Debat

Dansk Erhverv og APPLiA: Længere reklamationsret vil skade den grønne omstilling

DEBAT: Længere reklamationsret vil hverken føre til mere produktholdbarhed eller grøn omstilling. Det vil blot gøre produkterne dyrere, skriver Dansk Erhverv og APPLiA.

Er der grøn omstilling i en længere reklamationsret? Vil vi få en ændret forbrugeradfærd? Vil produkterne holde længere? Det er der ingen dokumentation for. Tværtimod, skriver Lone Rasmussen og Henrik Egede. 
Er der grøn omstilling i en længere reklamationsret? Vil vi få en ændret forbrugeradfærd? Vil produkterne holde længere? Det er der ingen dokumentation for. Tværtimod, skriver Lone Rasmussen og Henrik Egede. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om ikke så længe skal Folketinget drøfte implementering af EU’s køberetlige direktiver i dansk ret. Det lovforberedende udvalg har i et år drøftet et udkast til et lovforslag.

Her foreslår et mindretal at indføre danske særregler og forlænge reklamationsretten fra de nuværende to år til seks år for biler, hårde hvidevarer og elektronik og tre år for alle andre produkter.

Argumentationen er, at det vil bidrage til, at produkterne holder længere, fordi danske forhandlere vil lægge pres på verdens producenter og få dem til at lave mere holdbare produkter.

Forventningen til danske forhandleres indflydelse er groft overvurderet i og med hårde hvidevarer og elektronik fremstilles til et internationalt marked, hvor det danske forbrug kun udgør 0.01 procent af kunderne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Mere væsentligt er det dog, at udvalget ikke har fundet nogen dokumentation for, at længere reklamationsret fører til længere produktholdbarhed. Folketinget har flere gange tidligere afvist forslag om at indføre danske særregler og forlænge reklamationsretten. Det opfordrer vi også til sker nu.

For forslaget vil på flere punkter skade den grønne omstilling, det vil gøre produkterne dyrere for forbrugerne, og det vil gøre stor skade på en i forvejen hårdt presset detailhandel.

Vores grønne tiltag i 2021 må passe til den virkelighed, vi lever i. Ikke til nostalgien

Lone Rasmussen og Henrik Egede
Hhv. markedschef og forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv og direktør i APPLiA Danmark

Danmark følger europæisk flertal
Reklamationsret handler om, hvorvidt en fejl eller mangel var til stede på købstidspunktet. Hvis det vurderes at være tilfældet, skal forhandlerne enten tilbyde at reparere, ombytte eller give pengene tilbage.

Danmark følger med hensyn til reklamationsretten det store flertal af europæiske lande, der har to års reklamationsret. De nuværende regler har i årtier skabt en fin balance mellem forbrugernes rettigheder og virksomhedernes forpligtelser.

For jo længere et produkt bliver brugt, jo sværere bliver det at afgøre, om problemet med produktet skyldes slid eller forkert brug – eller om der er tale om en oprindelig mangel, som var til stede på købstidspunktet. Det vil ofte kræve dyre undersøgelser af produktet for at prøve at afgøre det. 

Er man så uheldig, at et produkt går i stykker, er det vores erfaring, at de fleste oprindelige mangler opstår inden for de første seks måneder af et produkts levetid. Derfor er forbrugerne godt dækket ind med de nuværende to år.

Et produkt, der har virket upåklageligt i fire år, går normalt ikke i stykker på grund af en oprindelig fejl. Men her hører det med til historien, at flere producenter giver udvidede garantier for længerevarende forbrugsgoder.

Grønne gevinster i elektronik
Er der grøn omstilling i en længere reklamationsret? Vil vi få en ændret forbrugeradfærd? Vil produkterne holde længere? Det er der ingen dokumentation for. Tværtimod.  

Hvidevarer er for eksempel varige forbrugsgoder, der ifølge Energistyrelsen – i gennemsnit – står 10-14 år hos forbrugerne. Det tal har været stabilt i mange år.

Nogle vaskemaskiner klarer 20 år eller mere. Andre mindre end ti. En nyere tysk undersøgelse viser, at 60 procent af de fladskærme, som blev købt, erstattede et velfungerende produkt,men forbrugerne ønskede en nyere model.

