Jens Nymand med opfordring til politikerne: Lad os sætte EU-debatten fri
DEBAT: Macrons store store EU-debat står for døren. Lad os udnytte muligheden og starte en fordomsfri debat om, hvad vi vil med det europæiske fællesskab, skriver Jens Nymand Christensen.
Jens Nymand Christensen
Seniorrådgiver i Cross Culture Project Association og forhenværende vicegeneraldirektør i EU-Kommissionens generaldirektorat for Uddannelse og Kultur.Om nogle få måneder forventes det, at en stor folkelig debat om EU vil blive søsat.
Den franske præsident Emanuel Macron, der er ophavsmand til debatten, ønsker at gå fra de sædvanlige indadskuende EU-debatter for de få indviede, til en bred debat, der skal inddrage borgere i alle medlemslandene.
Indtil videre er debatten strandet på et krav fra Europa-Parlamentet om, at den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt skal være formand for en konference, der skal koordinere debatterne og til sidst prøve at drage konklusionerne.
Verhofstadt er imidlertid helt uspiselig for en lang række medlemslande, herunder Danmark, fordi han er kendt som en egenrådig superføderalist. Men Parlamentet fordeler ofte topposter uden hensyn til den politiske substans. Et 'job for the boys', kunne man kalde det.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected]
Verhofstadt er netop berygtet for ikke at lytte, og han ville givetvis gå til opgaven med en forhåndskonklussion om, at traktaten skal skrives om, og at løsningen på tidens store udfordringer findes ved at overføre yderligere kompetencer fra Medlemslandene til EU.
Vi skal sætte debatten helt fri. Den må ikke dreje sig om institutioner, paragraffer eller traktater.
Jens Nymand Christensen
Seniorrådgiver i Cross Culture Project Association
Mette Frederiksen forbigår EU
Hvor velforberedt er Danmark til at tage del i denne EU debat?
Desværre er mange af vores ledende politikere skræmmende usynlige i EU debatten, bortset fra en lille kreds af 14 danske medlemmer af Europa Parlamentet og partiernes EU-ordførere i Folketinget.
Tænk blot på åbningsdebatten sidste år. Statsministeren holdt en lang tale om det kommende folketingsår, uden at bruge tid på de kæmpeudfordringer, som vi står overfor, og som reelt kun kan løses for et lille land som Danmark ved at finde fælles europæiske løsninger.
Det gentog sig ved statsministerens nytårstale for få uger siden. I en lang tale, der både så bagud og fremad, forbigik Mette Frederiksen fuldstændig EU. Det er vel særlig interessant, fordi hun er den danske statsminister, der har brugt mest tid på sine europæiske opgaver.
Det havde været interessant at høre om hendes erfaringer fra den såkaldte sparebande, der i sidste instans måtte acceptere en kæmpe stigning i EU's budget og krisefond.
Hvor meget forventer statsministeren sig fremover af denne lille gruppe af nordvesteuropæiske lande? Hvorledes kan den bruges til at fremme danske prioriteter? Og planlægger hun at række ud til en større kreds af medlemslande for derved at opnå øget dansk indflydelse på de fælles europæiske løsninger?
Det står hen i det uvisse, hvor statsministeren står, selvom hendes medlemskab af Det Europæiske Råd netop er en af hendes vigtigste arbejdsopgaver - også i 2021.
Et frirum
Det var derfor ekstra beskæmmende, da partilederne straks efter nytårstalen fik lejlighed til at kommentere den.
De nævnte hver især punkter, de savnede i talen. Men EU var slet ikke på deres radar. De talte alle om opgaver som Danmark står overfor i det kommende år, men ud fra et snævert, nationalt perspektiv.
Udgangspunktet for den brede folkelige debat i Danmark om EU ser derfor ikke særlig lovende ud.
Bortset fra kredsen af fanatiske EU-modstandere på de politiske yderfløje, er der ikke tegn på, at de utallige politiske partier og bevægelser, som vi har, er klar til at tage handsken op.
Vi er ellers i dag frigjort fra den primitive ja/nej-diskussion, der har ligget som en dyne over EU-debatten i Danmark i mange år.
Vi står ikke umiddelbart overfor en folkeafstemning, selvom de danske forbehold i stadig voksende omfang lægger begrænsninger på Danmarks muligheder for effektiv at deltage i løsningen af mange af tidens store udfordringer.
Vi burde derfor se den kommende debat som et frirum, hvor vi søger at inddrage flest mulige danskere.
Samarbejde med kommuner og gymnasier
Den nuværende traktat indeholder i øvrigt så mange uudnyttede muligheder for at gøre EU mere effektivt, at der slet ikke er større behov for ændringer.
Hvis de 27 medlemslande for eksempel kan enes om at ratificere traktatsændringer, kan de jo også bruge samme enstemmigheden til at overgå til flertalsafstemninger på en række politikområder, som det netop er forudset i den nuværende traktat.
