Domstolsstyrelsen har modtaget den triste besked om, at retspræsident Marie Louise Klenow er død efter længere tids sygdom.
Marie Louise Klenow blev i 2017 udnævnt som retspræsident for Retten i Glostrup. Hendes vej til denne stilling var som Marie Louise selv klassisk, men moderne.
Som nyuddannet jurist fra Københavns Universitet blev Marie Louise ansat i Justitsministeriet og varetog de næste ti år forskellige stillinger på ministeriets område.
Hun var bl.a. dommerfuldmægtig i Frederikssund og kontorchef i Domstolsstyrelsen, da den blev etableret i 1999. Hendes interesse for administration og ledelse førte hende derefter først til en stilling som konsulent i Djøf og siden til chefstillinger i bl.a. Skov- og Naturstyrelsen og Plantedirektoratet.
I 2013 vendte Marie Louise tilbage til domstolene og var både konstitueret landsdommer og dommer ved Retten i Helsingør, inden hun i 2017 kom til at stå i spidsen for landets næststørste byret.
Marie Louise formåede på bedste vis at kombinere interessen for jura og dommerjobbet med sin erfaring og kompetencer inden for ledelse.
Hun var en meget kompetent, handlekraftig og ærlig leder og samarbejdspartner, der med sin løsningsorienterede tilgang altid bidrog aktivt og konstruktivt.
Hun havde et meget stort fagligt og personligt overskud og var altid klar til at tage fra på både store og små opgaver, hvis der var behov for det.
På det personlige plan var det altid en fornøjelse at samarbejde med Marie Louise, der med sit faglige overblik, sin dejlige ligefremhed, gode humør og varme havde en særlig evne til at gøre det komplicerede mere enkelt.
Jeg vil personligt huske Marie Louise for hendes store engagement, energi og smittende latter.
Marie Louise efterlader sig mand og to voksne børn.
- Nato er brudt sammen, og EU er lammet. Nu må vi genoplive idé fra den kolde krig
- Udenrigsministeriet hemmeligholder samarbejde med Washington-lobbyfirma
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker
- Rapport: Stor lukkethed præger dansk forsvarspolitik
- Ombudsmanden går ind i sag om lovbrud i børnesager
























