Klimaministeren om COP26: Når slutfløjtet lyder, skal 1,5 grader være inden for rækkevidde

Den videnskabelige ouverture til årets klimatopmøde, COP26, i Glasgow har på mange måder været voldsom. FN’s klimapanel slog tonen an med deres store rapport i august, der trykkede på alarmknappen og konkluderede, at vi nu kun har knap ti år, før verden rammer en gennemsnitlig temperaturstigning på 1,5 grader. En temperaturstigning, som det ellers er Parisaftalens formål at undgå, og som vil accelerere de voldsomme vejrekstremer, som blandt andet hærgede vores tyske naboer på tragisk vis i sommer.

COP26 skulle oprindeligt have løbet af stablen for et år siden, og allerede der var scenen sat for den vigtigste COP, siden Parisaftalen blev vedtaget. Efter et års tvungen coronadvale, hvor temperaturerne har fortsat deres himmelflugt, er det ikke blevet mindre vigtigt.

Senest har endnu et tal – nemlig 2,7 grader –  taget en tur i mediemanegen. Det er den endestation, vi i øjeblikket har retning mod, baseret på de forpligtelser, som verdens lande har meldt ind til FN forud for COP.

Det er selvsagt langt fra 1,5 grader. Og alligevel er det markant bedre end de 3,2 grader, som vurderingen lød på i 2019. I den forstand har vi aldrig været tættere på at opnå vores fælles klimamål end nu.

Samtidig er sandet i timeglasset ved at rinde ud, så paradoksalt nok er vi stadig alt for langt fra. Man kan sammenligne det med en fodboldkamp: Vi har længe haft kurs mod et klart nederlag, men efter et par hurtige mål har vi momentum. Desværre nærmer uret sig 90 minutter med hastige skridt.

Det er derfor, det britiske COP-formandskab har givet topmødet én overordnet målsætning: At holde 1,5 gradersmålet i live. En målsætning, som vi fra dansk side til fulde støtter op om.

Den gode nyhed er, at nye klimamål fra CO2-mæssige sværvægtere som blandt andet Kina, Indien, Sydkorea, Japan og Australien ikke er talt med i de seneste rapporter. Enten fordi de blev indleveret for sent, eller fordi vi stadig venter på officielle meldinger.

Det betyder ikke, at vi kan forvente, at hullet mellem 2,7 og 1,5 grader bliver lukket allerede i Glasgow. Ikke mindst derfor skal alle verdens lande i år blive enige om, hvordan vi strammer skruen hurtigt. Det er selvsagt ikke nogen let opgave. Hverken at få 197 lande til at blive enige (man opererer nemlig med enstemmighed i processen) eller at komme med realistiske svar på, hvordan den voldsomme acceleration i den grønne omstilling, der er nødvendig globalt, skal se ud i praksis.

Vi ved fra Danmark, hvor svært det er, og vi er endda meget længere fremme end stort set alle andre.

Ikke desto mindre er det en bunden opgave at holde 1,5 graders målsætningen i live. Sammen med Grenada har Danmark fået den opgave af det britiske formandskab at forsøge at identificere de kompromisser, som både er ambitiøse nok, og som samtidig skal kunne accepteres af alle parter. Det er ikke let at finde fælles fodslag mellem Saudi Arabien og Marshalløerne, men det er ultimativt målet.

Hidtil har de mange samtaler, Danmark og Grenada har haft, givet indtryk af, at der er en fælles forståelse af behovet for at gøre noget. Men djævlen ligger som bekendt i detaljen, ikke mindst i samspillet med de andre vigtige forhandlinger, der skal finde sted.

En ofte gentaget mantra til FN’s klimatopmøder er nemlig, at intet er besluttet, før alt er besluttet. Det betyder, at hvis balancen rykker sig på ét område – eksempelvis i færdigforhandlingen af Parisaftalens regelsæt eller klimafinansiering – så har det indflydelse på andre områder også.

Og netop klimafinansiering bliver som altid et afgørende stridspunkt. De rige lande lovede tilbage i København i 2009, at man til sammen ville levere 100 milliarder dollars årligt i 2020 til udviklingslandene. I år skulle det altså være.

Desværre viser de nyeste tal, at man ikke når i mål. Det er selvsagt utrolig skidt. Ikke bare for forhandlingerne, hvor tilliden mellem rige og fattige lande i forvejen knager, men selvfølgelig særligt fordi mange ulande har desperat brug for hjælp til både at håndtere det ekstreme vejr, der hærger i stadig stigende grad, og til at bygge en grøn fremtid.

Fra dansk side leverer vi ellers vores andel med et samlet bidrag, der fra 2023 vil udgøre mindst én procent af de 100 milliarder. 

Mediemøllen drejer sig som oftest om konflikter og konklusioner i selve forhandlingerne, når der er COP, men topmødet er samtidig verdens bedste udstillingsvindue. Det er her, at vi med eksemplets magt kan vise, at grøn omstilling, vækst og jobs ikke er hinandens modsætninger, tværtimod.

Danmark står kun for cirka 0,1 procent af verdens udledninger af drivhusgasser, så hvis vi vil rykke noget i det store CO2-regnskab, så skal vi bruge vores nationale erfaringer aktivt til at inspirere andre. Og i år søsætter vi verdens første alliance, der har til formål at udfase produktionen af olie og gas. The Beyond Oil and Gas Alliance, der blev muliggjort af den historiske danske nordsøaftale, vil samle en række lande og andre store aktører om en fremtid, hvor olie og gas er en saga blot. 

Det bliver nogle heftige uger i Glasgow, men når slutfløjtet lyder, skal 1,5 grader være inden for rækkevidde. Det vil kræve et markant temposkifte de kommende år, men det er nu verden skal handle.