Mon ikke forbrugerne også fremover vil have lyst til at skifte noget ældre ud?

Det, der ville batte her, er krav om, at alle dele kan udskiftes. Det arbejder EU-Kommissionen allerede på sammen med producenterne. Dernæst at vi følger Sverige og indfører et fradrag for reparation vedligehold.

Der ER grønne gevinster i elektronik. De ligger i bedre, mere miljørigtigt design, hvor produkterne kan skilles ad. De ligger i yderligere lavt forbrug af vand og el og i opbygningen af et reelt marked for genbrug med tilhørende forbrugerret.

Det er alt sammen noget, Dansk Erhverv og APPLiA har arbejdet konkret med i årevis. Det er initiativer, som rent faktisk flytter noget i forhold til grøn omstilling.

Vi frygter desuden, at en længere reklamationsret vil ødelægge markedet for brugte varer. Hvem vil for eksempel turde sælge en brugt bil, hvis de skal give 6 års reklamationsret?

Hvis genbrugte biler – eller andre produkter - bliver dyrere, vil det blive mere attraktivt at købe nyt, og så ryger miljøgevinsten.

Vi skal ikke tilbage til 70'erne
En længere reklamationsret er ikke gratis. Dansk Erhverv har undersøgt, hvilke økonomiske konsekvenser en længere reklamationsret vil have for forhandlerne.

66 procent svarer, at en længere reklamationsret vil give dem flere udgifter, der betyder, at de må hæve priserne. 95 procent af forhandlerne svarer, at deres leverandører ikke dækker mangler, som viser sig efter to år.

Forhandlerne vil altså både skulle bekoste dyre undersøgelser og samtidig dække udgiften, hvis det skulle vise sig, at der var tale om en oprindelig mangel og ikke slid eller forkert brug.

Det vil uundgåeligt gøre varerne dyrere og udgiften vil derfor påvirke deres konkurrenceevne negativt.

For hvad gør forbrugerne, når danske særregler gør varerne dyrere i danske butikker? De søger til udenlandske netbutikker og online markedspladser for at få varerne til billigere. Pris er nu engang det, der kigges mest på, når man handler.

Pris og ydelse hænger sammen. I 1970’erne, da et TV eller en vaskemaskine kostede en månedsløn, var der et servicelager med dimser i bagbutikken. Vi kan ikke drømme os tilbage til de tider – hvis ikke verden udviklede sig, ville en vaskemaskine jo koste 30.000 – 40.000 kroner i dag.

Vores grønne tiltag i 2021 må passe til den virkelighed, vi lever i. Ikke til nostalgien.

Danske forbrugere er godt beskyttet
Er danske forbrugere så godt beskyttede? Svaret er ja.

Danmark har i modsætning til mange andre lande et meget veldrevet forbrugerklagesystem, hvor forbrugerne for meget få midler kan håndteret klager, der ikke løses direkte mellem forbrugeren og forhandleren.

I mange andre lande er forbrugerne henvist til det almindelige domstolssystem, hvilket kan være både dyrt og besværligt.

Det gælder også flere af de lande, som i dag har længere reklamationsret for eksempel Sverige. Her skal forbrugeren selv oplyse sagen – og for eksempel selv betale for en sagkyndigerklæring.

Den grønne omstilling kræver brede europæiske aftaler, som ser vi frem til at bidrage til.

Danmark bør afstå fra omkostningstunge, symbolske og nationale tiltag, der ikke har dokumenteret miljøeffekt eller stiller forbrugeren bedre.

Varige forbrugsgoder bliver grønne gennem bedre produktion, brug og bortskaffelse. Ikke gennem fordyrende danske særregler uden nogen dokumenteret effekt.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Egede

Direktør, APPLiA Danmark og Elektronikbranchen.dk.
cand.comm. (Roskilde Uni. 1987)

Lone Rasmussen

Sekreatariatschef, Trafikselskaberne i Danmark
cand.scient.pol. (1992), kandidat i virksomhedsadministration (2019)

0:000:00