Ny analyse: Vi har brug for solcellerne – og solcellerne har brug for ny politik

KRONIK: De seneste års politik har sat en stopper for udbygningen af solcelleanlæg i Danmark. Det kan betyde, at omstillingen til et fossilfrit energisystem i 2050 bliver dyrere. Derfor skal vi allerede nu sætte gang i udbygningen af solceller, og det kræver ny lovgivning, skriver Brian Vad Mathiesen og Karl Sperling.

Af Brian Vad Mathiesen og Karl Sperling
Hhv. professor og lektor i Energiplanlægning, Aalborg Universitet

Danmarks energisystem skal være fossilfrit i 2050. Vindenergi og biomasse vil udgøre rygraden, men vi kommer ikke uden om solcellerne. De bliver en del af det nødvendige miks af teknologier, der skal udgøre vores fremtidige fossilfrie energisystem. Derfor skal vi tage et opgør med de seneste års politiske forvirring på området, der blokerer for den nødvendige udbygning.

På Aalborg Universitet har vi netop kortlagt udviklingen på solcelleområdet i Danmark og undersøgt solcellernes rolle i fremtidens energisystem. Analysen viser, at solceller i 2050 kan udgøre 10-15 procent af den fluktuerende vedvarende energi i det samlede energisystem – altså den energiproduktion, der varierer efter vind og vejr. Vindmøllestrøm bør udgøre de resterende 85-90 procent.

I tidligere rapporter har vi været med til at tegne retningen for fremtidens energisystem i Danmark. Med denne rapport har vi gennem analyser af energisystemer og GIS-kortlægninger kigget særskilt på solcellernes rolle i energisystemet og hvad der skal til for at understøtte en hensigtsmæssig udvikling på området.

Rapporten opstiller konkrete anbefalinger til, hvordan en forenkling af rammevilkårene kan sikre langsigtede holdbare rammer for borgere og industri, undgå stop-and-go-politik og gøre det muligt for staten gradvist at trække sig ud i takt med at markedet modnes.

Vi anbefaler følgende tiltag:

1. Sol på tagene
Alt tyder på, at mulighederne for solceller på Danmarks tage er store, og de kan bære langt over den nødvendige kapacitet. Hvis markbaserede solcelleanlæg anvendes til at nå samme niveau, ville det beslaglægge store dele af Danmarks markareal. Markbaserede anlæg kan derfor ikke anbefales som generel løsning. Hvis vi skal bruge vores begrænsede plads bedst muligt, skal solcellerne op på bygningerne.

Vi anbefaler derfor, at der installeres 5.000 MW solceller på tagflader frem mod 2050. Det er cirka en femdobling i forhold til i dag. For at sikre en udbygning af tagbaserede anlæg bør der oprettes en årlig udbudspulje på 150 MW øremærket til tagbaserede anlæg. Puljen kan i de første år være mindre, for eksempel 50 MW, men i løbet af en femårig periode bør puljen komme op på 150 MW i takt med at kompetencer udvikles og priserne på solcelleanlæg falder.

Udbygningen af solcellekapacitet på bygninger kan desuden være med til at sikre, at også bykommuner i højere grad kan bidrage til omstillingen af energisystemet, idet det er i de tættere bebyggede områder, at potentialet for solcelleanlæg på bygninger er størst.

2. Ud med nettomålerordningen
Nettomålerordningen, der gør det muligt for solcelleejere at anvende deres egen solcelleproducerede strøm, har siden begyndelsen af 00’erne været afgørende for den danske solcelleudbygning. Dog har de senere års politiske indgreb vist, at ordningen ikke har formået at tage højde for solcellers store prisfald og derfor ikke længere fungerer.

Nettomålerordningen udgør en indirekte støtte til solcelleejere, da de for hver solcelleproduceret kWh, der går til egetforbrug, kan spare elafgifter. Dog kan det ikke betale sig for en solcelleejer at producere mere end til eget forbrug, da strømmen så sælges til spotprisen.

Dette har to negative konsekvenser: For det første modvirker det fordelene ved at energirenovere og formindske energiforbruget. Derudover skaber det et incitament til at installere husstandsbatterier, så egetforbruget kan øges yderligere.

Disse løsninger kan forbedre økonomien for den enkelte solcelleejer, men vores analyse viser, at husstandsbatterier fordyrer det samlede energisystem og risikerer at forhøje CO2-udledningen, samt øge kulforbrug eller biomasseforbrug unødigt. De udgør derfor en suboptimering og bør undgås. I det omfang, der er behov for at installere batterier, bør dette ske i distributionsnettet.

Solceller reducerer generelt ikke behovet for et fælles distributionsnet, og derfor bør ejerne betale elafgifter ligesom alle andre på baggrund af deres forbrug. Omvendt bør solcelleejere som hovedregel ikke betale ekstra for at levere strøm til nettet.

Nettomålerordningen bør derfor udskiftes til fordel for en ny ordning, hvor al solcelleproduceret el sendes på elnettet, uden mulighed for egetforbrug uden om måleren og afregnes efter enten en fast afregningspris eller et fast pristillæg.

