Debat

Forsker: Giv centraladministrationen en nærhedsreform

Corona har forstærket centralisering i Statsministeriet. Måske centraladministrationen har brug for sin egen nærhedsreform, så fagministerierne kan få plads og tillid, skriver Caroline Howard Grøn.

Politiet
har fået en nærhedsreform og der er sat frikommuneforsøg i gang. Måske centraladministrationen også skal have sin egen nærhedsreform, skriver Caroline Howard Grøn.
Politiet har fået en nærhedsreform og der er sat frikommuneforsøg i gang. Måske centraladministrationen også skal have sin egen nærhedsreform, skriver Caroline Howard Grøn.
Caroline Howard Grøn
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har i denne eksamenstermin læst mig igennem en stak opgaver om den nye politireform.

Omdrejningspunktet i den gode opgave var diskussionen af fordele og ulemper ved decentralisering, herunder hvordan man kan forvente, at medarbejdere reagerer på større råderum og mindre kontrol og afrapportering.

Fra forskningen i offentlig styring og ledelse forventer vi, at medarbejdere reagerer positivt på større råderum, og at det giver dem mulighed for at udøve deres profession på en hensigtsmæssig måde.

Den dygtige studerende kunne med det udgangspunkt vise, at reformteksten inddrog den slags overvejelser, når ressourcer og beslutningskompetence flyttes fra Rigspolitiet til politikredsene og videre ud til medarbejderne i politiet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Og man skal ikke lede længe i den offentlige debat om ledelse og styring, før det bliver klart at nærhed, tillid til medarbejderne og råderum til faglige medarbejdere er i høj kurs i forvaltningspolitikken – ikke kun, når det handler om politiet.

Corona har forstærket centralisering til Statsministeriet
Mens jeg har læst eksamensopgaver, offentliggjorde en ekspertgruppe en omfattende udredning om håndteringen af covid-19 i foråret 2020. Den offentlige debat har mest handlet om pressemødet den 11. marts 2020, hvor statsministeren lukkede Danmark ned.

At styrke Statsministeriet løser ikke den ofte berettigede kritik af Finansministeriet for at forsøge på at detailstyre ting, de ikke forstår.

Caroline Howard Grøn
Lektor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Men udredningens væsentligste anbefalinger handler om omkostningerne ved en beslutningsproces, der er centraliseret i Statsministeriet.

”På grund af risikoen for fejl og flaskehalse i krisestyringsprocessen er det udredningsgruppens anbefaling, at Statsministeriet i fremtidig krisestyring finder tilbage til rollen som initiativtager og politisk-administrativt center for procesovervågning på statsministerens og regeringens vegne," skriver eksperterne.

Kort sagt: giv sektorministerierne og deres eksperter plads og tillid til at træffe beslutninger.

Eksperterne er ikke de første, der har bemærket, at magten under denne regering er blevet centraliseret i Statsministeriet. Og som de bemærker, så har centralisering i centraladministrationen en række af de samme ulemper, som vi kender fra andre steder i den offentlige sektor.

Centralisering giver flaskehalse, flytter beslutningerne væk fra de faglige eksperter, og er demotiverende for de medarbejdere, der oplever udøvelsen af deres faglige ekspertise begrænset af kontrol fra toppen.

Kriser medfører ofte centralisering: usikkerhed og kort tidshorisont giver incitament til topstyring – og det kan der være gode grunde til. Men ekspertudredningen viser, at coronakrisen har forstærket en tendens, der også var tydelig inden corona, og at dette kan klemme fagligheden.

Læs også

Magten flytter over på den anden side af Rigsdagsgården
I mange år, var det Finansministeriet, der var centraladministrationens centraliserende organ – til ressortministeriernes store fortrydelse.

Både af mindre noble årsager, der handlede om magt og kompetencer, men også fordi sektorministerierne ofte oplevede at yngste fuldmægtige fra Finansministeriet blandede sig i sager, som de ikke forstod.

Den nuværende regering forholder sig kritisk til Finansministeriets position. Men løsningen har ikke været at sende kontrollen tilbage til sektorministerierne. Tværtimod er centrale processer rykket ind i Statsministeriet. Centraliseringen er forstærket.

At styrke Statsministeriet løser ikke den ofte berettigede kritik af Finansministeriet for at forsøge på at detailstyre ting, de ikke forstår.

Selvom Statsministeriet har opjusteret bemandingen, står de over for mange af de samme udfordringer Finansministeriet også stod overfor, i forhold til en dybdegående forståelse, af de sagsforhold som skal styres. Den slags kompetence opbygges ikke over natten – heller ikke i Statsministeriet.   

En nærhedsreform til centraladministrationen
Så mens resten af den offentlige sektor vejrer morgenluft med hensigtserklæringer om mindre dokumentation, mindre styring og større professionelt råderum, ser det ud til, at det går den anden vej i for embedsmændene i centraladministrationen.

Det er paradoksalt, når man tænker på, hvordan regeringen i øvrigt besynger de offentligt ansattes faglige kompetencer og behovet for at sætte dem i spil. Skal forholdene virkelig være anderledes for DJØF’erne i staten end for SOSU’erne i hjemmeplejen?

Men det er også bekymrende, hvis vi gerne vil undgå, at embedsværket ender i det, vi kalder ”responsiv inkompetence”. Hvis magten centraliseres for meget, er der en risiko for, at der kommer færre ideer og perspektiver med rundt om bordet, når beslutningerne træffes.

Fagligheden ryger i baggrunden og underordnes styringskrav ovenfra. Embedsmænd har en loyalitetsforpligtelse, men de har også en forpligtelse på at holde fast i fagligheden. Stærk magtkoncentration kan udfordre denne forpligtelse.

Der kan være gode grunde til at centralisere i krisetider, men der er også gode grunde til at slippe kontrollen lidt igen, når krisen er ovre. Det er vigtigt for medarbejdernes motivation, for effektiviteten i beslutningsprocesserne og for kvaliteten af den rådgivning embedsværket kan give politikerne.

Nærhedsreform er hot – måske skulle centraladministrationen have sin egen? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Caroline Howard Grøn

Teamleder for dagtilbudsteamet, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
cand.scient.pol., ph.d. (Københavns Uni)

0:000:00