dommeren og sagens parter. Oplægget var skarpt, velfunderet og underholdende.

Men det mest interessante for mig var en pointe om retsmægling og forlig i Danmark.

Kritiske spørgsmål fra en forsker
Tilbage i 2016 stod jeg selv i spidsen for et arbejde, der handlede om at gøre retsmægling mere kendt og dermed mere anvendt.

Danmarks Domstoles tilgang var, at danskere gerne selv vil tage ansvar og have indflydelse på forholdene, og at flere mindre tvister derfor med fordel kan løses hurtigere, bedre og billigere for alle parter ved (rets)mægling frem for en mere omfattende retssag.

Så vi udviklede en lille film, der forklarer fordelene ved retsmægling, og vi gennemførte en informationskampagne. Filmen har budskabet, at alle sager i princippet kan mægles – og måske er det noget for dig.

Clement Salung Petersen havde nærlæst konsulentrapporten, der var en del af grundarbejdet. Han hæftede sig ved, at succeskriteriet var at finde de retter, der havde forliget flest sager, dokumentere hvordan de gjorde (best practice) og så brede den praksis ud.

Og så kom den værdifulde refleksion fra forskeren: Er det til gavn for retssamfundet (kritikløst) at brede en praksis ud på den måde?

Giver det mening at tale om en bedste praksis, eller kunne det måske i virkeligheden være til skade for retssamfundet, hvis alle sager skulle retsmægles?

Øjenåbner via forskning
Jeg så nu sagen i et nyt lys. Forskningstilgangen fik mig til at løfte blikket fra den praktiske dagligdag fuld af enkeltsager, der skal håndteres, afgøres, afsluttes. På bedste vis og med det bedste resultat.

I stedet stillede jeg skarpt på det mere principielle og betydningen for retssamfundet og indså, at nok er det væsentligt for Danmarks Domstole at have flere tilbud på hylderne.

Der skal være plads til, at de danskere, der har lyst til selv at tage medansvar for at finde en løsning, også har en vej til at gøre det.

Men grundsynspunktet skal være, at retssagerne er de vigtigste og skal forblive de fleste. Og derfor refleksionen, at retsmæglingen er en lillesøster, der gerne må vokse sig større – men ikke overhale.

Oplevelsen i sidste uge bekræftede for mig, hvor vigtigt det er, at forskerne kigger på dommene, udleder praksis, skriver bøger, der bliver til læringsstof, som dommerne og vi andre læser.