Dansk Folkeparti vil sløjfe 'fantomskat' på salg af virksomheder

Skatten på milepælsbetalinger ved salg af virksomheder skal fjernes. Sådan lyder det i Dansk Folkepartis nye iværksætterudspil. Partiet drømmer om flere danske børsintroduktioner og foreslår 75 millioner kroner til digital omstilling af mindre detailbutikker. 

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, har lanceret et iværksætterudspil med otte konkrete forslag til en samlet pris på 500 millioner kroner.
Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby, har lanceret et iværksætterudspil med otte konkrete forslag til en samlet pris på 500 millioner kroner.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

Dansk Folkeparti vil af med skatten på milepælsbetalinger ved salg af virksomheder, også kaldet fantomskatten. 

Forslaget er del af partiets nye iværksætterudspil.

"Det er helt fint, at vi har skatter og afgifter, når man sælger virksomheder, men det, der ligger i fantomskatteregningsmodellen, er, at folk skal beskattes af en fiktiv fremtidig indtjening," siger Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører i Dansk Folkeparti. 

Fantomskatten betyder konkret, at når virksomhedsejere sælger deres virksomhed, skal de ikke blot betale skat af salgsbeløbet, men også af eventuelle milepælsbetalinger, der kan tikke ind på kontoen senere.

Det medfører, at virksomhedsejere på salgstidspunktet ligefrem kan tabe penge på at sælge deres virksomhed, fordi skatten på milepælsbetalingerne overstiger fortjenesten på salgsbeløbet.

Med andre ord skal der betales skat af penge, som den enkelte person ikke har fået – og måske aldrig får. 

"Vi har tabt på fantomskatten ved, at folk har været provokeret til at flytte deres it-virksomheder til San Francisco. Det er brandærgerligt, og vi kan se, at det mere eller mindre ikke koster staten en krone at få ændret de her vilkår," siger Hans Kristian Skibby.  

Det er kun enkeltpersoner - og dermed ikke virksomheder og fonde, der bliver beskattet på den måde ved virksomhedssalg, og den ekstra beskatning bliver fastsat ud fra en sandsynlighedsbetragtning af, hvor realistisk de enkelte milepælsbetalinger vurderes at være.

 

Fakta

Milepælsbetalinger bruges ofte, når eksempelvis biotekselskaber sælges.

Her består købsprisen typisk af en forudbetaling, flere milepælsbetalinger over tid og eventuelt en række royalty-betalinger af de lægemiddelkandidater som på et senere tidspunkt godkendes og skaber indtjening.

Hvis en biotekvirksomhed eksempelvis sælges for 8 milliarder kroner med en nutidsværdi på 2 milliarder kroner og en forudbetaling fra køber på 500 millioner kroner, så modtager en investor med en ejerandel på 8 procent af selskabet 40 millioner kroner. 

Men han beskattes af 160 millioner kroner med det samme. Investorernes indtægt fra forudbetalingen kan altså ikke dække udgifterne til skattebetalingen.

K fremsatte beslutningsforslag i oktober
Ordningen var allerede i søgelyset på Christiansborg i oktober, da Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, fremsatte et beslutningsforslag om at afskaffe fantomskatten

Dengang var der ikke flertal for forslaget, og Mona Juul har siden arbejdet videre med forslaget i en arbejdsgruppe i Folketingets Skatteudvalg.

"Det svarer lidt til, at man beskatter en almindelig medarbejder, som hvis han modtog direktørløn, for det kunne jo være, at han en dag blev direktør," lød det for nyligt fra Mona Juul i Børsen

Og nu bakker Dansk Folkeparti altså også op.

Konservative foreslog allerede i efteråret at afskaffe fantomskatten. Hvorfor bakker Dansk Folkeparti først op nu?

"Jeg har ikke en aftale om, at jeg skal komme før Konservative på alle punkter. Jeg har selv siddet meget nidkært, høfligt og venligt og formuleret hvert af de her forslag. Jeg har selv lavet hele baduljen. Det tager tid, og det skal man have respekt for. Så skal man ikke klandres for, at man ikke at har gjort det før," siger Hans Kristian Skibby.

Forslaget om at sløjfe fantomskatten er del af et punkt i udspillet, hvor Dansk Folkeparti foreslår, at der 150 millioner kroner årligt til forbedring af de danske vilkår for børsintroduktioner. 

"Det er en rigtig sund måde at skaffe risikovillig kapitel på. Flere danske virksomheder flytter stille og roligt deres engagementer til Stockholm eller London, og der kunne det jo være dejligt, hvis flere virksomheder gik på børsen i Danmark," siger Hans Kristian Skibby.

