Cepos: Rapport udstiller problemer med klimapolitikken

DEBAT: Energiafgifterne er udtryk for en politikfejl, som giver os samfundsøkonomisk dårlige løsninger drevet af lobbyisme og utilstrækkelige politiske incitamenter, skriver Otto Brøns-Petersen fra Cepos.

Af Otto Brøns-Petersen,
Analysechef hos Cepos.

Ministeriernes rapport om, hvordan en omkostningseffektiv energipolitik bør indrettes, er uhyre vigtig, men den burde egentlig være overflødig. Den fastslår meget grundlæggende og dybest set ukontroversielle økonomiske principper.

De har været gentaget mange gange – også i rapporter fra Slotsholmen. Ikke desto mindre vil de indebære en revolution. Som man skriver: ”Den nuværende struktur i afgifter og tilskud er langt fra idealet (…) En omlægning vil medføre en betydelig samfundsøkonomisk gevinst”. Det er i realiteten en hård dom over den hidtidige politik.

Rapporten fastslår, at klimapolitiske hensyn tilsiger en ensartet pris på drivhusgas – og andre udslip – uanset kilden. Givet at Danmark på klimaområdet er underkastet bindende internationale forpligtelser, vil det sige, at prisen skal være høj nok til at leve op til dem.

Udledningerne i EU's kvotesektor er allerede reguleret dér og bør ikke reguleres en ekstra gang nationalt. Det er et tomt slag i luften. Fokus bør være på de danske udledninger uden for kvotesektoren. Her bør en ensartet pris sikre, at der kommer de samfundsøkonomiske billigste reduktioner.

Støtte til vedvarende energi bør gå til de billigste producenter
Hvad hvis politikerne alligevel vil forfølge andre delmål så som en bestemt andel vedvarende energi?

Ja, så hjælper det for det første ikke på klimamålsætningen. Tværtimod lægger det beslag på en del af de ressourcer, som kunne være blevet brugt på klimamålet.

For det andet – påpeger rapporten – bruger vi selv da slet ikke de mest omkostningseffektive redskaber. Hvis man vil støtte vedvarende energi (VE), bør det være gennem en ensartet støtte, så den kommer til at gå til de billigste producenter og VE-typer.

I stedet får de dyreste VE-former i dag størst støtte. Den såkaldte ’energispareordning’ fremhæves også som ineffektiv. Dermed er vi ikke et godt foregangsland, og unødigt høje omkostninger risikerer at gøre os til et dårligt eksempel for andre.

Behovet for intervention i energisektoren kan økonomisk begrundes med såkaldte markedsfejl – især at der ikke uden afgifter med videre bliver sat pris på de skadelige udledninger. Markedsfejlene er imidlertid blevet erstattet store politikfejl – samfundsøkonomisk dårlige løsninger drevet af lobbyisme og utilstrækkelige politiske incitamenter.

Rapporten går af gode grunde ikke ind i dette ellers centrale område. Det er betændt for en offentlig myndighed. Det er imidlertid vigtigt at forstå politikfejlsdynamikken, hvis politikken skal forbedres.

Vi bør gøre, som rapporten anviser
En hyppig indvending mod en omkostningseffektiv politik er, at den nok er teoretisk rigtig, ”men ikke fungerer i virkeligheden”, eller at den ”først er realistisk på langt sigt”. Men dynamikken indebærer, at gradvise og halvt gennemførte forbedringer reelt kan være vanskeligere at gennemføre.

Så længe der ikke styres efter et entydigt princip om omkostningseffektivitet, er det vanskeligere at afvise særinteresser. Og så længe der eksisterer forvridninger i den økonomiske struktur, vil der være virksomheder, der baserer deres økonomiske eksistens på dem.

Kompleksiteten og forvridningerne har det dermed med at være selvforstærkende. Endelig bør alle, som er oprigtigt optaget af klimaproblemerne, gøre sig klart, at desto mindre omkostningseffektivt, klimapolitikken drives, desto mindre får man for pengene.

Derfor kan en pragmatisk strategi være også at gøre det økonomisk og klimapolitisk mest fornuftige. Det vil sige at bygge det kommende energiforlig på de principper for omkostningseffektiv klima- og energipolitik, rapporten anviser – uden andre modifikationer og forbehold, end at nogle af dem kræver lidt tid. Hvis der først fires på principperne, har kravene om yderligere afvigelser logisk set ingen ende. 

Forrige artikel Concito: Klimapolitikken står ved en afgørende skillevej Concito: Klimapolitikken står ved en afgørende skillevej Næste artikel Jørgen Henningsen: Politikere – ikke markedet – skal sikre grøn omstilling Jørgen Henningsen: Politikere – ikke markedet – skal sikre grøn omstilling