Nyt brancheudspil: Reguler byggematerialer, hvis klimamålet skal nås

UDSPIL: Politisk regulering af byggematerialer er nødvendig, hvis regeringens mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030 skal realiseres. Sådan lyder det i et nyt politisk udspil fra NCC, Danske Byggecentre og FRI.

Foto: Colourbox
Jeppe Maagaard Holm

Vil regeringen realisere sit klimamål, skal byggeriets C02-udslip nedbringes. Og det kræver hurtig politisk handling.

Sådan lyder det fra tre af byggebranchens aktører, der forsøger at få politisk gehør med et nyt klimapolitisk brancheudspil.

Entreprenørvirksomheden NCC, Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI) og Danske Byggecentre opfordrer i udspillet politikerne til at tænke byggeriets materialer ind i en ny klimaplan.

"Vi har gennem 20 år reduceret rigtig meget på driften af bygninger, men vi har ikke gjort ret meget ved materialerne, der bliver brugt i byggeriet. Hvis regeringen vil nå sit høje mål, bliver den nødt til at inddrage byggeriets materialer i en klimaplan," siger administrerende direktør hos Danske Byggecentre Palle Thomsen og tilføjer:

"Vi håber, at den nye regering er opmærksom på, at byggematerialer har en temmelig stor energi- og klimamæssig effekt, når den i slutningen af august tager fat i klimaforhandlingerne. Det står i hvert fald tilbage at blive set."

Krav om klimabudget ved byggeri
Byggebranchen står globalt set for 40 procent af den samlede udledning af drivhusgasser.

I udspillet lægger aktørerne op til, at regeringen bør indføre et lovpligtigt klimabudget for bygninger ved opførelse og ved større renovationer.

Derudover skal byggeprojekter, hvor bygherrer benytter materialer med veldokumenteret lavt klimaaftryk, belønnes. Det kunne for eksempel være en såkaldt EPD-mærkning.

"Det er vigtigt, at vi får en beskrivelse af, hvad de produkter, vi bruger, indeholder. På den måde har man mulighed for at sammenligne produkter og benytte dem, der er mindst CO2-belastende," siger Palle Thomsen.

0:000:00