Vi har tabt på fantomskatten ved, at folk har været provokeret til at flytte deres it-virksomheder til San Francisco. Det er brandærgerligt, og vi kan se, at det mere eller mindre ikke koster staten en krone at få ændret de her vilkår.

Hans Kristian Skibby
Erhvervsordfører i Dansk Folkeparti

DF bejler til Kollerup
Dansk Folkeparti fremsætter, ifølge Hans Kristian Skibby, sit udspil netop nu for at gøre sig spilbare over for erhvervsminister Simon Kollerup (S) i de bebudede - men ikke fastlagte - forhandlinger om en ny iværksætteraftale. 

"Regeringen har igennem både år og dage bebudet, at der ville komme nogle forhandlinger om en ny iværksætteraftale. Dansk Folkeparti vil gerne byde ind på den aftale, der så måtte komme," siger Hans Kristian Skibby.

Han mener, at der har været en tendens til, at Venstre og Socialdemokratiet har haft dagsordenen, når det kommer til erhvervsudspil, og det vil han ændre på.

"Vi håber, at erhvervsministeren er interesseret i en bred aftale, så der kommer flere partier med end bare Venstre, som man bevidstløst har luret sig fast på. Det er ikke kun forundt folk, der har et medlemskort hos Socialdemokraterne eller hos Venstre, at diskutere erhvervs- og iværksætterudspil," siger Hans Kristian Skibby. 

Udspil koster 500 millioner kroner
Udgifterne til Dansk Folkepartis erhvervsudspil, som består af otte konkrete forslag, er på 500 millioner kroner.

Partiet foreslår, at den halve milliard findes ved at tilbageregulere brugerbetalingen på sprogundervisning af udenlandske voksne, samt ved at tilbageregulere midler tilført området for udenlandske studerende, der vil blive i landet for at arbejde.

Flere dele af erhvervslivet nyder godt af disse ordninger. Hvorfor vil I tage pengene derfra?

"Ethvert parti, der har en sund tilgang til deres egne politiske forslag, kommer også med et bud på, hvor pengene skal tages fra. Jeg vil ikke bare sige, at vi skal sætte skatterne eller afgifterne op eller gå ind med punktafgifter. Vi ønsker bare at tilbageføre den brugerbetalingsmodel på sprogundervisningen, som vi tidligere har haft, og som regeringen med dens støttepartier har udvandet," siger Hans Kristian Skibby. 

Fakta

Dansk Folkepartis har afsat en årlig finansiering på 500 millioner kroner til partiets nye iværksætterudspil, der består af otte konkrete forslag:

  1. Partiet foreslår, at der afsættes 150 millioner kroner årligt til forbedring af de danske vilkår for børsintroduktioner. En fjernelse af skatten på milepælsbetalinger ved salg af virksomheder - også døbt fantomskatten - indgår ligeledes i dette forslag.

  2. Tabsrammen for vækstkautioner fra Vækstfonden skal op på et tidssvarende niveau, lyder det fra partiet. Der er aktuelt afsat 23,6 millioner kroner om året på finansloven til dette formål. Dansk Folkeparti foreslår, at beløbet hæves med 30 millioner kroner, så Vækstfonden årligt tilføres 53,6 millioner kroner til ordningen.

  3. Der investeres for lidt i danske virksomheder, og det gælder især de mindre virksomheder. Derfor foreslår partier, at bundfradraget for straksafskrivninger på investeringer forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kroner til 50.000 kroner. Initiativet vil gælde for alle danske virksomheder, og der afsættes 90 millioner kroner årligt.

  4. Dansk Folkeparti vil øge muligheden for at nystartede virksomheder kan få likviditet fra venner og familie. Konkret foreslår partiet, at renteindtægter på op til 10.000 kroner ved lån til nystartede virksomheder er skattefri for privatpersoner. Ordningen omfatter alene lån til virksomheder – ikke forbrugslån, og den gælder alene privatpersoner – ikke virksomheder. Der foreslås afsat 25 millioner kroner til initiativet.

  5. Partiet anser det som samfundsbærende at understøtte gode vilkår for senioriværksættere på 45 til 60 år og foreslår at der årligt afsættes 15 millioner kroner til sikring af en sådan understøttende koordinerende indsats og sparring.

