Greenpeace: Ny EU-klimalov er dybt skuffende og et eklatant svigt

Af Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

Mens det ene ekstreme vejrtilfælde afløser det andet, og samtidig med at vi herhjemme på danske breddegrader har haft en usædvanlig varm vinter uden meget sne, så har Kommissionen netop sluppet sit ventede forslag til EU’s nye klimalov, der skal sætte EU’s store kurs.

Det er desværre et dybt skuffende udspil, der vil for lidt og for sent. Det svigter eklatant ved ikke at lægge op til markante reduktioner i udledningerne allerede i det næste årti.

Klimavidenskaben fortæller os ellers entydigt, at klimaindsatsen frem mod 2030 bliver afgørende for at bremse klimakrisen. Vi risikerer simpelthen at miste mulighederne for at gøre nok de næste ti år, hvis EU's nye klimalov bliver for vag.

Vi risikerer at tabe et helt årtis klimahandling. Og vi gambler med muligheden for at være dem, der skubber på for at vi får en god aftale på COP26 i november – det vigtigste klimatopmøde siden COP21 i Paris.

Brug for alle gode kræfter
Klimaloven er et væsentligt element i EU’s Green New Deal og skal sætte rammen for, at EU lever op til Parisaftalen. Heldigvis skal forslaget fra Kommissionen nu debatteres og forhandles i EU. Parlamentet og vores nationale regeringer kan stille ændringsforslag til Kommissionens udkast, og derefter skal klimaloven forhandles i de såkaldte trilog-forhandlinger.

Et mål på 50-55 procent, som Kommissionen foreslår, er utilstrækkeligt og dybt uansvarligt.

Helene Hagel
Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace

I disse forhandlinger bliver der brug for alle gode kræfter. Kommissionens forslag til en ny klimalov indeholder nemlig kun ét bindende mål om netto-nuludledninger i 2050. Selv om man allerede blev enige om målet sidste år, er det positivt at få et netto-nul mål i en egentlig lov.

Men målet er for uambitiøst: Det bør fremrykkes til 2040 og i højere grad binde de enkelte lande, som står med de bedste muligheder for en hurtig, gennemgribende omstilling af samfundet.

EU er en af verdens tre største økonomiske magter og er ansvarlig for 22 procent af de historiske drivhusgasudledninger, og dermed bærer vi også et særligt ansvar. Hvis ikke EU som verdens rigeste region kommer igang med at oversætte videnskaben – og befolkningernes – krav om handling, hvem skulle så gøre det? Hvordan skal vi få Kina, Indien, Australien og Saudi-Arabien til at handle, hvis vi ikke selv gør det?

Hvis vores europæiske politikere skal påtage sig dette ansvar, skal vi have gang i reel klimahandling frem mod 2030 nu, og et mål på 50-55 procent, som Kommissionen foreslår, er utilstrækkeligt og dybt uansvarligt. I årtier har vores klimaindsats været i bedste fald halvhjertet – i værste fald har den været skyld i, at vi nu er på afgrundens rand og gambler med selve livets overlevelse.