Verdens Skove: Skovbrugsforskere spreder fantasiforestillinger om biomasse

REPLIK: Skovbrugsforskeres påstande om skove, biomasse og CO2 medfører, at urørt skov opfattes som direkte skadelig for klimaet, skriver Karsten Thomsen. Forestillingen om, at træer udskiller og optager CO2 separat fra CO2 fra f.eks. kul, er ren og skær nonsens.

Af Karsten Thomsen
Lektor, ph.d, Verdens Skove

En fantasiforestilling om skov har bredt sig i debatten om biomasse til energi, ikke mindst på Altinget det seneste år. Skovbrugsprofessorer og -lektorer såvel som biogaskonsulenter fremfører, at CO2 fra afbrændt biomasse har sin egen eventyrlige cyklus, adskilt fra CO2 fra kul.

Professor i skovbrug Claus Felby formulerer det således: ”… mens CO2-udslippet fra afbrænding af træ atter bindes i skovenes biomasse, er det ikke muligt at genlagre CO2-udslippet fra de fossile brændsler”, mens det om afbrænding af træ hedder: ”kulstofgæld tilbagebetales ved, at træet erstatter fossile ressourcer, og ved at skovene vokser til igen”.

Når der til dette eventyr lægges, at skove i Danmark og det øvrige EU har voksende vedmasse, så portrætteres det afbrændte træ som CO2-neutralt, hvis hugst blot ikke overstiger tilvæksten. Regnesimulering for EU's skove antyder, at den samlede årlige høst af biomasse i skove i EU kan øges med 17 procent – fra cirka 420 millioner kbm/år i dag til 493 i 2030, uden at skovene skrumper. Det er forudsat, at man driver skovdrift som hidtil, og højst fjerner 90 procent af tilvæksten (Nabuurs et al.: 2018).

Det eventyr, der fremmanes, fortsætter: Lader vi træerne stå, vil biomassen ”i sidste ende altid rådne og frigive CO2, om vi bruger den eller ej”.

Eventyrforestillingen medfører, at den urørte skov bliver opfattet som skadelig for klimaet. Ved et borgermøde om fredning af den gamle og artsrige Trelde Skov fremførte skovejerne, at urørt skov modsat produktionsskov var skadelig for klimaet. Dette gør, at de nu med udtalt god samvittighed hugger store egetræer ned, inden et fredningsforslag når at blive rejst. Agronom Poul Vejby-Sørensen fra Bæredygtigt Landbrug foreslår ligefrem, at der lægges klimaafgift på urørt skov frem for på kødforbrug.

Imod den optimistiske fortælling taler, at der endnu ikke er vedtagne bindinger på biomasse fra skovdriften i EU, og at vi desuden importerer træflis fra lande uden for EU.

Når Europas skove vokser (stigende vedmasse), så garanterer det heller ikke, at hugsten på det enkelte areal ikke er intensiv, idet det samlede areal med skov vokser.

Hvis man således i EU opretholder den samlede vedmasse ved at ”forsætte hidtidig drift”, så kan det både betyde, at der ikke vil blive udlagt urørt skov til naturformål, og at vedmassen per areal skrumper.

Dette strider imod, at for eksempel Tyskland har et mål om fem procent urørt skov allerede i 2020 (1,6 procent af landarealet), og der er også politiske vinde i mange andre lande om at øge omfanget af vildtvoksende skov til biodiversitet. Det betyder, at de fremskrevne biomassemuligheder for EU skyder for højt.

Den værste fejlslutning handler om de levende organismers carbon som en særskilt konto. Forestillingen om, at for eksempel træer udskiller og optager CO2 separat fra CO2 fra eksempelvis kul eller fra vulkanudbrud, er skinbarligt nonsens.

Ligeså er det helt forkert at tro, at det skulle gå langsommere at optage CO2 fra kul. Det er bekymrende at møde noget sådant vås fra skovbrugsforskere.

Et træ vil lige så gerne optage CO2, der er boblet ud af en skovsø eller en øl som fra en vulkan eller et kulkraftværk eller fra forvitring af mineraljord og klipper. Det går hverken langsommere eller hurtigere, om CO2-molekylet kommer det ene eller det andet sted fra.

Når der i dag er betydeligt mere CO2 i atmosfæren fra fossil afbrænding end tidligere, cirka 400 ppm (parts per million) mod cirka 300 i 1800-tallet, så vil skoves fotosyntese sjældnere gå i stå på en solrig dag, fordi luften lokalt ikke bliver tømt for CO2 så hurtigt. Denne effekt giver derfor større vækst.

Genmålinger på træer i Amazonas tyder således på, at træernes væksthastighed er øget i forhold til tidligere skøn. Man har også i Danmark kunnet vise øget CO2-optagelse i gammel bøgeskov ved Sorø (Pilegaard: 2017) over de seneste 20 år.

Da den forøgede CO2-mængde jo især stammer fra fossil afbrænding, viser eksemplerne, at planter ikke er ”kræsne”, men tager den CO2, der byder sig. I drivhusgartneri er det også almindeligt brugt at ”luftgøde” planterne ved at tilføre CO2 til drivhusluften.

Al snak om, at CO2 fra kul skulle forblive i omløb i millioner af år er – så at sige – helt ude i skoven. Tværtimod optager skove carbon fra alle kilder, ligesom havet gør, ligesom bjergarter gør, ved kemisk omdannelse. Carbon udveksles frit mellem biosfære, atmosfære, hydrosfære og geosfære. ”Alting er forbundet”, som det lyder i en gendigtet indianertale.