  6. For at stimulere det store potentiale, der er i de danske højvækstvirksomheder, foreslår Dansk Folkeparti, at der afsættes 25 millioner kroner årligt, til målrettede initiativer som eksempelvis tilbud om ekstraordinær sparring til virksomheder, der har potentiale til at blive en højvækstvirksomhed og strømlining af de offentlige tilbud.

  7. Dansk Folkeparti vil desuden sætte ind på området teknologi og naturvidenskab. Derfor vil partiet årligt prioritere 90 millioner kroner at forbedre mulighederne for at iværksættere kan benytte test- og udviklingsfaciliteter og specialistkompetencer hos GTS-institutter, universiteter og landets forsyningsselskaber samt forbedre muligheder for medfinansiering af udviklingsprojekter, hvor iværksættere prioriteres og styrkes fremadrettet i blandt andet Innovationsfonden.

  8. Ifølge Dansk Folkeparti oplever de danske detailhandelsbutikker en stigende konkurrence fra både danske og udenlandske e-handelsbutikker. Derfor vil partiet øremærke 75 millioner kroner om året til vejledning og omlægning af detailhandelsbutikkers tilbud, så især de mindre butikker får bedre mulighed for at udvikle og forbedre deres omsætning. 

Dansk Folkeparti vil finansiere de 500 millioner kroner - som iværksætterudspillet anslås at koste - ved at tilbageregulere brugerbetalingen på sprogundervisning af udenlandske voksne, samt tilbageregulere midler tilført området for udenlandske studerende, der vil blive i landet for at arbejde.


Kilde: Dansk Folkeparti

Selskaber skal kunne få vennehjælp
Dansk Folkeparti vil desuden øge muligheden for at nystartede virksomheder kan få likviditet fra venner og familie.

Konkret vil partiet sætte 25 millioner kroner af til at gøre renteindtægter på op til 10.000 kroner ved lån til nystartede virksomheder skattefri for privatpersoner.

Ordningen omfatter alene lån til virksomheder – ikke forbrugslån - og den gælder alene privatpersoner og dermed ikke for virksomheder. 

"Rigtigt mange danskere er trætte af at betale negative renter af penge, der står i banken, og jeg tror også mange banker er trætte af at betale renter til Nationalbanken. Derfor vil vi gerne lave en model, hvor vi gør en del af den passive likviditet aktiv - blandt andet mellem venner og familie," siger Hans Kristian Skibby.

Også her er han åben for at øge finansieringsrammen.

"Kan vi gøre renteindtægtsmodellen større end 10.000 kroner, så vil vi meget gerne gøre det, men det var en bunden opgave, at jeg skulle have mine 500 millioner kroner til at slå til," siger han.

Mindre butikker skal hjælpes digitalt
Ifølge Hans Kristian Skibby har coronakrisen udstillet, at mindre detailbutikker har brug for hjælp til at flytte mere af deres omsætning over på online-platforme.

"Derfor vil vi gerne slå et salg for, at de mindre også kan få rådgivning og hjælp til en omlægning til mere online-salg," siger han.

Af den har Dansk Folkeparti øremærket 75 millioner kroner året til vejledning og omlægning af detailhandelsbutikkers tilbud, så især de mindre butikker får bedre mulighed for at udvikle og forbedre deres omsætning.

"Det skal ses lidt ligesom de støtteordninger, man tidligere har givet til dansk landbrug for at omlægge til økologi. Det er en form for omlægningsstøtte, hvor man tilskynder de detailhandelsbutikker, der ikke har de store muskler til at byde ind med mere e-handel," siger Hans Kristian Skibby. 

Hvilke konkrete initiativer skal ordningen skabe?

"Hvis virksomheder får deres typiske sparring gennem de lokale vækst- og erhvervshuse, så kunne der være mulighed for, at butikken kan få konsulentstøtte til at få virksomhedens hjemmeside med de funktioner, der skal for at drive en professionel webbutik," siger han og fortsætter:

"Det er ikke alle butikker, der har råd til at ansætte en fuldtidsmedarbejder det. Det vil forhåbentlig være med til at understøtte, at vi ikke oplever en unødig butiksdød i Danmark."

Selvom Dansk Folkeparti kun råder over 16 mandater, er erhvervsordføreren optimistisk i forhold til at få flere af forslagene i iværksætterudspillet realiseret.

"Vi skal forhandle en længere række af andre partier for at finde flertal, og de andre partier har også gode forslag, men jeg har tiltro til, at nogle af vores forslag vil være med i forhandlingerne," siger Hans Kristian Skibby. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Kristian Skibby

MF (DD)
shippingmand (DFDS Transport 1992)

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)









0:000:00