Tidligere KL-direktør: Opgør med bureaukratiet kræver brede aftaler, der holder

Det tog 12 år at bygge Storebæltsbroen. En bro der bandt Danmark sammen på en ny og enklere måde. Det vil tage mindst lige så mange år at afbureaukratisere den offentlige sektor og skabe en ny og enklere praksis i forvaltningspolitikken.

Opgaven kræver komplekse adfærds- og systemændringer. En udfordring der er så stor, at den bør figurere på Sigge Winthers liste over samfundets "vilde problemer".  For her er der for alvor tale om et problem, der ikke kan løses med enkelte beslutninger eller nye love.

Problemet kan kun løses med viden, inddragelse og partnerskaber. Der er brug for en mangeårig politisk rammeaftale og et langt sejt træk af alle involverede.

Sent i valgperioden

Regeringens nye opgør med bureaukratiet i den offentlige sektor føjer sig til en lang række af initiativer, som skiftende regeringer har sat i værk siden 1980´erne. Det kommer sent i valgperioden. Det gør arbejdet med at give projektet substans og flyvehøjde endnu vigtigere.

Statsministerens udmelding i nytårstalen bar præg af, at der endnu ikke var noget bud på indhold og konstruktion. Det øger risikoen for, at den ender i bunken af gode intentioner.

Foreløbigt tegner det til, at det nye i regeringens udspil bliver, at alle kommuner nu får lov til at vælge et serviceområde, hvor de kan blive fri for nogle af de statslige regler. Altså en udvidelse af forsøget med de syv kommuner, der blev sat "fri" på hver sit serviceområde for et års tid siden.

Det nye og positive i denne valgperiode er, at både højre og venstre side af Folketingssalen taler for en frisættelse af kommunerne.

Grete Tarpgaard

Men det er langtfra nok. Tiden er inde til at gøre en ende på den sædvanlige praksis med, at hver ny regering konstruerer sit eget afbureaukratiseringsprojekt. Det er nødvendigt med en bred politisk aftale, der holder gennem flere valgperioder og som også involverer og forpligter interessenterne.

Det er desværre kutymen, at projekterne bliver lagt i mølposen, når den næste partikonstellation sætter sig i regeringskontorerne. Den tidligere regering nåede for eksempel ikke sit mål om en ”Sammenhængsreform” inden valget i 2019. Og sådan er det også gået med tidligere regeringers projekter. En ny regering starter hellere forfra.

Begrænset udbytte af tidligere forsøg

Afbureaukratiseringsprojekterne siden 1980´erne har rykket alt for lidt i forhold til de kræfter, der er lagt i dem. Udbyttet har hver gang været begrænset. Men indsatserne har kostet uendeligt mange ressourcer hos de involverede politikere og medarbejdere i staten, kommuner, regioner, interesseorganisationer og så videre.

I sig selv nok til, at afbureaukratiseringsinitiativerne burde gøres til genstand for en afbureaukratisering.

Det er tid til et sporskifte. Afbureaukratisering kræver et bredt og stærkt politisk fundament, der kan holde i flere valgperioder. En politisk overenskomst, der ligesom velfærdsforliget kommitter de centrale partier til en fælles retning og dedikeret indsats over en lang periode. Mindst et årti. Og det kræver vilje hos partierne til at opgive gamle politiske sejre og fingeraftryk i lovgivningen, som ikke længere tjener samfundet noget godt formål.

Det nye og positive i denne valgperiode er, at både højre og venstre side af Folketingssalen taler for en frisættelse af kommunerne.

Borgerlige partier foreslog allerede ved regeringens beslutning om at igangsætte forsøgene i de syv kommuner, at frisættelsen skulle omfatte alle kommuner. Og med udsigt til mangel på arbejdskraft og smalhals i de offentlige midler, der kan bruges på velfærd i de kommende år, hvor udgifterne til forsvar og den grønne omstilling vil fylde, så er der et påtrængende behov for at sætte turbo på at afbureaukratisere og finde nye måder at organisere velfærden på i kommunerne.

Forudsætningerne er til stede, er viljen også?

Forudsætningerne synes således at være til stede og bør være en mulighed set i en dansk politisk kontekst og tradition. Folketingets partier skal tages i ed, og det samme gælder de centrale aktører i kommuner, regioner, fagbevægelsen og interesseorganisationer, der har aktier i at projektet bliver en succes.

Der skal leveres en betydelig og dedikeret indsats lokalt af politikere og medarbejdere i kommunerne. Det kræver inddragelse og samarbejde af en helt anden kaliber, end et halvdagsmøde med borgmestre med flere kan klare.

Det bør være en bunden opgave at løse dette ”vilde problem”, som mere end 30 års afbureaukratiseringsprojekter ikke har kunnet løse. Læren er, at projektet ikke kan udformes af en regering i en valgperiode.

Frisættelse kræver partnerskab og mindre partipolitik. Spørgsmålet er, om den politiske vilje til et bredt og længerevarende samarbejde denne gang er til stede?