Venstres nye formand: Vi opdagede klimakrisen for sent

NY FORMAND: Venstre kom for sent ind i klimakampen, lyder det fra partiets nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, der slår fast, at Venstre skal være ”bedre til at lytte" og ”altid” være et grønt parti.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Morten Øyen

Der kommer ikke revolutioner, men nye tider kræver nye svar.

Det var et af budskaberne fra Jakob Ellemann-Jensen, da han lørdag formiddag blev valgt til Venstres nye formand.

Og i sin tale til baglandet fortalte den nye formand, at Venstre har været for langsom til at komme ind i klimakampen.

"Derfor har det alt for ofte været overladt til de røde partier at komme med svar på de nye udfordringer. Det betyder, at store dele af befolkningen tror, at de eneste svar er venstrefløjens. Med forbud, skatter, afgifter og endnu højere offentlige udgifter. Det skal vi gøre bedre," sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Der er en stor, vanskelig og vigtig opgave i at finde de ægte grønne, liberale svar, der faktisk er reelle løsninger og ikke bare ser snævert på Danmark, skruer op for afgifterne og kravene og presser gode arbejdspladser, der allerede er i gang med omstillingen, ud over landets grænser.

Jakob Ellemann-Jensen (V)
Formand for Venstre

I talen sagde han, at Venstre skal være ”bedre til at lytte” og ”altid” være et grønt parti.

Finde liberale svar
Det grønne er nemlig kommet for at blive, lød det fra formanden, der pegede på, at mange borgerlige har det med – fra tid til anden – at grine lidt af veganere. Han selv inklusive.

Men det skal være slut.

"Der er en stor, vanskelig og vigtig opgave i at finde de ægte grønne, liberale svar, der faktisk er reelle løsninger og ikke bare ser snævert på Danmark, skruer op for afgifterne og kravene og presser gode arbejdspladser, der allerede er i gang med omstillingen, ud over landets grænser," sagde han og tilføjede:

”Vi skal være et parti, der tror på, at den sidste gode idé ikke er tænkt endnu, som ikke vågner i frygt for, hvad dagen bringer, og som ikke siger nej til det, der er nyt, bare fordi.”









0:000:00