Dansk Erhverv og IKA: EU-regler hæmmer danske virksomheder i at byde ind på offentlige udbud

Jesper Langkjær
Udbuds- og Indkøbschef, Fællesindkøb Midt, bestyrelsesformand, IKA - foreningen af offentlige indkøbere
Morten Jung
Branchedirektør for offentlig-privat samarbejde, Dansk Erhverv
EU's udbudsdirektiver skal sikre enkle og effektive rammer for offentlige indkøb, så konkurrencen forbliver fair, og offentlige midler anvendes optimalt.
Desværre skaber de nuværende regler ofte unødvendigt bureaukrati, der hæmmer både virksomheder og offentlige ordregivere.
I marts afgav både IKA (Foreningen af offentlige indkøbere) og Dansk Erhverv høringssvar til Europa-Kommissionens offentlige høring om evalueringen af EU's udbudsdirektiver. På baggrund af vores respektive høringssvar har en nylig artikel på OPS-Indsigt antydet, at vi står på hver sin side af en skillelinje i forhold til revisionen af udbudsdirektiverne.
Selvom det ved første øjekast kan se sådan ud, er det ikke tilfældet. Forskellene i vores høringssvar afspejler, at vi taler ud fra hvert vores ståsted – offentlige ordregivere og private leverandører – men vi deler langt hen ad vejen de samme mål.
Strategiske hensyn kan bremse praktiske behov
Både IKA og Dansk Erhverv anerkender, at offentlige indkøb spiller en strategisk rolle i samfundet. De offentlige indkøb i EU udgør en betydelig del af økonomien – faktisk 14 procent af EU's BNP – og kan understøtte innovation, bæredygtighed og vækst samt sikre det økonomiske råderum via effektiv konkurrence.
Når offentlige midler bruges klogt, kan de både dække samfundets behov og skabe nye markeder.
Men jagten på strategisk effekt må ikke føre til unødigt komplicerede regler, der spænder ben for den praktiske virkelighed.
Offentlige indkøb spænder bredt – fra bleer og blyanter til droner og datacentre til rengøring og rådgivning.
Reguleringen skal være fleksibel nok til at dække denne mangfoldighed uden at skabe unødige barrierer for hverken ordregivere og leverandører.
Derfor er vi enige om, at udbudsdirektiverne bør fastholdes som procesregulering – de skal fastsætte, hvordan der købes ind, ikke hvad der købes ind. Det sikrer en ensartet og forudsigelig ramme, som både offentlige ordregivere og private leverandører kan navigere i. Vi lever i en tid, hvor denne fælles ambition er under pres.
Delegerede retsakter, der sætter krav til, hvad der skal købes ind, er blevet flere og flere, og den geopolitiske situation graviterer offentligt indkøb mod resiliens – på europæisk niveau, men også på nationalt plan. Det kan udfordre en lille åben økonomi som den danske.
Fleksible regler giver bedre konkurrence
For både offentlige ordregivere og leverandører er det afgørende, at udbudsdirektiverne bliver mere fleksible, og at kompleksiteten reduceres.
Smidigere regler vil give flere virksomheder, især SMV'er, mulighed for at deltage i offentlige udbud. Samtidig vil ordregivere få større handlefrihed til at vælge de løsninger, der skaber mest værdi, frem for at være bundet af stive procedurer.
Øget fleksibilitet i udbudsprocedurerne vil føre til bedre aftaler for alle parter.
Jesper Langkjær og Morten Jung
Hhv. formand, IKA, branchedirektør, Dansk Erhverv
Selvom udbudsdirektiverne er skabt for at sikre gennemsigtighed og fair konkurrence, betyder den nuværende kompleksitet, at ordregivere oplever tunge administrative processer og flere virksomheder – især små – helt fravælger offentlige kontrakter.
Det skader konkurrencen, fører til færre tilbud og begrænser ordregivernes muligheder for at finde de bedste løsninger.
Vi mener, at øget fleksibilitet i udbudsprocedurerne vil føre til bedre aftaler for alle parter. Derfor bør den kommende revision sikre at adgangen til anvendelse af de fleksible udbudsformer udvides.
Effektive offentlige indkøb handler ikke alene om pris, men også om kvalitet, bæredygtighed og innovation. Derfor skal EU's kommende revision af udbudsdirektiverne understøtte, at ordregivere ikke er underlagt unødigt bureaukrati.
Samtidig skal leverandører opleve, at kravene er rimelige, gennemsigtige og ikke skaber utilsigtede barrierer for deltagelse.
IKA og Dansk Erhverv opfordrer til en modernisering – ikke en genopfindelse – af udbudsdirektiverne med fokus på forenkling og fleksibilitet. Det vil gøre det lettere for virksomheder at deltage i offentlige udbud og give ordregiverne bedre muligheder for at vælge de bedste løsninger.
Vi håber, at EU-Kommissionen lytter og sikrer en revision, der skaber enklere, smartere og mere fleksible offentlige indkøb – til gavn for både virksomheder, ordregivere og borgere.
Indsigt

Pernille Vermund spørger Morten BødskovBør pensionsselskaber investere mere i iværksætteri?Besvaret
Udvalget spørger Jacob JensenHvem vil blive ramt på beskæftigelsen ved en halvering af dansk svineproduktion?Besvaret
Udvalget spørger Kaare Dybvad BekHvorfor beskæftiger arbejdsløshedskassen sig med udlejning af erhvervsejendomme som bibeskæftigelse?Besvaret
- Danmarks næstrigeste mand skal flyve topministre rundt i luksusfly
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- Jakob Ellemann-Jensen fortryder, at han blev forsvarsminister
- Troels Lund Poulsen vil danne regering med LA og Konservative
- Gul fagforening er nu landets største