Produktion og forbrug af el skal således afkobles, sådan at det ikke længere er egetforbrug af solcellestrøm, der afgør rentabiliteten og størrelsen af et solcelleanlæg, men snarere dets effektivitet.

På længere sigt bør store og små elforbrugere motiveres til at lave langsigtede kontrakter med producenter af solcellestrøm, sådan at statens rolle i forhold til afregning gradvist kan blive mindre i takt med markedets udvikling.

3. Solceller skal ud af bygningsreglementet
Energieffektivisering og renovering af vores bygninger skal prioriteres for at opnå et effektivt energisystem i 2050. Derfor bør bygningers energieffektivitet og solceller reguleres uafhængigt af hinanden, således at produktion af el ikke kan være et alternativ til energieffektiviserende tiltag.

Solceller bør derfor ikke længere indgå som en del af bygningers energiramme, som det i dag sker under Bygningsreglementet. Denne ændring ville samtidig forenkle reglerne omkring solceller.

Generelt skal man kraftigt overveje at holde sig til det gældende Bygningsreglement (BR2015), så man ikke tvinger byggeriet ud i suboptimale løsninger. BR2020 giver nemlig mulighed for at opnå en attraktiv energiramme, alene fordi man har skruet solceller på bygningen – uden at bygningen derudover er energieffektiv. 

Vi anbefaler derfor, at den frivillige BR2020 justeres til at fokusere på bygningens drift samt tekniske krav i stedet for fortsatte stramninger af krav til energirammen. Derudover bør man i højere grad fokusere på eksisterende bygninger i Bygningsreglementet.

4. Prioritér store anlæg og medejerskab
For at fremme de mest effektive løsninger bør det sættes som krav, at bud på den årlige udbudspulje (den på 150 MW) skal have en kapacitet på eksempelvis mindst 40 kW.

Da kun de allerstørste tage har areal til at holde et 40 kW anlæg, skal der åbnes op for, at organisationer og borgergrupper i fællesskab kan lave bud, hvor flere tages kapaciteter samles til et fælles bud på 40 kW. 

Mange husejere er interesserede i at deltage i omstillingen, og bør gives handlemuligheder. Derfor anbefales det at understøtte lokale borgergrupper i at lave fælles bud, eller gå med i bud fra virksomheder, kommuner og organisationer, som ejer mange af de store tage. 

For at de bedste placeringer udnyttes, skal de administrative procedurer være på et minimum. Derfor skal lovgivningen jævnligt efterses, så flest muligt har chancen for at deltage og være medejere. Det vil sikre, at de bedste tage kommer i spil.

Juridiske forhindringer skal undersøges og ændres, så nye anlæg for eksempel er uafhængige af bygningernes ejerforhold. Det kunne være med en taglejemodel.

Generelt bør der gælde de samme vilkår for virksomheder, parcelhusejere, kommuner, boligselskaber og andre organisationer. Det anbefales, at stat og kommuner via energiplanlægning laver en løbende tilpasning af ordningen, i takt med at der indsamles ny viden og erfaringer.

5. Øremærkede midler og tekniske krav skal skabe innovation i sektoren
Danske solcellevirksomheder kan skabe innovation ved at udnytte særlige danske styrker til at udvikle nye solcelleløsninger. Bygningsintegrerede løsninger (BIPV) er eksempelvis et nichemarked, hvor Danmark har særlige kompetencer.

Det anbefales, at for eksempel fem procent af den årlige solcellepulje på 150 MW øremærkes BIPV-løsninger. Denne andel kan udvides efterhånden som teknologien modnes.

Danmark har desuden særlige kompetencer inden for det integrerede energisystemdesign. Det anbefales derfor, at der sættes krav til cellernes systemegenskaber og invertere, så disse kompetencer udnyttes og styrkes.

6. Solceller skal ind i den kommunale planlægning
Kommuner bør arbejde med langsigtede planer og strategier for brug af hustage og facader til energiproduktion.

Kommunerne bør kortlægge, hvor der kan sættes solceller op, og fastlægge, hvilke arkitektoniske og æstetiske krav bygningsejerne skal leve op til.

Det lokale distributionsselskab og Energinet.dk skal desuden være med til at kortlægge eventuelle lokale tekniske begrænsninger for solcellestrøm på nettet, så disse kan udbedres, der hvor potentialerne for store anlæg på tage er størst. En langsigtet strategi på området vil lette sagsbehandlingen og gøre det mere overskueligt og attraktivt for borgere og andre at igangsætte solcelleprojekter.

 

Analysen fra Aalborg-forskerne præsenteres tirsdag ved en konference om solcellernes rolle i fremtidens energisystem på Nationalmuseet i København. Læs mere om konferencen her.

Forrige artikel Østergaard: Verdensmål slår hurtigere igennem i erhvervslivet end politisk Østergaard: Verdensmål slår hurtigere igennem i erhvervslivet end politisk Næste artikel Landbrug & Fødevarer: Vi hungrer efter forskning om klimaeffektivt landbrug Landbrug & Fødevarer: Vi hungrer efter forskning om klimaeffektivt landbrug