Kul opstår ikke i sit eget særskilte kredsløb, men netop via træer og andre planter. Ganske vist tager det i praksis 250 millioner år at danne de reneste former (antracit og diamant), men mindre kan gøre det: Forstadierne til kul kender vi fra det tørv, der blev gravet i danske moser og vandhuller til kakkelovnene under Anden Verdenskrig og fra eksempelvis de vestjyske brunkulslejer.

Tørvedannelsen begynder ikke efter millioner af år, men så snart dødt plantemateriale er mættet med stillestående vand. Som bekendt er land og skov imidlertid blevet intensivt drænet gennem 250 år, så vådbundsjord i dag udgør kun to procent mod tidligere 20-25 procent af landarealet. Dannelse af den tørv, der ville udvikle sig til brunkul og til sidst kul, er således begrænset.

Skovbrugets lærebøger har siden 1960'erne sagt, at skoves tilvækst af vedmasse med tiden vil gå i stå, så der nedbrydes lige så meget ved, som der vokser frem. Og det er let at bekræfte ved opmålinger, i det mindste for levende vedmasse. Det er baggrunden for, at der er en udbredt opfattelse, at nedbrydning af dødt træ i en gammel skov vil frigive lige så meget CO2, som fotosyntesen indfanger.

Men faktiske målinger i mange hundrede europæiske skove viser fortsat nettooptagelse af CO2 i skove på 300, 500 og sågar op til 800 år. I den 250 år gamle urørte løvskov Hainich i Midttyskland optog skoven 4,9 ton C/ha/år. Det er højere end det gennemsnit på 3,5 ton C/ha/år, man vurderer for danske skove.

Men hvor bliver carbon af, hvis vedmassen ikke vokser i meget gamle skove?

Indsigt i jordens indhold af carbon er sparsom og ret ny. Efterhånden som man er begyndt at grave dybere end et spadestik, er de globale skøn for jord-carbon blevet opjusteret.

Så sent som i 2009 opjusterede man til, at der er 1.700 Gt C i den øverste meter jord og 2.400 Gt i de øverste to meter, mens selve jordens vegetation kun indeholder 560 Gt og atmosfæren 750 Gt. Landjordens øverste to meter jord indeholder altså fire gange mere carbon end alle planterne og tre gange mere end hele jordens atmosfære.

I Danmark indeholder skovjorden i den øverste meter dobbelt så meget carbon som planterne. Og den lyse jord under de tropiske regnskove viser sig at indeholde lige så meget som vores brune jorde.

Målingerne af C-flux, altså optag og udslip af CO2, viser, at der forsvinder carbon. Desværre findes der, modsat for træerne, næsten ingen genmålinger over lange tidsrum for jord-carbon.

I Suserup fandt man i 2000 134 ton C/ha i den øverste meter jord, men ændringer er ikke siden påvist.

I en tilsvarende urørt gammel løvskov på den anden side af Østersøen, Eldena ved Greifswald, fandt man på en fugtigere skovbund 340 ton C/ha i den øverste meter (Buczko et al.: 2017). Næsten samme tal er fundet for Monks Wood i England (Patenaude: 2003).

Summa summarum ved vi, at der kan være enorme mængder carbon under skoven. Antagelig har dræning fjernet en del af jord-carbon i danske skove, og en genforsumpning vil kunne vende minus til plus.

Vi danskere ligger i den absolutte superliga i verden med hensyn til drivhusgasudslip per indbygger.

Både klimapolitisk og naturpolitisk har vi åbenlyst behov for noget disruption med hensyn til at bruge land og skov i klimaperspektiv. Blot fordi det gennem århundreder har virket som en god idé at fylde skov i kakkelovnen, dagligt æde kød og flæsk og smør vinteren igennem og rejse sydpå til varmen, så er det i lyset af global opvarmning ikke længere de gamle metoder, der skaber hygge, men snarere uhygge.

I stedet for at stræbe mod at produktionsoptimere skove endnu mere, end vi allerede gør, bør vi gå efter at reducere CO2 på nye måder:

Lad skove gro og land forsumpe, spis mere vegetarisk end animalsk, brug naturgas og kernekraft i stedet for kul, nedbring transport med biler og fly, hold fri i haven i stedet for Havana.

Ikke blot som den enkeltes borgers dråbe i havet, men som ændring af samfundet via tilskyndelser fra politiske og økonomiske værktøjer. Hvad er for eksempel CO2-effekten af, at vi får et land at leve i med mere spændende skovlandskaber og gamle træer? Helt sikkert, at vi rejser mindre til Brasilien og Havana.

Forrige artikel Vindmølleforening: WHO's støjgrænse er ingen hjælp for naboer til vindmøller Vindmølleforening: WHO's støjgrænse er ingen hjælp for naboer til vindmøller Næste artikel Lilleholt slår fast: Fjernvarmeforbrugerne skal ikke bindes Lilleholt slår fast: Fjernvarmeforbrugerne skal ikke bindes
Erhvervslivet: Giv os en fokuseret, grøn forskningsstrategi

Erhvervslivet: Giv os en fokuseret, grøn forskningsstrategi

SATS: Der skal flere penge til forskning og udvikling af nøgleteknologier i den grønne omstilling, men pengene skal gives med et større blik for, hvad samfundets gevinster er. Det er de store mål med DI og Dansk Energis forslag til en grøn forskningsstrategi. Ifølge Klimarådets formand er tankerne rigtige.