Mette Frederiksen præsenterer ny regering over midten: "Hvis Danmark skal forblive det bedste land i verden, har vi brug for reformer"
Danmarks nye SVM-regering har ambitioner om at frisætte den offentlige sektor, give danskerne skattelettelser samt afskaffe en helligdag. Sådan lyder nogle af punkterne i det "omfattende" regeringsgrundlag "Ansvar for Danmark".
Marie Møller Munksgaard
JournalistEmma Qvirin Holst
JournalistFlere danskere i beskæftigelse, en CO2-afgift i landbruget og en grundlæggende frisættelse af den offentlige sektor.
Sådan lyder ambitionerne fra Danmarks nye midterregering, som Mette Frederiksen præsenterede ved Marienborg onsdag ved middagstid.
Tirsdag aften nåede de historisk lange regeringsforhandlinger nemlig sin ende, og det betyder, at Socialdemokratiet nu har indgået regering med Venstre og Moderaterne.
"Vi danner ikke den her regering, fordi det ikke kunne have gået anderledes. Vi danner den for at levere løsninger," lød det fra Mette Frederiksen, da hun præsenterede regeringsgrundlaget.
Brug for reformer
I det nye regeringsgrundlag "Ansvar for Danmark" lægges der op til otte reformspor blandt andet inden for den offentlige sektor og på uddannelsesområdet.
"Hvis Danmark skal blive ved med at udvikle sig og forblive det bedste land i verden, har vi brug for reformer," lød det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen (V), på pressemødet ved Marienborg.
Helt konkret har den nye regering et mål om at øge arbejdsudbuddet med 45.000, og i denne kontekst lægges der op til at afskaffe store bededag som helligdag for at få danskerne til at arbejde mere.
Samtidig vil regeringen gennemføre markante reformer af den offentlige sektor, og det vil medføre lettelser i topskatten samt skattelettelser i bunden.
De markante reformer skal arbejde mod at sætte "velfærdssamfundet fri", og derfor skal der tages et opgør med bureaukrati og dokumentation, slår Mette Frederiksen fast.
"Vi står over for nogle store udfordringer i vores velfærdssamfund. Her er frisættelse det afgørende våben til at løse de udfordringer," sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
Et "utraditionelt" regeringssamarbejde
De otte reformspor i regeringsgrundlaget beskrives som et "omfattende" program af de tre partiledere, og derfor er der også et stort stykke arbejde forude for Danmarks nye regering. Men det viser ifølge Lars Løkke, hvad der kan lade sig gøre, når man indgår et "utraditionelt samarbejde".
"En af idéerne med den her regering er at finde en god måde at samarbejde om de store problemer i vores samfund," lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Med aftalen om en ny regering er statsminister Mette Frederiksen nået i mål med det, hun gik til valg på, nemlig ambitionen om at danne en regering hen over midten. Dette på trods af, at Jakob Ellemann-Jensen gentagne gange afviste en bred regering over midten under valgkampen.
"Jeg har ment igennem en længere periode, at det er det, vores land har brug for," sagde Mette Frederiksen tirsdag aften.
Det er første gang siden det kuldsejlede SV-samarbejde i 1978, at de to historiske arvefjender – Socialdemokratiet og Venstre – igen deler regeringskontorer.
Denne gang får de selskab af Moderaterne. Det betyder, at den nye regering råder over i alt 89 mandater. Reelt er det altså en flertalsregering, da der ikke er 90 mandater imod den. Det skyldes, at regeringen støttes af mindst tre nordatlantiske mandater, og dermed kan regeringen i teorien få vedtaget alle sine politiske forslag i Folketinget uden foregående forhandlinger med støttepartier.
Den nye regering vil dog gå efter at lande brede aftaler.
"Vi vil aktivt afsøge og afdække, om vi kan lave bredere flertal end det, vi præsenterer i kraft af os selv," siger Mette Frederiksen.