Debat

Forskningsdirektør: Et styrket samarbejde mellem forskere og virksomheder vil gøre os til ynglested for fremtidens teknologier

Hvis Danmark skal være førende indenfor teknologi, skal vi styrke samarbejdet mellem forskere og virksomheder. Der skal investeres i uafhængig, digital forskning og aktivt arbejdes på, hvordan vi i et fællesskab mellem det offentlige og private kan komme op med nye modeller for samarbejde, skriver Thomas Riisgaard Hansen, Managing Director, DIREC - Digital Research Centre Denmark.

Vi skal styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor og forskningen, hvis vi skal udvikle teknologiområdet, skriver Thomas Riisgaard Hansen.
Vi skal styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor og forskningen, hvis vi skal udvikle teknologiområdet, skriver Thomas Riisgaard Hansen.Foto: Pressefoto
Thomas Riisgaard Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Teknologiudviklingen bliver skabt gennem de valg, som førende tech-virksomheder foretager. Hvis vi i Skandinavien gerne vil have, at teknologien skal skabes ud fra vores demokratiske værdier og principper, har vi et ansvar for at være med til at præge udviklingen. 

Det er derfor rigtig positivt, at Finansministeriet har nedsat et stærkt team i “Digitaliseringspartnerskabet”, som skal være med til at booste digitaliseringen.

Men - for der er ét men - hvis vi skal øge digitaliseringen og eksempelvis udnytte den til at finde løsninger inden for vores store samfundsudfordringer, som eksempelvis klima, er det samtidig samarbejdet mellem forskere og virksomheder, vi skal styrke. 

Opfindelsen gavner sjældent opfinderen
For hvordan kan Danmark være med i kapløbet mod USA, Kina, Google, Amazon og andre Goliath’er, som har flere ressourcer end os? Kan vi gøre det ved hjælp af nye samarbejdsformer omkring digital forskning mellem virksomheder, universiteter og offentlige organisationer? 

I bogen “Jump-Starting America: How Breakthrough Science Can Revive Economic Growth and the American Dream” fra 2019 kigger en række forskere på de barrierer, der kan være for at få private virksomheder til at finansiere forskning.

Der er behov for en styrket dialog mellem forskere og erhvervslivet. Hvis man som virksomhedsleder eller forsker ikke mødes, opstår der hurtigt myter og forestillinger om, hvordan en forsker eller virksomhedsleder tænker.

Thomas Riisgaard Hansen
Managing Director for DIREC - Digital Research Centre Denmark

En af barriererne er, at en opfindelse vil gavne mange andre end dem, som har lavet den oprindelige opfindelse.

Der er således et stærkt incitament til at lade andre betale omkostningerne for at forske og udvikle nye teknologier og vente på efterfølgende at kunne udnytte de nye indsigter.

Der kan være en speciel stor risiko forbundet med denne “vent og se”-tilgang indenfor det digitale område, hvor opfindelser generelt er svære at patentere. 

En anden udfordring er tidshorisonten. At gå fra forskning til kommercielle produkter tager ofte mange år. Den tidshorisont kan være svær at håndtere, da mange venturefonde forventer pengene tilbage inden for 10 år, og at topchefer sjældent bliver belønnet for resultater, som de måske først realiserer om 20 år.

Det betyder, at incitamentet for at være aktivt drivende inden for strategisk forskning er svært for både nystartede og etablerede virksomheder – også selvom der er stort forretningspotentiale inden for området.

Investér i forskningen

Hvis vi vil være ynglested for fremtidens teknologier, bliver vi nødt til at tage denne udfordring seriøst. Vi er nødt til at investere i digital forskning som samfund, og vi skal aktivt arbejde på, hvordan vi i fællesskab mellem det offentlige og private kan komme op med nye modeller for samarbejde. 

Der er behov for en styrket dialog mellem forskere og erhvervslivet. Hvis man som virksomhedsleder eller forsker ikke mødes, opstår der hurtigt myter og forestillinger om, hvordan en forsker eller virksomhedsleder tænker. Tiltag som DTU High Tech Summit, Aarhus Universitets Digital Innovation Festival og lignende er vigtige, da de skaber naturlige mødesteder på tværs. Her spiller de nye danske vækstklynger også en vigtig rolle.

Der er behov for, at vi løfter opgaven i fællesskab. Universiteter, fonde og iværksætterne skal arbejde sammen om at sikre, at vi investerer i de lovende, men risikable projekter. Her har vi brug for modeller, hvor risikoen deles og derved minimeres. Men det gør det også muligt for alle at høste gevinsterne af indsatsen i fællesskab.

Thomas Riisgaard Hansen
Managing Director for DIREC - Digital Research Centre Denmark

For det andet skal vi arbejde med nye modeller for at forstå, hvordan forskningen påvirker samfundet og vores virksomheder.

Det er helt essentielt, at forskningen er uafhængig, og at man ikke kan bestille specifikke resultater. Det betyder ikke, at virksomheder og institutioner ikke må være med til at definere de problemer, der er vigtige at få undersøgt. Men de kan ikke påvirke udfaldet.

Unikt forspring
Denne form for fælles samarbejde omkring problemstillinger er win-win.

Reelle samfundsbehov leder til mere relevant forskning og kan give virksomhederne unik indsigt i digitale muligheder. Ikke nødvendigvis i form af nye produkter og rettigheder men i form af unikke indsigter i, hvordan man kan designe digitale løsninger.

Andre vil med tiden også få denne indsigt, men gennem det tætte samarbejde kan man få et unikt forspring. Det forspring er værd at investere i som virksomhed, også selvom det ikke nødvendigvis påvirker toplinjen på den korte bane.

Endelig skal der arbejdes med nye modeller for at kommercialisere forskningen. En ny idé eller viden er ofte kun toppen af et isbjerg, og det kræver store investeringer at bringe en ny teknologi på markedet. Ofte findes markedet måske slet ikke og skal bygges op fra bunden.

Der er behov for, at vi løfter opgaven i fællesskab. Universiteter, fonde og iværksætterne skal arbejde sammen om at sikre, at vi investerer i de lovende, men risikable projekter. Her har vi brug for modeller, hvor risikoen deles og derved minimeres. Men det gør det også muligt for alle at høste gevinsterne af indsatsen i fællesskab.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00