3F-afdeling søgte "tillidsskabende" medarbejder – valget faldt på Per Christensen

Et år efter afsløring af dobbeltliv er den forhenværende 3F-formand blevet ansat som faglig sekretær hos 3F Mølleåen. ”Vi ville da aldrig nogensinde ansætte en, som ikke er tillidsvækkende,” siger lokalformand. 

Per Christensen var formand for 3F fra september 2013, og indtil han i januar 2022 trak sig fra posten, efter at BT havde afsløret hans dobbeltliv.
Per Christensen var formand for 3F fra september 2013, og indtil han i januar 2022 trak sig fra posten, efter at BT havde afsløret hans dobbeltliv.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jakob Krarup Bjerregaard

Den forhenværende forbundsformand i 3F Per Christensen er på ny blevet ansat i en af 3F’s lokale afdelinger. 

Det sker lidt mere end et år efter, det kom frem i B.T., at Per Christensen i årevis havde levet et dobbeltliv og ført mindst fire kvinder bag lyset.  

Claes Rask Poulsen, konstitueret formand for 3F Mølleåen, oplyser, at Per Christensen siden den 13. februar i år har været ansat i et fast job som faglig sekretær i 3F Mølleåen. 

”Jeg kan bekræfte, at vi har ansat Per, fordi han var bedst egnede i forhold til de ansøgninger, der var kommet ind,” siger lokalformanden. 

Læs også

Ansættelsen er opsigtsvækkende, ikke mindst fordi 3F’s forbundsledelse tidligere har talt imod, at Per Christensen skulle ansættes på ny i landets største fagforbund. 

Det skete, da det i oktober sidste år kom frem, at Per Christensen var blevet ansat i 3F Storkøbenhavn. 

Per Christensens job i 3F

25. januar 2022:
Per Christensen stopper som forbundsformand i 3F, efter at BT har afsløret hans dobbeltliv få dage forinden.

24. oktober 2022:
Berlingske skriver, at Per Christensen er blevet ansat som faglig medarbejder hos 3F Storkøbenhavn.

13. februar 2023:
Per Christensen begynder i stillingen som faglig sekretær i 3F Mølleåen.

”Vi synes ikke, det er klogt, men det er en lokal beslutning i den lokale afdeling. Vi må acceptere, at en lokalafdeling selv bestemmer, hvem de ansætter. Det er bestyrelserne i de lokale afdelinger, der vælger deres personale, og her har Storkøbenhavns medlemmer så valgt dette,” lød det dengang i en pressemeddelelse fra 3F centralt.

Forbundsledelsen mente også, det ”skaber forvirring”, at Per Christensen forlod 3F for derefter at vende tilbage. 3F-ledelsen har ingen kommentarer til den nye ansættelse af Per Christensen. 

Ansættelsen kom først frem mandag i fagmediet A4

I stillingsopslaget, der førte til Per Christensens nye ansættelse, fremgår det, at 3F Mølleåen var på udkig efter en medarbejder, der blandt andet skulle være ”tillidsskabende”.  

Per Christensens job består ifølge jobopslaget blandt andet af at behandle faglige sager og indgå overenskomster. Ifølge Altingets oplysninger skyldes den kortvarige ansættelse i 3F Storkøbenhavn, at Per Christensen var ansat i en tidsbegrænset stilling. 

Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra Per Christensen.  

Lokalformand: Han klarer arbejdet godt 

Claes Rask Poulsen fra 3F Mølleåen vil ikke svare på spørgsmål om Per Christensens dobbeltliv. 

Han forlod jo sit tidligere job som forbundsformand for 3F på grund af sagen om dobbeltliv. Hvilke overvejelser har I gjort jer om at ansætte ham? 

”Lige præcis det har jeg ikke nogen kommentarer til.”

Det er bestyrelsen, der ansætter, og vi ville da aldrig nogensinde ansætte en, som ikke er tillidsvækkende

Claes Rask Poulsen
Konstitueret formand, 3F Mølleåen

Da han fik jobbet i 3F Storkøbenhavn, sagde forbundsledelsen, at de mente, det ikke var klogt, når nu man havde sagt farvel til Per Christensen. Hvordan kan det være, at I ansætter ham trods det? 

”Det har jeg heller ikke nogen kommentarer til.” 

Det fremgår af jobopslaget, at man skal være tillidsskabende. Lever Per Christensen op til det? 

”Det er bestyrelsen, der ansætter, og vi ville da aldrig nogensinde ansætte en, som ikke er tillidsvækkende. Jeg synes ikke, at der har været noget fremme om, at han ikke har passet sit arbejde rent fagligt. Han er faglig sekretær, og han klarer sit arbejde godt indtil videre,” siger Claes Rask Poulsen. 

Ingen autoritet 

Arbejdsmarkedsekspert og professor emeritus Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet peger på, at de lokale afdelinger i 3F altid har været autonome. 

”Forbundet har ingen autoritet, når det kommer til ansættelser og afskedigelser,” siger han. 

Det kan godt være, at den konkrete 3F-afdeling har været hurtigere til at tilgive sagen, end så mange andre ville have været

Flemming Ibsen
Professor emeritus, Aalborg Universitet

Adspurgt, om 3F Mølleåen burde lytte til bekymringerne fra 3F centralt, siger Flemming Ibsen: 

”Manden skal jo ikke have en livstidsstraf, så han ikke kan arbejde nogen steder. De kompetencer, som han har, er relevante i forhold til det faglige arbejde, og der er ingen, der har været efter ham i forhold til det arbejdsmæssige.” 

Flemming Ibsen siger dog samtidigt, at andre arbejdsgivere meget vel kan se anderledes på forløbet end 3F Mølleåen. 

”Det kan godt være, at den konkrete 3F-afdeling har været hurtigere til at tilgive sagen, end så mange andre ville have været.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Christensen

Faglig sekretær, 3F Mølleåen, fhv. forbundsformand, 3F
tømrer

0:000:00