Det ville være befriende, hvis Folketinget denne gang går videre end det sædvanlig aflad, hvor der afsættes et mindre beløb, som dernæst fordeles efter positive og skeptiske holdninger, og som derfor blot bekræfter skyttegravskrigen, som vi har oplevet siden vi blev medlem i 1973.
Hvorfor ikke - i tæt samarbejde med landets kommuner - sætte særlig fokus på landets gymnasieelever? Afsæt penge til at danske gymnasieklassers kan besøge og modtage gymnasieklasser i andre EU-lande?
Send en gruppe unge afsted med et tv-hold
Vi skal sætte debatten helt fri. Den må ikke dreje sig om institutioner, paragraffer eller traktater.
Stil nogle åbne spørgsmål, som de unge i øvrigt selv kan vælge, om de vil diskutere. Hvad skal der overhovedet samarbejdes om i Europa? Hvilke opgaver og hvilke udfordringer er de vigtigste? Hvorledes sikres det, at samarbejdet om disse fælles udfordringer fører til ambitiøse og effektive løsninger og ikke til en mindste fællesnævner?
Debatten og udvekslingen af unge kunne også passende inddrage danske efterskoler og højskoler.
Samtidig kunne de elektroniske medier og især de to public-service medier tage opgaven op.
For mange år siden optog DR en fremragende programserie, hvor journalisten Frode Kristoffersen rejste rundt i EU og talte med almindelige mennesker i andre europæiske lande.
Programmerne viste, hvor meget de samme bekymringer og udfordringer deles af folk overalt i Europa. Men også den kulturelle mangfoldighed, der netop er Europas styrke og rigdom.
Hvorfor ikke sende en gruppe unge danskere på rejse ned igennem Europa for at møde jævnaldrende og diskutere deres syn på fremtiden i Europa, mens de bliver filmet af tv-hold?
Hvilket Europa vil I have? Hvad forener jer? Og hvorledes vil I sikre, at mangfoldighed ikke fordrejes til at fremme populistiske, højreradikale strømninger, der sætter fokus på forskelle, og som bruger disse som et springbræt til at øge fordomme og modsætninger og derved genopdage farlige, ultra-nationalistiske stemmer med genklang fra tredivernes Europa?
Åben diskussion
Debatten om Europa bør også bruges til at diskutere demokrati og det værdisæt, som skal binde os sammen. EU har altid været såvel et politisk som et økonomisk fællesskab. Det har fra dag et drejet sig om andet og langt mere end handel og det indre marked.
De hjemlige politikere, der jævnligt fremstiller EU som et tag-selv bord, hvor vi blot kan vælge, hvad vi vil være med i, vildleder derfor danskerne. Traktaten er vitterlig et stort europæisk kompromis, hvor alle medlemslandene kan finde sig selv og netop de samarbejdsområder, som de hver især finder vigtigst. Det gælder også for Danmark.
Men vi kan ikke fornægte, at netop værdifællesskabet i disse år udfordres. Vi bør derfor åbent diskutere, hvorledes vi på en og samme tid accepterer, at landenes demokratisk valgte parlamenter og regeringer beslutter for hvert deres land, og samtidig sikrer, at samtlige EU-lande bygger på en retsstat, uafhængige domstole, en fri presse og menneskerettigheder.
Spørgsmålet er, om vi stadig i dag er forenet om disse grundlæggende idéer? Man kan komme i tvivl, når polske myndigheder fører offentligt finansierede kampagner mod deres egen LGTB-befolkning. Eller når Ungarns regering finansierer en stor reklamekampagne mod den ungarnsk-fødte milliardær Georg Soros med uhyggelige, antisemitiske undertoner.
Erfaringerne fra to verdenskrige
Debatten om Europas fremtid er derfor en lejlighed til at høre, hvad danskerne mener. Alle undersøgelser bekræfter, at mens danskerne viser en typisk og sund skepsis, så har der aldrig været større opbakning til Danmarks medlemskab af EU end i dag.
EU blev grundlagt og bygget på erfaringerne fra de to verdenskrige, der lagde Europa i ruiner og kostede millioner af mennesker livet.
Det 21. århundrede vil blive præget helt andre udfordringer og spørgsmål, blandet andet af globaliseringen og dens betydning for borgerne, samt kampen for effektive klimaløsninger.
Derfor rejser det spørgsmålet, om Europa overhovedet kan finde sammen og derved sikre sig en stemme ved siden af klodens andre store spillere, når svarene på disse spørgsmål skal gives.
En fordomsfri debat om, hvad vi vil med Europa, og hvilket Europa vi ønsker og hvorfor, vil også være et godt udgangspunkt til at få EU debatten op i et højere gear på den hjemlige politiske scene.
Hvem ved? Måske nævner Mette Frederiksen endda sine EU-opgaver, sit arbejde i Det Europæiske Råd og sine europæiske ambitioner næste gang, hun skal holde åbningstale eller nytårstale til danskerne?